Vågnede med en oplevelse af, at det gik den rigtige vej. Min kæreste forstod det dog ikke, da jeg havde hostet og harket mig i gennem natten.

Men jeg har det lidt bedre – selvom jeg stadig bliver svimmel, når jeg forsøger at bevæge mig rundt og mit hoved er pakket ind i vat og næsen formår at være både stoppet og løbe på samme tid.

Så det bliver endnu en dag derhjemme.

Derhjemme, mens jeg fra min pc kan se, at det brænder mere og mere på, på mit arbejde.

Og jeg forsøger at eftergøre kunsten af en struds – eller laver vandprøven – og siger “det handler ikke om mig”. Og jeg er sikker på at de stress-psykologer jeg har talt med gennem tiden vil synes, at jeg klare det hele vældigt fint – mens jeg er i mere tvivl om hvorvidt min chef synes det samme.

Men i morgen er der atter en dag – og de problemer der ikke har løst sig selv mens jeg har været syg, vil nok stadig vente på mig.

Lidt lige som vasketøjet og opvasken.