Jeg troede det skulle være mig og Vesterbro for evighed og altid. Tæt på alting, lejlighed med lys, rum og himmeludsigt. Gode naboer, butikker med de hele også åbningstider. Jeg troede vi var vokset sammen og under huden på hinanden. Kendte travet og gangen og tonen. 17 år for den da!

Men jeg er ved at blive træt.

Træt af de penge der skulle ind og fint skulle det være. Træt af møget med restauranterne der alligevel kun gider satse på folk udefra, ikke dem der bor her. Beboerne er ligegyldige og underordnede. Tæt af at profitten tæller højst, så ejendommens gård er restauranternes affaldsbeholder, vareopbevaring og frokostrum for medarbejderne. Med åbne døre og høj musik og madstank.

Træt af at skulle møve mig igennem dem der er for kendte til det her sted for at komme ind af min hoveddør. Af at bo midt i det sydende centrum af de smarte, de hurtige og de rigtige – der bagefter går hjem til sig selv og nyder stilheden.

Det er modeuge og for nogen ville det sikkert være himlen at bo *smak* i det hele. Jeg er bare træt af, at det igen er den tid på året – og jeg overvejer om jeg egentligt ikke bør bo et andet sted….

Mens modetv’et viser tynde modeller uden for mit vindue og rummet oplyses af blåt flimrende lys. Det er modeuge og den slutter igen…