Min skuffer og skabe bugner. Ting jeg havde glemt jeg havde, andre jeg ønskede jeg ikke kendte til og skjulte talenter imellem hinanden. Pludselig blev det for meget. Der havde været for meget brombærhegn og for lidt af alt det andet.

Jeg ved at jeg i de glemte skuffer har så meget mere. At der gemmer sig talenter der visner langsomt hen – samtidig med at jeg visner på ydersiden, af at gøre for meget af det der ikke er godt for noget. Og for lidt af det der skaber, yder, vokser.

Energierne brændte ud. Lyset i øjnene blev slukket. Det der var tilbage var vreden og indignationen. Og den var der i stort mål.

Trøstesløsheden over at gå i ring og glemme de ting der allerede var fikset og ikke måtte blive ved med at være det.

Stress, ubrændthed – kært barn har mange navne og et af dem bliver nok sat på barnet i den nærmeste tid.

Men faktum er, at da feberen brændte i min krop og alle test var oppe i det røde felt var jeg nødt til at gå ned eller lade gå. Og det gjorde jeg.

Nu begynder genopbygningen og oprydningen.

Og jeg glæder mig lidt til at se hvad der egentligt er i de der skuffer og skabe.

Man siger at stress er en folkesygdom. Jeg tænker lidt på om det egentligt ikke er en folkesundhed?