Jeg drømte om min morfar i nat. Han kom forbi og var nysgerrig på det her weblog noget. Og jeg forklarede ham om det. Viste ham min egen og fortalte hvordan han kunne følge med i mit liv og tilværelse.
Viste ham andre blogs, af både gamle og unge rundt om i verden. Sagde at han skam ikke var for gammel til at få en blog og at vi alle sammen ville læse den, hvis han skrev i en.
Så gik det op for mig at han jo er død, og har været det i mange, mange år.
Der midt mellem drøm og vågenhed slog det mig; er der weblogs i himmelen?
Og jeg tænkte på hvordan det moderne menneske egentligt vil klare det, med en evighed uden elektroniske medier. Og jeg tænkte på om vores traditionelle billedet af himmelen, med skyer og bevingede væsner, kan kombineres med computere, Ipods og x-boks.
Kan vi få det billede til at hænge sammen – og på den anden side, kan jeg selv finde ud af at opleve døden og efterlivet uden skrive om det?
… garneret af et lille billede af mine vinger, der er ved at vokse ud…
Ahrr, fed overvejelse:)
Sejt!
Hvis de døde blogger, så ville det være meget lettere for spirituelle medier at tune ind. Rss fra den anden side kunne være en killer-feature i den forbindelse!
:-) Man fristes til at sige, at en himmel uden internet, er en form for helvede….
Jeg kan ikke læse det her indlæg seriøst. Det prikker til en association, der gør at himmelhunden kører som internt soundtrack til læsning.
…det er vist et tegn på at jeg ikke skal med elevatoren op, når den tid kommer.
Ja, Robert – hvis du ikke kan læse mine indlæg med en grad af seriøsitet, er det sikkert den direkte vej til helvede.
;-)
[…] hvis der som visitsens filosoferer om på sin weblog var mulighed for at skrive weblog i himlen, så ville jeg gerne have respons på […]
Tænk, at man som ny blogger kan komme med i en drøm. Men tanken om en weblog i himlen er nu meget sjov, så jeg sendte et link til den lokale præst, som gør en del på nettet – så måske får han en ny forbindelse opad.
Jørgen – ja, jeg kiggede jo forbi, efter at din søn havde præsenteret dig på nettet – og på en eller anden måde havde det sneget sig ind i min drøm.
Og velkommen både her og der.
Måske er “efterlivet” i virkeligheden den sidste bastion som vi mangler at erobre med alle de nye medier … og det kunne jo være spændende at kunne kommunikere, både den ene og den anden vej.
Det er slet ikke ond vilje, og jeg er sikker på at himmelhunden vil passe fint som baggrundsmusik i kælderen.
Nå, standardtricket må i brug. Temaet fra Indiana Jones kører nu på repeat i underbevidstheden, så skulle der vel blive renset godt ud.
Jeg bliver for øvrigt slemt skuffet, hvis efterlivet skulle byde på andre medier end fuld båndbredde på telepatien (selvfølgelig under forudsætning af at turen alligevel går opad).