I går tog jeg mig selv i at kigge på min noget ældre kollegas sko og tænke “hmmm… de ser godt nok dejligt bekvemme ud” og det var så et par brede sutter med velkrobånd hen over. Jeg kan mærke bekvemmeligheden komme snigende.

Jeg ved ikke hvad der er alder og hvad der er parforholdets lyksagligheder – eller om det er noget helt tredje der spiller ind – men jeg er igang med en udvikling jeg ikke bifalder.

Jeg folder mig ud på de forkerte breder – og det der med at løbe og træne er mere eller mindre blevet lagt på hylden. I min iver for at få langt hår har jeg ikke været til frisør siden august, bortset fra en enkel studsning hjemme hos min mor. Er også holdt op med at farve det – har haft en pakke farve stående i uendelige tider, men det bliver jo alligevel lysnet af solen. Jeg får heller ikke længere ordnet mine negle – for hvor er tiden og bliver de ikke alligevel smadret enten af haven eller dykningen?

Da jeg stod foran spejlet i dag og kiggede på mig selv, tænkte jeg kone . For det er det jeg er begyndt at ligne.

Med konekrop og koneoutfit.

På den anden side har jeg ikke længere behov for at være spændt op til lir 24/7. Min alder, mit job – og min krop gør at jeg ikke rigtig kan valse rundt i miniskørt og selvsiddende. Der er tøj jeg fravælger fordi det der decideret ubekvemt at have på og jeg er begyndt både at forstå og selv tænke de råd min mor gav mig omkring påklædning da jeg var teenager.

Det er ikke blevet til så meget nyt tøj på det sidste – jeg har så meget andet at bruge mine penge på med både dykning og nu haven som hobby. Men skal ærligheden frem … og det skal den jo … så er der efterhånden en del tøj jeg ikke længere kan passe.

Man siger jo at en misbruger skal nå bunden før de er parart til at komme op – måske er det der jeg er ved at være nu. For jeg er helt klart ikke længere her.

Jeg er også klar over at det ikke er gjort med hverken frisør, manicure eller tøj. Jeg skal have genoptaget mit løb og måske også træningen igen. For en ting er udseendet, en anden er fysikken. På den dykkertur jeg var på her over Kr. Himmelfart var det tydeligt for enhver – og specielt mig selv – at den kniber med fysikken.

Der er ingen vej udenom. Jeg må tilbage på træningsbænken.