eller

Klematisens stråleglans i måneskin

Det er noget med A’mar og mig – og det er ikke ubetinget smukt. At kalde det en fobi vil nok være at overdrive, selv i min bog. Men der sker skumle ting når jeg endelig formaster mig til at krydse broerne – som i går, hvor toget kørte direkte til lufthavnen og jeg slet ikke skulle derud….

Mine tre bedsteveninder igennem tiden, er alle opvokset på øen. To af dem slap væk – omend den ene er luret næsten tilbage, med bopæl på Bryggen. Mit forhold til A’mar og det at krydse broerne er blevet ødelagt lidt af min forkærlighed for vand og både Havnebadet og Amager Strand lokker og har lokket. Og jeg har har her på det seneste befundet mig en hel del mere på øen, end hvad der normalt ligger inden for min komfortzone.

Plidder-pladder er der nogen der siger. A’mar har alt, A’mar er smuk og A’mar er A’mar. Ja, ja – siger jeg bare. Det blæser altid på øen…. ALTID og er der måske ikke noget skummelt over, at den veninde der blev tilbage og bebor det sødeste lille dukkehus kan … helt uden at løfte en finger … dyrke de mest fantastiske klematisser jeg nogensinde har set.

Hvor andre kæmper og bakser, står der hos hende, henslægt i et hjørne af haven, en plante med blomster så store som barnehoveder. “Nå, dem der… du skal da bare sige til hvis du vil have nogen med hjem”. Det ville jeg ikke.

Og så alligevel. Da vi stod der i den lune sommeraften og jeg kunne se blomsterne lyse op som små fede fuldmåner, måtte jeg alligevel….