Det sidste lys suges ud af dagen. Grillen varmer, der lægges an til et bål – vi er igang med at skabe rammerne for aftenen, efter en uhyre sjælden smuk dag.

Allerede da jeg cyklede ud i morgensolen varslede dagen at den ville blive flot – og det blev den. Dejlig. Og nydt i sammenhæng med sejlads til Hov for at købe af det gode kød og endnu en sejltur til Norsminde og deres fabelagtige pariserbøf. En bøf der nær havde taget, om ikke livet, så talegaverne fra nevøen – bare et kort øjeblik.

En fantastisk eftermiddag på vandet, hvor horisonten forsvandt i dis, mens vandet var spejlblankt og et marsvin sprang for os – bare fordi det ku’.

Det er september når det er smukkest og jeg har været glad helt ind i maven.