Vi snakkede om julen, mens vi kørte hjemad. Om hvad der gør julen og hvad der sker med mennesker, der ikke får juleglæden i vuggegaven – eller senere i livet.

Og jeg elsker min vuggegave, den glæde ved julen jeg har fået i livet.

Og jeg elsker når jeg træder ind i mit hjem og ser min stjerne lyse i rummet, der er gjort rødt og varmt. Og det er julen for mig; det røde, varme og stearinlysenes skær.

Og duften og forventningen og glæden ved samvær.

Og traditionerne – som også inkluderer kirken. Og præsten som jeg kender fordi det enten er hende jeg er blevet døbt og konfirmeret hos, eller ham jeg har siddet i menighedsråd med.

Og jeg elsker, at vi er mange omkring bordet, at der er ro og glæde ved maden – selvom der er børn, for ingen af dem er umulige omkring det hele. Og jeg elsker at vi stadig synger og danser.

Og jeg ser glæden omkring gaverne – specielt hos børnene, men ind i mellem også blandt de voksne og roen der sænker sig når det hele er overstået og vi skal mæske i god konfekt og chokolade og endnu et glas portvin til kaffen.

Men jeg ved, at hvis det er sådan, at vi i år er nødt til at tage væk fra det hele, hvis min svigermor ikke bliver rask nok til at komme hjem til os – så er jeg sikker på, at jeg har juleglød nok til det hele, sådan at jeg kan genskabe magien også for os tre deroppe i det jyske – for mest af alt, så elsker jeg, at være sammen med min elskede i julen.