Som selvudnævnt B-menneske _og_ udstyret med fleks-tid, er det uendeligt lidt min arbejdsplads har haft fornøjelsen af mig som førstemand på pinden.

Men i dag lykkedes det. I dag er det mig, der har fornøjelsen af at slå alarmen fra, tænde for lyset og printeren og lave kaffe. Mig der kan sidde ved en tændt computer og kigge ned langs næsen på de andre når de kommer slendrende – sådan langt op af formiddagen.

Men efter at den første rus har lagt sig, begynder den første bekymring at melde sig – “Åh, er der et eller andet møde ude i byen, som jeg (som den eneste) har glemt alt om….?!”