Normalt er jeg ikke det store offentligt tudefjæs, jeg kan godt pive lidt over dette eller hint, men det der med at blotte den helt store skøbelighed er ikke lige mig.

Men jeg synes, at jeg er lidt end almindelig tyndhudet for tiden – og det er måske ok, at sige det ud i verden?

Sidste år til Sct. Hans holdte min daværende kæreste og jeg en fest for næsten 50 mennesker. Sørgede for mad, drikke og hus over hoved til nogle af vores nære venner og en stor del lidt mere fjerne bekendskaber.

Og vi nød det i fulde drag – for var der noget vi var gode til sammen, så var det at skabe rammerne for fest, farver og fornøjeligt samvær.

Måske derfor gjorde det sådan lidt ekstra ondt, at jeg op mod denne Sct. Hans hverken modtog den mindste snas af en invitation fra nogen – eller blev budt indenfor hos det  de 4 personer som jeg forhørte mig om muligheden for selskab hos.

Jeg er (næsten) sikker på at det ikke skyldes ond vilje, at der ikke dumpede nogen invitationer ned til mig – jeg havde eksempelvis ikke annonceret overfor folk at jeg ikke havde planer og gerne ville inviteres og jeg er også sikker på at havde jeg fortsat med at spørge – eller spurgt nogle andre, så havde jeg nok fundet en fest eller bare en hyggelig aften med nogen – men der er alligevel grænser for hvor mange gange man magter at blive afvist.

Jeg kunne også bare have taget ud i min have og havde feste med dem der var derude, eller ned i en af de parker der er i København og som alle fejrer midsommer med bål og sang.

Men uden at jeg egentligt var klar over det, så var jeg mere mærket af min singletilstand og de sidste 6 års Sct. Hanser som for en stor dels vedkommende er blevet holdt i Saksild, end jeg vidste.

Jeg havde brug for selskab – men jeg vidste det først da aften oprendte og så var det egentligt for sent. Og jeg måtte sande at en af singlehedens biprodukter er den, at man ikke altid har nogen ved sin side, hvis man ikke har andre ved sin side.

Sommernat og fuldmåne over Saksild Strand