Som en god kristen med almindelige buddhistiske tendenser, har jeg i min omgang med materielle goder altid søgt, den gyldne middelvej, mellem luksus og askese. Et eller andet sted synes jeg, at jeg er lykkedes meget godt – og i det mindste er det mig, der ejer mine ting og ikke mine ting, der ejer mig.

Men med mit temperament og engagement er vi ovre i en helt anden boldgade. Enten er jeg helt oppe i det røde felt og fuld fart frem – eller ogsåkandetværefuckingligemeget-biteme!!!

Jeg er sådan en af dem man kommer til, når der er problemer. På arbejdet og i privaten. Når der er ting der skal fikset og situationer der skal ordnes, wupti… så er det mig.

Og jeg har ikke tal på de utallige situationer hvor jeg opildnet af en stemning og vovemod og nuskaljegdanokligesørgeforatdetkommeriorden er gået i gang med at ordne situationen. Og så står man der og maler banner og puster en stemning op. Marcherer frem mod fjendens dør i strækmarch og fuld honnør, banker med faste slag på døren. Råber ind i ansigtet på den der åbner og tilbage over skulderen “og det mener vi alle sammen, ikke oss?“, blot for at opdage, at man står der helt alene. Og så er det man føler sig meget alene og sølle og tænker…. hvordan skete det lige? hvor er dem der brokkedes sig? og hvis kamp var det liiige jeg kæmpede der? (ogsåkandetværefuckingligemeget-biteme…)

Det er hårdt for mig, jeg bliver fysisk og psykisk udmattet af de situationer hvor mit humør og temperament kører op og ned og jeg kan blive så rasende, at jeg nærmest bliver bange for mig selv – og det er nok ind i mellem en lille bitte smule svært for andre at forholde sig til.

Men jeg ved ikke hvordan man gør. Ved ikke hvordan man finder fodfæste mellem engagement og fremdrift og den totale afvisning og ligegyldighed. Hvordan man finder den “klingende harmoni” mellem de to yderpunkter.

Men jeg vil gerne lære. Gerne øve mig. Gerne rådgives.

Så jeg er begyndt at øve mig.

I dag i telefonen stillede jeg det simple spørgsmål – “Vil du bare af med noget luft, have et råd eller er det noget jeg skal reagerer på”, hvor jeg normalt ville have gået direkte til handling. Og til et møde sagde jeg simpelthen stille og roligt; “nu er jeg nødt til at gå ud og hente en kop kaffe, hvis jeg skal kunne lytte til dig igen” – selvom jeg var rødglødende af raseri – og jeg normalt ville have givet tydeligt udtryk for det.

Og det viste sig, at jeg bare skulle lytte, og det viste sig, at jeg ikke behøvede at blive så gal som jeg gjorde og at det hjalp at fjerne sig fra situationen et øjeblik.

Damn… jeg burde gi’ mig selv en 25-øre…