Der var jo det der med at jeg ville tage et billede om dagen. Og jeg startede da også meget godt ud.

Så blev jeg uheldigvis bortført at rumvæsner på selveste Kulturnatten og jeg havde ikke mit kamera med …  og ….

Ok, sagen er den at jeg gik ud i Kulturnatten, uden mit kamera. Til gengæld lugtede jeg af kylling igennem hele København – ikke fordi jeg ønskede det, men det var den lidt uheldige sidegevinst af den mad jeg havde lavet til aftens deltagere. Jeg fik ikke taget nogen billeder, men havde jeg gjort det var det billedet af min nevø og nieces hænder der klamrede sig til os voksne, fordi de Teaterbutikken, laver en fantastisk forestilling – uanset om man er 11 5 eller helt vildt voksen.

Og så blev det weekend og jeg var først doven og lå hele lørdagen og plejede en hovedpine, der hverken ville gå væk, eller blive til en ordentligt migræne. Skulle jeg tage billeder havde det været af sofaen, eller gråvejr rundt om den sø som jeg kæmpede mig rundt om, inden jeg fik lov til at indtage sofaen igen.

Om søndagen endte jeg i en superspændende brunch og midt i emner som arbejde og karriere (eller mangel på samme), gamle forældre, senilitet og død, kærester og mænd og børns seksualitet og dengang vi selv var børn og bøvlede os igennem livet, ja så glemte jeg alt om at tage billeder. Da man ikke kan tage billeder af snakken, havde jeg måske knipset et portræt eller to af stærke seje kvinder, midt i livet og midt i teenagebørn og gamle forældre. Det havde været smukke og stærke portrætter.

I dag har jeg ikke lavet meget andet end at bestille billetter til forskellige rejser på nettet – så selvom jeg fejler i mit projekt allerede inden den allerførste uge er overstået, så lover jeg mig selv, at når jeg tager til Singapore i oktober/november og New York i december, så tager jeg kameraet med og skyder bunddækslet ud af huset i min iver for fantastiske billeder.

Og det er vel bedre end et billede af en elektronisk flybillet eller min status om mine ture på Facebook?