Mit liv består af tre dele:

• en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
• et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
• et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

• 2012: januar til april

• 2012: marts til august

• 2012: september til december

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

Men den smukkeste krans er dog din September Hans, den er bundet af blomster og hjerter så varme, så glade….

Det er min kærestes fødselsdag og morgenstunden var mild og varm og glad. En tur i haven resulterede i denne krans, der skal indgå i en fødselsdagsgave til en anden.

Selvom jeg elsker det tidligste forår mest. Den tid lige inden det hele springer ud – og himlen tager den fineste lyseblå himmel på, så må jeg indrømme at min næstbedste årtid er sensommeren, hvor hver eneste dag kan gå til både den ene og den anden side.

Hvor blomsterne blomstre tæt og æblerne får røde kinder og lover sødme og saft til vinteren. Hvor man kan nyde sin have uden at yde alt for mig, fordi tingene vokser langsomt og tæt.

… og selvom kransen er bundet til en anden er den alligevel bundet til min september mand – som tager endnu et skridt videre i årsrækken i dag. Og jeg håber at det kommende år vil bringe ham glæde og fremskridt og lige præcis det sommerhus som fylder så meget i hans liv lige nu.

På A’mar er en fælled, hvor ting og sager gror – og hvor jeg i lørdags bedrog mig hen og sankede i vilde-milde sky.

Brombær blev det til. Sorte som en nattedrøm. Og Mirabeller gule, plukket fra et træ. Havtorn langt  fra havet – skænkede mig de sure orangebær, der gemmer sig blandt pikke og kun vil gøre bekendtskab med gryden efter et ophold i fryseren. Til sidst blev cyklet besmykket med en skønsom blanding af hyben og hyld … inden turen igen gik hjemad.

Rig var jeg. Rig på bær og en skøn naturoplevelse. Det betager mig til stadighed, at der så få minutter fra København befinder sig så smukke og rige naturområder, hvor man i et kort øjeblik kan glemme alt om storby og biler og støj.

Inden turen gik helt hjem, var jeg forbi haven for at toppe op med latyrus og krydderurter, samt de par tomater der var blevet modne siden sidst.

For mig er total zen at ordne bær og jeg er nærmest lykkelig hvis jeg kan sidde og gøre det i en solplet med fuglefløjt i ørene. Men aftenen var for fremadstormende, så bærene blev bragt hjem og ordnet, mens der blev tjekket op på det sidste i tv og radio.

Søndag morgen blev der så syltet A’mar Jam – i den ene gryde kom jeg havtorn og mirabelle der sammen med vanilje og sukker blev kogt til en gylden grød, for til sidst at blive blendet til den smukkeste gyldne gelé, jam, syltetøj eller hvad man kalder det. Mirabellaerne giver struktur og havtornet gir det en syrlig, citrusagtigt kant. Jeg er sikker på at det går godt sammen med en stærk ost eller lignede.

Den anden gryde kom der lidt af det hele. Brombær, hyld, hyben samt mirabelle og havtorn. Da det hele duftede efterårsagtigt, tilsatte jeg et par stænger god kanel og et drys lakrids. Foruden sukker kom der et par skefulde honning i og alt det tilsammen gør det til nærmest sundt syltetøj, springfyldt med c-vitaminer. Lige noget for en regnfuld efterårsdag eller en grå januar morgen.

Nogen gør det med plastikblomster og farvelade ud over det hele. Men jeg kan nu sige med erfaring i stemmen, at skal du fange folks opmærksomhed og komme med i turisternes fotoalbum, så skal du klart vælge levende:

Hele vejen fra Frederiksberg hvor jeg spotte de smukke fyldte stokroser til min have på Islands Brygge, var min cykel med mine blomster, en sand showstopper hos turister og andre folk på gaden.

Og selvom det måske ser voldsomt ud, så var det ikke uforsvarligt … sådan så det ud fra min side:

Jeg har gået langt til lange sandstrande.

Jeg har spist frokost i en skorsten.

Jeg har kigget på rundkirke i regn og opaler i den fulde sol.

Min svigermor fyldte 87 år og havde aldrig været på Bornholm, så vi gjorde weekenden med hende og jeg tror vi fik det hele mad og spiste al maden derovre.

Vi fik vist set det meste og der er mange indtryk at fordøje … og det føles som meget mere end bare en forlænget weekend, på den lille solskinsø (der dog også kvitterede med en dags regn i midten).

Bornholm er et herligt sted.

Fik tjekket mine fødder i dag, og det ser ikke helt så slemt ud som jeg frygtede.

Men jeg ved så heller ikke, om jeg bliver målt op mod normalen, eller det unormale – for der hvor fodtjekket foregik, tror jeg, at jeg var den eneste med alle lemmer i behold.

Dog er der ingen tvivl om, at hvis jeg vil undgå at gå som på knive og ønsker at stoppe min knyste fra at lægge endnu et skonummer til min højre fod, så er det ned fra stiletterne og ud i noget med lav hæl og runde snuder.

Efter undersøgelsen var jeg ude i deres butik og kiggede på sko. Den ene mere uhåndterbare sko efter den anden. Store klodsede grimme, grimme, grimme sko – der ubetinget vil få mig til at se endnu lavere og bredbaget ud end det billede som naturen har skabt mig i.

Men jeg er jo godt klar over, at det er den vej det går, uanset hvor meget jeg slår mig i tøjret.

Bredbaget og rundsnudet.

Glem alt om stiletter, lange støvler med spidse snuder  – ja, praktisk taget alle mine sko og støvler er nødt til at ryge ud, for der vil ikke være plads til indlæg i nogen af dem. Eller i hvert fald ikke plads til _både_ indlæg og tæer.

Og det skal der jo være.

Hvis jeg vil gå i verden uden smerter.

Nogen i familien lider af søvnløshed – og æv, bæv, buh for det … men tro ikke, at det gør det nemt for andre i familien at få deres nødvendige søvn – hverken lys, tv eller tidlig opståen er gavnligt for den medfølgendes søvnmønster. Og der er ingen tvivl om at jeg lige for tiden for for lidt uafbrudt søvn og er ved at udvikle poser under øjnene.

Og mens jeg længdes efter mere søvn, kan jeg samtidig se, at de der soveri på ingen måde er gavnligt for den måde tingene folder i mit ansigt om morgenen og jeg overvejer om der overhovedet findes den rette mængde søvn?

… og det giver mig anledning til at reposte et indlæg jeg skrev mens jeg var i Egypten:

Da jeg var yngre var jeg sikker på, at grunden til at jeg altid blev skudt til at være yngre end mine år skyldtes, at jeg sov mere end den gennemsnitlige kvinde på min alder.

Ikke fordi jeg nødvendigvis sov mere end de normale otte timer om dagen, men netop fordi jeg fik de “normale” otte timer om natten, som alle der har børn ved, at ingen normale kvinder får.

Det vil sige, at jeg sov som en mand og så ud som en yngre kvinde.

Hernede får jeg faktisk sovet mere, end jeg gør derhjemme. Dagen slutter kl. 18, når det er mørkt og på grund af det hårde arbejde og den store grad af udeliv – og en begrænset social udfoldelse, så kommer jeg tit op på noget der hedder 9-10 timers søvn om dagen.

Og når vi nu altid er blevet hylet ørene fulde af termen “skønhedssøvn” skulle man jo tro, at jeg havde trukket alen fra mine fysiske år.

Men sådan er det ikke, for når man kommer op i den alder hvor huden mister den første ungdoms elektricitet, har søvn den modsatte effekt.

Ok, ok, hvis man har en række nætter hvor man ikke får sovet, kan man stadig se rædselsfuld ud om morgen, med hule kinder og sorte render under øjnene, men når man får sovet en masse, kan det også give sig udtryk i “søvnskader”.

De første skader kommer til de barnfagre kvinder. Giv mig en kvinde med en C+ og jeg skal vise dig en kvinde med en foldet kavalergang. Det er næsten lige så sikkert som amen i kirken og det er mange år siden, at jeg (forsøgte at) holde op med at være frustreret over, at min mor – trods vores aldersforskel – har mange færre rynker i kavalergangen end mig, fordi jeg tager efter den barmfagre del af min faders familie istedet for A-skålene i min mors del af familien.

Men når en kvinde – med en ordentlig barm – sover på siden, eller i fosterstilling, så vil brysterne uundværeligt lægge sig til rette på en måde, der giver guirlander i kavalergangen.

Det er faktisk så meget en konkrethed, at der i Gud Eget Land, selvfølgelig er blevet produceret en pude, der kan reducere de “brystrynker” der opstår, når man sover på siden.

Nu bor jeg jo selv i en anden guds land og også udenfor postvæsenets rækkevidde – så sådan en pude kan ikke blive en del af mit sovemønster det næste års tid.

Men der er ingen tvivl om, at når man som jeg seriøst har overvejet, hvad man kan gøre for at fjerne rynkerne i kavalergangen, så virker det tillokkende med en pude, der kan fjerne problemet … hvis det altså gør det, og hvis man ikke virker lidt sølle ala hindgange Al-Capone-Phone, med en strap-on brystpude i dobbeltsengen….

Men jeg har opdaget, at man kan gøre noget selv, for at forhindre “søvnrynker”.

Da vi havde boet en uges tid i vores forrige lejlighed, opdagede jeg nemlig, at jeg fik flere og flere rynker omkring min mund.

Jeg forstod det ikke, for det var den slags rynker man ellers forbinder med rygere, og jeg ryger ikke – og jeg går heller ikke og laver “kyssemund” til folk, som ellers er den anden måde jeg kan få rynkerne frem på.

Men hvad jeg gjorde, opdagede jeg – var at jeg sov med en alt for hård og alt for høj hovedpude – og når man som mig, sover på siden, så “skubbede” hovedpuden munden sammen.

Sammenskubningen gennem hele natten gjorde, at jeg vågnede op med “hønserøvsmund”, som vi så yndigt kalder det i den mødrende del af familien, hvor hønserøvsmunden er en del af familiekendetegnet, men et tegn jeg hidtil har været forskånet for, fordi jeg som sagt har hevet mere op af den fædrende del af genpuljen.

Efter vi er flyttet har vi skiftet fra tykke puder til tynde – og jeg kan faktisk se en konsekvens af det om morgen, hvor jeg ikke længere har så dybe rynker langs med læberne.

Men man siger, at de smarte sover på ryggen – for det er på den måde man får den bedste sovestilling, og skaber færrest rynker for sig selv … og det er ikke bare noget jeg siger – det har også stået i BT (Guide: her er den bedste sovestilling), og det ville også være fint nok, hvis det ikke lige var fordi, at min kæreste har en tendens til at sige “sysh…. sysssh…. SYSSSH…” i et hastigt stigende toneleje, når jeg gør det.

Af en eller anden årsag påstår han, at der kommer små feminine snork ud af mig, når jeg sover sådan. Hvordan han så kan høre det over sine egne tordenbrag af snorken, skal mig være usagt.

Men måske skal jeg kompensere for den manglende nattesøvn på ryggen, ved at iføre mig alle de tingester lægelige folk har ment jeg skulle iføre mig om natten … bideskinne for ikke at skære tænder, fodskinne for at rette op på knysterne … og endelig brystpuden mod rynkerne.

Men jeg gør det ikke, for jeg er en del af min mors familie … og selvom jeg syntes, at det var lidt sjovt, at min mormor altid tog læbestift på når hun gik i seng, fordi hun ville se pæn ud, hvis der gik brand i huset om natten, så er det selvsamme tanke der gør, at jeg aldrig ville kunne iføre mig alle de himstergimster, for hvordan ville det ikke lige se ud hvis man skulle reddes midt om natten …. fra  sin grimhedssøvn.

“En lyserød kjole!!!”, sagde min søster forbavset til mig Mortens Aften.

Og endelig fik mit meget utraditionelle – og ultra-ikke-mig, valg af beklædning den opmærksomhed som det fortjente.

Når man som mig i rigtig mange år har gået i sort og kun i meget begrænset omfang har bevæget sig udenfor den farve (eller gråt og hvidt), og i de tilfælde hvor jeg har gjort det, har jeg stort set kun været inde om armygrøn, petrolium eller højrød, så er lyserød (eller gammelrosa, som den egentlig er) et meget stort skridt.

Sidst jeg havde noget tøj, der bare mindede om lyserød var i 80’erne, hvor det var topmoderne at købe tøj i Frøkjær og et hit at have en pink kedeldragt.

Og sådan en havde jeg. Med turkise sko og turkist bælte.

Men når der først er taget hul på bylden så er det nærmest som om at farven flyder ind over mit liv:

Siden påske har mine forældre været igang med at flytte. Ikke så meget i realiteten men meget i snak og tanker.

Huset er nu blevet solgt, et nyt er købt og uret der afmåler de dage der er tilbage, tikker sit ubønhørlige *TIK-TAK* og knuser småbitte bidder af tiden, dag for dag, time for time, minut for minut … og spytter knuste sekunderne ud mellem sine tandhjul.

Om 14 dage flytter de ud og nogle andre kommer ind og overtager mit barndomshjem.

Hidtil har jeg primært været fokuseret på den lettelse det vil være for mine forældre at slippe for arbejdsbyrden ved , at skulle holde et stort hus og en kæmpe have. Håbet på at deres nye liv vil give dem overskud til nogen af alle de ting, de også gerne har villet lave, men som hele tiden er blevet skudt til side på grund af ansvarsfølelsen over, at skulle holde huset.

Forholdet mellem hvem der ejer hvem, er for mange år siden blevet byttet rundt, sådan at det helt klart har været huset, der har ejet dem og ikke omvendt.

Men nu hvor tiden mod flytningen nærmer sig, kan jeg godt mærke, at huset også ejer en lille smule af mig, selvom over halvdelen af mit liv er gået siden jeg flyttede ud.

Her i weekenden sov jeg i huset, i det der nok bliver sidste gang. Og om morgenen gik min mor og jeg en tur med hunden. Gennem haven, over markerne og rundt på engen. En tur der nok bliver gået på den måde for sidste gang.

Og tankerne om alt det der ikke kommer til at ske mere og alle de ting der er sket i sammenknytning med lige netop det hus og den barndom, der blev levet der, går gennem mig, som sød-syrlige gys.

Mine forældre byggede huset. Og jeg tror at mellem sten og brædder blev der i lagt små bidder af min sjæl, som nu ikke helt ved hvor de skal finde hen og slå sig til ro:

Selvom frosten endnu ikke har bidt mig i kinderne, kunne jeg se at skaden var sket ude i min have. For mens jeg tilbragte en solbeskinnet dag med veksling af vinterklargøring og læsning i med næsen mod solen, stod de tidligere så strunke sommerblomster og hang med ørene.

Kronbladene var blevet trætte.

Men jeg rev det der til næste år skal blive min (mini) græsplæne. Flyttede overskudsjord over i mit lidt for lave højbed. Lagde de andre højbede til ro, med en let efterårsgravning, efterårsgødning, kalt og planterrester som regnormene kan lyste sig med indtil det igen er tid til nye planter. 

Jeg satte mine jordbærstiklinger i deres nye bed, pottede mine asparges om i større potter og så nød jeg synet af små rødkælke, der kom helt tæt på og nippede i jorden. Da de lever af snegle, insekter og orme, håbede jeg at det var eventuelt dræbesnegle yngel det gurglede ned og ikke mine livsgivende fede regnorme.

Søndag var en perfekt afslutning på en dejlig weekend.

Om fredagen havde jeg fejret ungdommen og viisdommen ved at blive klogere på tingene, da jeg sammen med mosterungerne smagte og lyttede mig igennem kulturnattens lærdom på LIFE. Bagefter rørte vi kulturen og selv rørt, da det stod på gospel i en frikirke på Frederiksberg.

Om lørdagen fejrede jeg en helt anden kultur, da min haveforening fejrede sin 70 års fødselsdag, med middag, taler, underholdende indlæg og sange. For 70 år siden var der 1000 små haver. Idag er vi 68 og spørgsmålet er om vi overlever de næste 70 år.

Og om søndagen nødt jeg så at lige, i dette øjeblik består mit helt eget lille fredsfyldte hjørne endnu, selvom det er ved at lægge an til vinter.

Og måske består det også om 70 år, for der er at håb for fremtiden, når min nevø på 12 år cyklede byen rundt med en helt stok grøntkål på bagagebægeren fordi han på LIFE havde fået smag for juice lavet af æbler, persille og grøntkål.

… for efter lysten til at spise naturen, kommer måske også lysten til at dyrke den?