Jeg faldt over et gammelt indlæg hos Margrethe Wivel, der handlede om det meget debaterede høreapparat Cochlear Implant (CI) der kan indopereres og give døve en eller anden form for høreevne. Læs evt. selv her: De døve skal blive hørende… hvis politikerne vil det!
Indlægget starter en meget lang og egentligt interessant debat – hvor de debaterende er både forældre til børn, der har fået indopereret CI og døve der er meget imod det.
Det er en debat, der er meget følelsmæssig – til tider direkte hadefuld. Fyldt med rigtig meget bitterhed fra mange døve. Vrede og bitterhed mod samfundet, deres (hørende?) forældre og mod tidligere folkeskolelærere. Som udeforstående er det en diskussion man ikke rigtig kan sætte sig ind i og den virker utroligt voldsomt.
Måske virker den mere voldsom på mig end på mange andre, fordi jeg er en af dem, der har været en del af et tilsyneladende fejlslagent eksperiment. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det, der været en harmonisk skolegang for mig, har været en anden mands personlige helvede?
Jeg er nemlig en af dem der var med i forsøget med at “integrere handikappede i folkeskolen” i 70’erne- 80’erne.
Jeg startede i den lokale folkeskole i slutningen af 70’erne. I en klasse med 12 elever, hvoraf en var døv og vi andre normalthørende. I det meste af skoletiden var vi kun omkring 9-10 elever og i 4-5 klasse fik vi endnu en døv i klassen.
De to børn var forskellige på mange måder, men specielt i hvordan og hvornår de var blevet døve. Drengen der havde gået der fra start var døvfødt, mens pigen der kom ind senere, blevet tunghør ved en 5-6 års aleren og så senere mere og mere tunghør.
De to forskellige høretabsforløb, gav sig udtryk i forskelligt sprog. Drengen talte som en døv og alle var instinktiv klar over at han var “anderledes”. Pigen derimod talte fuldkomment som alle andre og blev derfor behandlet på præcis samme måde som alle andre.
Ingen af dem havde lært tegnsprog og ingen af dem havde på det tidspunkt kontakt til døveverden. Deres forældre havde – i deres hjertes godhed er jeg sikker på – bestemt at deres børn ville få meget mere ud af deres talenter og liv, hvis de blev integeret i den hørende verden.
Så de lærte mundaflæsning og fik taletræning.
Og det gik fint. Det gik rigtig fint. De mundaflæste og vi lærte at prikke dem på skulderen hvis de stod med ryggen til. Når der var fester, dansede de som alle andre og der var ikke rigtig nogen af os der tænkte på dem som anderledes eller døve.
Det var den fuldente integration … skulle man tro.
Lige indtil det, som også er pointen hos mange af de døve i Margrethe Wivels debatindlæg, nemlig puperteten.
Om det er noget der kommer indefra og ud – eller udefra og ind, det ved jeg ikke. Men de startede på døveskolen og pludselig var alt anderledes. Pludselig fik de en “døveidentitet” som var utrolig “in your face” og agressiv.
De var døve og ville behandles som sådan. De insisterede på at blive tiltalt på tegnsprog (som ingen af os jo havde lært) og så vidt jeg husker blev begge aktive i døveverden og er i dag gift med andre døve. Uagtet deres forskellighed i sprog og høreevne var der en enighed mellem dem. De var døve.
Jeg har egentligt aldrig spekuleret så meget over hvorfor der kom den der ret voldsomme reaktion, der i slutningen af skoletiden – men læsningen af debatindlægget i går, satte nogen nye tanker i gang.
Hvis jeg var forælder til et døvt barn, ville jeg jo nok som hørende, prøve at gøre hvad jeg kunne for at give barnet en eller anden form for høreevne. Men at tro at en høreevne og et normalt talesprog gør en døv eller tunghør hørende er nok en forkert antagelse – og efter min opfattelse er det at undlade at opfatte barnet som det unikke væsen det er.
At berøve barne for en verden af ligestillede og et sprog til deres fælles kommunikation (tegnsproget), er efter min opfattelse at gøre sig selv og barne en bjørnetjeneste.
Jeg håber at mine to klassekammerater er kommet igennem vores fælles opvækst uden alt for mange skrammer på sjælen, men jeg er bange for at det måske ikke er tilfældet….
Jeg er glad for at du skriver det – for din forståelse, for den kan være svær at få i disse her tider.
Men at tro at en høreevne og et normalt talesprog gør en døv eller tunghør hørende er nok en forkert antagelse – og efter min opfattelse er det at undlade at opfatte barnet som det unikke væsen det er.
Det siger du jo helt rigtigt. Jeg er selv døv, og har måttet gentage det mange gange, men det er ligesom ordene har en anden vægt, hvis det er døve, der siger det.
Så jeg synes, det er herligt, at der er andre, der også kan se nuancerne i det, ud fra hvad de har observeret.
Men… tro kan virkelig flytte bjerge, selv om de her forældre måske ender med at måske gøre barnet en bjørnetjeneste!
Tak for feedbacken Mette.
Problemet er måske at diskussionen nemt bliver opdelt ud fra en tro på at ens egen verden er den bedste: “hørende” MOD “døve” – sådan virker de diskussioner jeg har læst mig frem til.
Som jeg ser det, handler det om hvad man kan gøre for at give den bedst mulige livskvalitet til det døve eller tunghøre barn. Er det muligt at give barnet redskaberne til at færdes i begge verdner, tror jeg der er at foretrække fremfor at udelukke den ene eller den anden verden på forhånd.
Hvis den “integration af handikappede i den almindelig folkeskole” som jeg var en del af, hvor bl.a. de døve skulle agere fuldt ud på de hørendes præmisser, har skabt så mange frustrerede og bitre mennesker, så har man jo gjort noget galt og det bør man da klart drage lære af…
Hej,
tak for et spændende indlæg om dine oplevelser og tanker i forhold til døve/hørehæmmede.
For nylig fik min datter (hun er 8 måneder nu) konstateret en svær hørenedsættelse; hun skal have CI i begyndelsen af det nye år.
Med min datters manglende hørelse er min kæreste og jeg blevet kastet ned midt i debatten om CI, om tegnsprog og om “hørende” mod “døve”. Som Margrethe Wivels indlæg tydeligt viser, er fronterne trukket meget skarpt op.
Jeg har efterhånden sat mig temmelig grundigt ind i hvad CI kan og ikke kan, og jeg må indrømme at jeg hele tiden bliver positivt overrasket over hvor godt CI virker. Der er ikke tale om ‘en eller anden form for høreevne’. CI er kunstig hørelse, javist, men børn, der opereres tidligt med CI får langt hen ad vejen en hørelse, der ligger på højde med det mange høreapparatbrugere kan forvente. Min datter hører ikke særlig godt som det er, men med et CI bliver hun så hørende, som min mor med briller er seende.
Min kone og jeg har helt fra starten været 100% sikre på at vores datter skal vokse op med samme sprogkode som os – det vil sige talt dansk.
Hvis vi ikke gør hvad vi kan for at give vores datter et talesprog, vil det i høj grad være at berøve hende for en verden af ligestillede og et sprog til fælles kommunikation (talesprog). Og det vil efter min opfattelse at gøre mig selv og min datter en bjørnetjeneste.
Kom i tanke en ret relevant ting efterfølgende. For nylig kom en stor dansk undersøgelse, der beskriver hvordan det går danske CI børn. En af hovedkonklusionerne er at de børn der udelukkende får dansk sprog i hjemmet klarer sig bedst sprogligt såvel som socialt og trivselsmæssigt.
Undersøgelsen hedder ‘Danske børn med CI’, er skrevet af Lone Percy-Smith og kan bestilles fra http://www.vcddh.dk under Publikationer.
Nu har jeg set de forskellige indlæg omkring CI-debatten og der lader til at være lidt uklare linjer i tråden.
Nogen udtrykker at barnet udelukkende skal have talesprog for at blive fuldt integreret i det hørende samfund. Men husk på at når det kommer til stykket, så er barnet stadig døvt/stærkt hørehæmmet. Ved kun at introducere barnet til den hørende verden vil det senere i livet (som det første indlæg omhandlede)opleve en identitetskrise og føle sig mere eller mindre fortabt. Og hvem kan bebrejde de unge det? De ved de fra fødslen er døve/hørehæmmede, og hvis de har fået frarøvet det valg at kunne fravælge CI senere i livet af den simple grund at de ikke kender til døves kultur og sprog, så er der ikke noget at sige til, at de må føle sig en smule fortabt.
Det er min mening…