et vink med en (gods)vognstang
Jeg løb ind i en af mine venner da jeg var ude og løbe her tidligere på aften. Rettelse: jeg undlod med nød og næppe at løbe ind i en af mine helt klart tidligere venner.
Vi læste sammen. Hang ud, drak kaffe og øl og røg smøger sammen. Vi diskuterende og nogen gange var vi enige. Vi så på mænd sammen. Og gik til dans. Vi lavede fine middage for hinanden. Tre retter mad og menukort. Vi introducerede vores venner for hinanden. Han mødte min familie. Jeg tror jeg var den han lod komme tættest på sig. Det var mig han kom til, da hans verden brast sammen – og det hele kom ramlende ned. Hårdt!
Jeg var glad for at kunne være der for ham – for han betød meget for mig. Det var svært for mig, da han besluttede sig for at forlade Danmark. Jeg forstod hans bevæggrunde, men måske ikke hans valg, da han besluttede at tage en pause fra det hele. Rejste væk.
Jeg var utroligt glad da han kom tilbage et halvt års tid senere. Regnede med at vi ville fortsætte derfra. Og *puf* forsvandt han.
Ud af mit liv. Ud af alles liv.
Ingen grund. Ingen forklaring. Ingen afsenderadresse.
Jeg har set ham en masse gange siden. Ud af øjenkrogen, i skyggen, på afstand. Men hver gang jeg kom tæt på, var det alligevel ikke ham. Jeg har søgt ham i telefonbogen og på nettet. Men væk var han. Ingen af os kunne længere finde ham.
Lige indtil i aften hvor jeg pludselig stod face til face med ham. Jeg tror det er ved at være 3 måske 4 år siden, så jeg gik helt tæt på før jeg sagde “hej”. Der var klar overraskelse at spore hos ham. Men han sagde mit navn.
Og så løb han videre.
På trods af min målløshed og afmagt nåede jeg at råbe “Hey, stopper du ikke engang og snakker” til hans ryg, mens han løb videre.
Måske er jeg ikke det mest fintfølende menneske på jorden – men jeg er ret sikker på at han ikke gad snakke.
Eller også var det varmen….
P.S.
Men nu ved jeg at han lever, hvor og hvornår han løber – og så tackler jeg ham bare næste gang. Og får spurgt hvordan det går …. eller noget!
P.P.S.
Var der nogen der sagde aggressiv manipulerende – hva’?
Jeg er sådan set ikke i tvivl om at han ikke var interesseret i en videre dialog – men derfor er jeg nu stadig ret paf over forløbet.
Det er ikke på et dagligt basis at jeg støder ind i folk der vælger at reagerer uden for normerne i så høj en grad som folk gjorde i går.
Først ved at en fremmed mand spørger mig om han må kysse mine fødder og dernæst ved af en tidligere hjerteven beder mig om at kysse ham i r**en – på den ufede måde!
Mystisk dag – det må være noget med stjernerne…….
Ja, umiddelbart og for en udenforstående som jeg, ser det grangiveligt ud til, at han forsøger at undvige. Måske er der en grund, måske ikke, men hvilken glæde er der i at holde enetale. Manden vil jo tilsyneladende ikke fortsætte/genskabe kontakten.
Jeg forstår godt, hvis du er nysgerrig. Men det er dumt at bruge for meget krudt på ham, hvis han alligevel ikke gider eller tør snakke med dig.
Jeg ville klart give det endnu en chance og så lade ham være, hvis han afviser.
Men fanme en underlig fætter egentlig :)
Det var godt nok noget af en kovending han har præsteret. Kan godt forstå du er insisterende i din lyst tl at vide hvad han har gang i. Men det lyder jo til at han har foretaget en klar beslutning af en eller anden art…
[…] ind på arbejdet, var jeg ret sikker på, at jeg cyklede bagefter en anden gammmel ven – men da et tidligere sammenrand klart havde tydeliggjort, at han ikke var interesseret i at genetablere kontakten, gjorde jeg ikke […]