Det summer af forventning på gangen. De gode undskyldninger pudses af. Der tales om manglende erfaring, begyndende forkølelser (mig), skinnebensbetændelse (mig) og forfodsplatfodhed (og mig, sagde hunden). Ingen undskyldning er for tynd, ingen forklaring for dårlig.

Præstationsangsten trykker. Alle snakker om at det skal holdes under 30 minutter, helst bare 20.

Firmaet løber DHL-stafet i dag.

Jeg er med på holdet. Mere af nød end af lyst. Men hvad gør man, når man to dage efter man får tilbudt nyt job, modtager mail fra kommende kollega der “har læst i ens CV, at man løber – mangler lige en mand til et hold … så har du ikke har lyst til at være med…?”

Man kan jo ikke sige, at man ikke løber så specielt godt eller hurtigt, for hvad siger det så om resten af de ting man har skrevet i CV’et? Så jeg løber i aften – og jeg løber til!