Lige så højt jeg kom op i forgårs, lige så langt endte jeg nede i går – og det var ikke kun fordi jeg tilbragte aften på bunden af Sundbybadets svømmebassin – med udsigt til ting man bare egentligt ikke har behov for at vide, at der er på bunden af en svømmepøl.

Inden jeg tog ud til svømmehallen tjekkede jeg ind på mailen og ind til et afslag på en af de ansøgninger jeg har ude – og *smask* lige i hovedet kom der der “duer ikke” oplevelse som jeg har været så dejligt forskånet for i lang, lang tid.

Og aller inderst inde kommer den der lille bitte gnaveorm, der hvisker mig i øret om det nu også var så skide smart bare at sige sit job op og rejse udenlands.

Men jeg ved jo godt at jeg gjorde det rigtige og at jeg ikke er et sted i dag, hvor mit gamle job og jeg ville passe sammen mere. At jeg skal noget andet – og at jeg nok skal kommer derhen – at der et sted hvor jeg kan blomstre og bruge mine kompetencer på den helt rigtige måde.

Det havde bare været en lille bitte smule nemmere, hvis det der krise-noget ikke var der lige nu og gjorde andre folk arbejdsløse og dermed medkæmpere til de muligheder der er derude…..

Set i lyset af alt det, er det nok meget godt at resultatet af min tid på bunden af svømmebassinet fortalte mig, at jeg følte mig bedre tilpas i min gamle tørdragt, end den nye jeg havde med ud for at prøve … for skal jeg til at være arbejdsløs i en længere periode, er det nok meget smart ikke at skulle til at investere flere tusinde kroner i en ny tørdragt.