hvalfisk.jpg

Boutanding eller det vi på dansk kalder hvalhaj.

Der findes ting der er så store, at uanset hvordan man betragter sig selv, så kan man ikke undgå at føle sig lille og ydmyg – sådan er det at snorkle med hvalhajer.

Møderne var korte og intense. Fyldt med adrenalin, både for at nå at komme i vandet i rette tid, og opdage og holde trit med dyrene.

Vi sad på bådkanten iført maske og snorkel – klar til første møde. Pludselig bliver der råbt at vi skulle gøre os klar, vi hoppede i vandet og lå og kiggede omkring os. Pludselig dukkede der en kæmpe mund op foran mig, efter den en 6-15 meter plettet haj.

De første mange gange blev jeg så forskrækket, at jeg gav et hvin fra mig når det store dyr kom hen imod mig, hvilket dog både er nyttesløst og svært med en snorkel i munden. Når jeg blev liggende kunne jeg se hele hajen svømme forbi mig. Langsom graciøst. Et lille slag med halen og så var den væk igen – dykket ned i dybet. Nogle af de andre fulgte efter og på ingen tid var de på 4 meter og det gik bare hurtigere og hurtigere derned.

Den første dag havde vi nok kun ½-1 minut med hver haj – mens vi den anden dag havde nogle længere seancer, hvor hvalerne kom op igen efter at have dykket ned.

Det er plankton der får hajerne til at komme, men det er samtidigt det der gør vandet meget grumset og sigten dårlig. Man kunne ikke se meget mere end ½-1 meter og derfor ikke kunne se fra hoved til hale.

Læse mere om hvalhajer på Donsol herunder:

Havet udenfor Donsol, har siden 1998 været fredet af det filippinske turistministerium for at sikre at de store, men fredelige hvalhajer ikke bliver jaget når de kommer til Donsol for at spise plankton. Hvalerne er der året rundt, men der er højsæson fra februar til april.

Og Donsol var der vi tog hen, efter vores tur på vulkaner.

Da det kun var i starten af sæsonen og vejret ikke var det bedste, fik vi at vide at vi kun havde omkring 75% chance for at møde de op til 15 meter lange havets HT-busser. Heldet var dog med os og vi havde omkring 20 møder med disse fantastiske væsner. Om der var en eller 20 kan jeg ikke sige – men der findes andre, der har gjort det til en livsopgave at identificere hvalhajer.

Der er en hel industri omkring whale shark interaction i Donsol. Det er kontrolleret af turistministeriet og det hele virker som om det er er omgærdet af stor respekt for dyrene. For at sikre deres overlevelse og for at give turisterne en god oplevelse på havet sammen med dem.

I sæsonen omdannes 25 fiskerbåde til hvalhajsbåde og bemandes med en BIO-guide (BIO-guide = Buntanding Interaction Officer) der leder slaget i vandet, en spotter der finder hajerne, en bådsmand og en hjælper der sørger for at sejle og hjælpe en op i båden igen. Der er kun de her 25 både, de må maks. medtage 7 deltagere og kun gå ud 2×3 timer om dagen. Som besøgende har man kun lov til at snorkle (ikke dykke), man må ikke røre dyrene og det er kun tilladt at fotografiere uden blitz. Reglerne bliver fortalt inden man boader båden og så går jagten ind.

Da jeg spurgte om der ikke var nogen der tog turister med ud uden at have licens, fik jeg et undrende blik og svaret “jammen, det er jo ulovligt” – så det virker som om at ovennævnte retningslinjer blev overholdt. I en tid hvor man ofte oplever, at der bliver solgt ud for den største profit, er det rart at opleve, at også andre hensyn kan være gældende omkring en turistattraktion.

Og det at svømme med hvalhajer i Donsol er en attraktion der er værd at beskytte.