Her i de senere dage har jeg gået ned af forskellige smutveje langs memory lane.

Torsdag mødte jeg en længst glemt ven af en ven (som i noget der nærmest var en kæreste). “Hej” sagde han til mig og brugte mit borgerlige navn, med en ufattelig lethed. “Det er da dig ikke?” Og det var det jo – så sandelig. Men jeg havde ingen anelse om hvem han var og havde han ikke nævnt ham vennen (der var mere end en ven), havde hans navn heller ikke givet mening.

Men jeg lignede mig selv – på en eller anden måde. Dér gemt under 20 år og mindst 15 ekstra kilo som han bestemt ikke kendte dengang.

Fredag var det den nære fortid. Min sidste arbejdsplads – den som åbenbart stadig betaler min løn. Jeg fik i hvert fald en lønseddel stukket i hånden mens jeg var derude. Og tak for det, må man vel sige. Glæden var stor. Over at se mig – over at se liv. Det er sørgeligt at se en arbejdsplads blive lukket ned bid for bid, som det sker. Omend det afstedkommer en dag med to frokostpauser, fordi der trænges til at snakke og gamle kollegaer er gode til det.

Senere samme dag var jeg tilbage for at sige farvel til en endnu tidligere kollega, der nu er på vej mod sin første lederstilling. Jeg ved han læser med her, så jeg kan ikke sige så mange grimme ting om ham som jeg gjorde dengang, før jeg vidste han læste med (#1, #2, #3), men det var dejligt at høre de roser der blev uddelt ved hans fratræden. Og dejligt at mødes og snakke med tidligere kollegaer og ledere, nu hvor tiden er gået og meget vasket væk.

Og man kan faktisk krydse sit spor – og hvor er det dog dejlig at gøre det, med oplevelsen af at man en bedre udgave af sig selv end tidligere. At man rent faktisk er vokset og rundet af på en mere rigtig måde og at tiden og afstanden også har gjort sit på de andre.

Fortiden ser altid bedre ud på afstand.

Og lige præcis dét, er billedet på et dagens højdepunkter – hvor en fantastisk fødselsdagsbrunch endte med at sende os på museum