Sådan en tur (retur) til Fyn, med tog ud og bil hjem, var alligevel ikke det allerværste (men det siger jeg ikke til nogen).

Det var godt at jeg i stillekupeen fik tid og ro til fordybelse i den litteratur, jeg er nødt til at tage med i den synopsis jeg arbejder på - det gav så mange spændende vinkler på den coaching, jeg finder større og større dybde i.

Og det var skønt at køre igennem den smukke efterårsnatur, hvor selv motorvejene forskønnes når træerne iklædes der gyldne og røde kappe, som står og stråler i den skarpe sol.

Selv en bid mad på en motorvejstankstation er en nydelse, når udsigten er blåt vand mod storslået bro. Og lettelsen er stor, når man når en anden tankstation og får hældt disel på en tank, der er så tom, at det lille ikon lyser hidsigt i gult og man kører på dampene (i lavere hastighed og med fornuftig kørsel, for at forbrænde mindst muligt).

Og til glæde for mig selv - om ikke andet - så havde jeg taget fejl af dagene og da jeg sad klar til coache, viste det sig at i dag var i morgen. Og det var jo godt, for jeg havde skyndt mig for at nå det, og pludselig havde jeg tid til både at skrive de kloge tanker ind i min opgave og støvsuge det hjem, der viste sit behov ved at opkaste hårboller i hjørnerne.

Så nej, det er ikke smart at købe bil på Fyn når man bor i det sjællandske … men godt kan komme af selv det trælse.

Jeg har sendt mig selv på rekreation. Til jydernes land.

Og jeg så solen stå op over Samsø, og smagte på morgenluften, der var frisk og sprød. Pakket ind i min dyne og med koldt sand mellem tæerne, kiggede jeg på himlen, hvor nattens fly stadig trak streger.

Morgenkaffen blev indtaget i følgeskab med en frugtsnaps. Det skulle være så godt for sjælen og mine skuldre kom ned. Bagefter blev mine fødder våde af dug, mens jeg samlede hasselnødder i usete mængder.

Senere bagte solen på min ryg, mens jeg plukkede de sidste brombær langs med hegnet. Der var helt stille og jeg kunne høre havets brusen i det fjerne.

Og mens Bertram jagede en mus, så den sad og peb ved stakittet, gned Alfred sig op af mig og med øjne så blå som septemberhimlen kiggede han på mig, og det virkede som om at han sagde, at det her var helt i orden.

Mens kæresten knoklede med ting i et sprog jeg ikke forstod, kørte jeg ud i landet og handlede ind til frokost og middag. Vi spiste i solen, godt brød, lækkert pålæg.

Vi har hilst på genboerne og andre fra sommerlandet og mens solen nu er på retur, står en øl og koger ind til sirup på komfuret, rodfrugterne er skåret og klar til at blive parret med ølsiruppen med rosmarin. Det er tilbehør til noget, der for os er helt eksotisk; en medister, fra den lokale slagter, der skal grille her om en times tid.

Åh, det er godt for mig det her.

Og hvis jeg skal vælge programmet for i morgen, så er det nogenlunde det samme som i dag - dog, vil jeg nok tage en kop kaffe med ned til stranden når jeg skal ned og tjekke hvilken dag solen står op til.

Det var som om at nogen havde hørt både min bøn og min klynken forleden - dog med en pæn forsinkelse.

Var ude i haven og hente fornødenheder til en middag i morgen - og jeg var knapt nok kommet derud, før det begyndte at regne.

Mellem bygerne plukkede jeg sukkerærter, agurk, salat og spinat, hev i de farvede gulerødder og tog hul på det jomfruelige kartoffelbed. Samlede bundter af krydderurter og mynter. Plukkede af alle de fire forskellige baslikum(mer) til pesto og af de spiselige blomster til kage og salat.

Og jeg blev en lille smule høj af det hele.

Indtil altså at jeg var klar-parart og på vej hjem.

For der åbnede sluserne sig og alt den regn jeg kunne ønske mig væltede ned i store mængder.

Selvom jeg glæder mig til min ferie der starter lige om lidt, er jeg også lidt ked af at skulle forlade min have lige som den er begyndt at give tilbage og det bogstavligt vælter op med gode ting og sager fra alle bedene.

Her i slutningen af juli er der så sandelig en overflod over alt - og efter dagens regn er der nærmest også en lille flod over alt.

solvarme jordbær fra eget jordbærbed, fra bedet i munden ….

Og mens jeg sad på  hug og plukkede (og lod være med at fløjte, for her må jeg spise alle de bær som jeg lyster) kom jeg til at filosofiere over, om danske jordbær bare er bedre end alle andre jordbær, eller om det er en forvirret nationalitetsfornemmelse, der gør at vi har de tanker.

Sidder der en flok af svensker, polakker og grækere rundt om i deres jordbærbede og tænker at deres lands jordbær, nu alligevel er de bedste - eller har vi en geologi-natur-vejr-noget, der gør at vi bare er lidt mere sublime end andre i kunsten at dyrke den fantastisk (nød!) frugt

Jeg havde ikke taget mit eget kamera med på min ferie, men min kæreste havde sørget for, at vores fælles kamera (Canon G9) var med og der blev skudt en masse billeder med det - primært af min kæreste.

Lige nu er vi igang med beskære, redigere og oploade nogen af alle de billeder, der er taget på ferien - og med at tage den store beslutning om hvilke billeder der skal med, og hvilke der ikke skal med. Det er svært, når der er så mange og rigeligt at vælge imellem.

Men af alle de skønne fotos, er mit klare yndligsbillede det her:

Billedet er taget udenfor et tempel i Dambulla (Dambulla Cave Temple - det også hedder Det Gyldne Temple af Dambulla). Selve templet er fantastisk, men lige udenfor det er der et lille bassin, med lotusblomster og der skød min kæreste ovennævnte billede.

Det er ikke beskåret eller på anden måde bearbejdet …. og jeg synes det er fantastisk. Det kan nydes i fuld størrelse her: Lotusblomst

At klatre op på noget højt, er efterhånden blevet en del af vores ferietradition. Denne ferie var ingen undtagelse og inden vi tog afsted, havde jeg besluttet af feriens udfordring i år var Sigiriya.

Med sine kun 377 meter over havets overflade, er Sigiriya klart det mindste vi har klatret op på - og rent fysisk var det ingen udfordring. Vi kom nemt både op og ned.

Men Sigiriya ligger fantastisk smukt i landskabet. Som en kæmpe sten, står den højt over resten af landet. Man kommer op via trapper. Halvvejs oppe, fører en vinkeltrappe en op i en grotte, hvor resterne af de smukkeste friskoer er blevet fundet.

Det er efter sigende den eneste ikke-religiøse kunst, man har fundet på Sri Lanka - og viser pin-ups, fra omkring det 5. århundrede. Der har på et tidspunkt været over 500 billeder, men nogen er gået til over tid og i 1967 blev en del af den ødelagt af en vandal, og i dag er der kun 22 tilbage.

Efter billederne kommer man ned langs en mur, der kaldes spejlmuren, da den har været dækket af en spejlblank glasering. Muren er i dag beskyttet, da det har vist sig, at grafitti ikke nødvendigvis er af nyere dato og der på muren befinder sig op mod tusinde inskribtioner fra mellem det 7. og 11. århundrede.

Fra inskribtionerne kan man også lære at både mænd og kvinder blev påvirket af de smukke kvinder i hulen ovenfor.

Det var en smuk tur - som altid er det åndeløst, at stå højt oppe og kigge over verden - og udsigten fra Sigiriya var ingen undtagelse.

Og vi kom ud af turen uden bensmerter eller andre mén.

Senere på ferien, mødte vi nogle andre turister, der med besvær møffede sig ud af nogle stole og krappede sig op ad nogle trapper. Det med et noget smørret grin vi kunne genkende gangen og spurgte dem “Adams Peak?” … og ja, det var årsagen.

Og vi huskede smerten fra sidst … og pludselig så gjorde det ikke så meget at Sigiriya kun havde været 377 meter højt.

De sidste billetter er printet ud, ting der skal pakkes står linet op - jeg tror at alt og lidt til er fundet frem. Jeg regner med at det bliver godt … og mens jeg venter på at det lige om lidt bliver nu, har jeg kigget billeder fra sidst - og min kommende virkelighed, kommer til at pryde siden her, til jeg kommer retur med nye indtryk og dejlige minder.

(Billederne er fra min tur til Sri Lanka og Maldiverne i 2007)

.. og jeg elskede hver bid…

Det sidste lys suges ud af dagen. Grillen varmer, der lægges an til et bål - vi er igang med at skabe rammerne for aftenen, efter en uhyre sjælden smuk dag.

Allerede da jeg cyklede ud i morgensolen varslede dagen at den ville blive flot - og det blev den. Dejlig. Og nydt i sammenhæng med sejlads til Hov for at købe af det gode kød og endnu en sejltur til Norsminde og deres fabelagtige pariserbøf. En bøf der nær havde taget, om ikke livet, så talegaverne fra nevøen - bare et kort øjeblik.

En fantastisk eftermiddag på vandet, hvor horisonten forsvandt i dis, mens vandet var spejlblankt og et marsvin sprang for os - bare fordi det ku’.

Det er september når det er smukkest og jeg har været glad helt ind i maven.

Alle mine negle er knækket og under det der er tilbage, er alting sort. Mit tøj lugter af røg og min lænd ømmer sig når jeg bevæger mig for meget. Men det var det værd.

Vejret var med os, det regn der faldt, faldt om natten - så vi havde to fede dyk og godt vejr for resten.

At dykke om natten er en hel speciel oplevelse, tingene ses tydeligere i lyset fra lygten og det er nogle helt andre dyr der er på spil om natten end om dagen. Vi stødte på to fritsvømmende ål og der i mørket lignede de næsten muræner og fik mine tanker på afveje og mod varmere himmelstrøg.

Vi lavede mad på bålet. Og det smager bare bedre. Jeg prøvede for første gang at lave vafler på bål og det gik helt fint med min gamle støbejernspande - så det bliver nok ikke sidste gang den bliver taget med på en tur.

Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget den del af mit liv alligevel har forandret sig. For få år siden havde jeg ikke et par jeans og praktisk taget ikke nogen praktiske sko og bål var noget jeg drømte om og ikke rigtig noget jeg lavede. Det er fedt at jeg har muligheden for at være sammen med nogle mennesker hvor jeg har muligheden for at dyrke den del af livet.

Jeg føler mig meget mere i harmoni med mig selv, når jeg er ude og tingene ikke er alt for pæne og skidt med de knækkede negle, de vokser ud igen. Og røgen…? Når alt kommer til alt, så elsker jeg den lugt!