For sådan en som mig, der nærmest hysterisk stædigt forsøger at fastholde ideen om at leve i nuet og ikke lade mine nutidsfølelser blive farvet af (eventuelle negative) fremtidstanker, er det både ironisk og frustrerende, at jeg her på tærsklen til den “rigtige” sommer allerede i mit mindset, ser forbi sommeren.

Jeg regner ikke med at der bliver meget sommer til mig og istedet for at se frem mod det der måtte komme, ser jeg forbi den og tænker “næste sommer”.

Men jeg ved det jo ikke.

Det kunne jo ende med at blive de bedste sommer i mit liv?

… og mens jeg skriver det stopper toget i Væksø og når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se to nyudklækkede studenter sidde under en trappe. Den ene sidder og tænder ild i en pind og den anden læner sig tilbage og halvsover.

Mon ikke de er sikre på at de får den bedste sommer i deres liv?

Vi kan alle få ret og vi kan alle tage fejl – og nu vil jeg se om jeg ikke kan gå ud i min sidste arbejdsdag i juni og se fanden gale mig positivt på dagen ….