Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor der i min omgangskreds er flere, der bryder op og bryder ud, end folk, der binder bånd og siger amen. Skilsmisse er ikke længere et ord vi bruger til at beskrive vores egen barndom.

Men da jeg tænkte efter opdagede jeg, at jeg egentligt oplevede det samme for en ti års tid siden. Forskellen var bare, at dengang var folk sjældent gift, ejede ikke huse og der var ikke børn.

Men bortset fra det (og den erfaring og vægt man samler sig på 10 år) var situationen den samme. Måske ikke helt de samme mennesker, men ofte de samme begrundelser.

Måske er universet et stort genbrugsapparat og hvert tiende år rykker vi alle en plads til venstre.

Ind i mellem føder vi børn og køber hus og når den nye partner flytter ind, lærer vi ungerne at nu er det din “far” og “mor”, mens andre børn kalder deres tidligere far og mor det samme.

Og hver gang der rykkes, fjernes der et par stole, og der er nogen der ryger ud af legen. Og de samles langs væggen, snakker med hinanden, mens de hånligt betragter dem, der stadig leger. “Ha! godt jeg er ude af den leg” kan man høre nogen af dem sige.

Men nogen af dem længtes efter at komme ind i legen igen og savner måske et barn, der kalder dem mor eller far. Andre igen er helt trygge og glade ved at stå der opad væggen. De slipper stressen ved at risikere at falde af stolen i utide, eller angsten for om de nu ryger ud i næste omgang eller næste igen. Langs væggen bliver man mindre såret.

Og ind i mellem er der et par der holder fast ved hinanden, fast ved deres stole. Når kaldet om at skifte stol lyder, så sidder de det overhørigt. Men det er ikke mange. Slet ikke mange.