Da gud så væk et øjeblik, skabe fanden fantasien.

Ikke den fine fantastiske og kreative fantasi, som vi elsker at have, eller drømmer om at få. Næ, skæbnesfantasien – den fantasi man bruger til at skræmme sig selv med omkring morgendagens ubehagelige møder, nedtrykte tanker om fremtiden – troen på at ingenting ændres og at alt fortsætter i samme trummerum eller det der er værre.

Det er en 15-16 år siden det gik op for mig, at selvom alle ens værste mareridt går i opfyldelse – og tifold oveni – så er det alligevel aldrig så slemt, som det man går og er bange for. Det bedste er når det værste slippes løs og man ikke længere behøver at være bange for hvad der kan ske, hvis man rokker ved båden og dråben får glasset til at flyde over.

Så egentligt er det kun godt, at der i min indboks lå en invitation til et møde, der har været længe ventet. For på en eller anden måde er jeg endt med at være blevet et brombærhegn …. igen!