Mens jeg stod og kiggede på lyserøde puder udspillede der sig et lille hverdagsdrama for mine skævende øjne. Hvor lillegutten tilsyneladende havde fået som ide at udpakke (bestikkelses)legetøj i 100 dele på gulvet ved udgangen af Brugsen.

Øjensynligt var der ikke blevet grebet ind ved selve udpakningen, men nu var mor træt og var ikke begejstret for situationen.

Det er så her jeg sikkert er både umoden, upædagogisk og præget af ikke selv at have børn – for havde det været mig havde, der været pakket sammen og afgang. Uden den store diskussion og så havde jeg taget eventuelt gråd og hysteri med i købet.

Jeg havde aldrig sat mig i en situation, hvor jeg ville stå og parlamentere og plage mit barn om at få lov til at gå…

“Kom nu, Mor vil gerne hjem. Jeg er træt og vil hjem nu. Vær nu sød at pakke det her sammen. Tingene bliver også bare væk, hvis du fortsætter med at samle det her. Kom nu – ih altså Mor vil gerne hjem… vil du ikke nok komme….”

Mor var heldigt for efter en 5 minutters messende plagen fra hende, sagde purken allernådigst .. “ok – så kommer jeg”.

Jeg forstå godt at man som forældre ikke bare vil tromle hen over ungerne – men det kommer aldrig til at ske, at du ser mig stå og tinge og plage et barn på en 3-4 år om at få lov at gå hjem… I min verden er det den voksne der bestemmer over sådanne ting – ganske simpelt fordi man er den voksne.

Mand, hvor er alderen begyndt at trykke – og ungdommen nu om stunder…