Idag sluttes cirklen. Idag er det præcis et år siden jeg tog mit første jomfruelige skridt udi dette medium.

Jeg oprettede denne weblog af to grunde:

– jeg elsker at skrive og
– jeg er fascineret af nettet og de uanede muligheder der er dér

Men jeg havde ingen idé om, at dette – mit lille digitale hul udi den store internetverden – skulle komme til at spille så stor en rolle i mit liv, som det egentlig er kommet til.

Ikke så meget i sig selv, men som et redskab til at bringe nogle nye mennesker i mit liv og give de menesker, der allerede var i mit liv, en større indsigt i hvem jeg (også) er. Og det har været rigtigt stort – for mig.

Jeg blogger anonymt – som i at mit døbenavn ikke står på min weblog og i at jeg ikke lægger identificerbare billeder af mig selv på bloggen (udentificerbare billeder er der flere af som her og her) fordi jeg selv mener at mit navn, mit udseende og diverse faktuelle oplysninger om min person alligevel ikke spiller nogen rolle herinde.

Men jeg føler mig ikke anonym. Jeg kender efterhånden så mange af dem/jer, jeg ved læser med over skulderen – og jeg oplever også at de fleste efterhånden kender mig.

… men gør jeg – gør du?

Lad os lave en byttehandel: Hvis du har lyst til at vide mere om mig, kan du – lige præcis i dag – stille mig ethvert spørgsmål du måtte have på hjertet og så kan jeg se hvem der læser med…