Selvom jeg egentlig helst ville trække julen i langdrag og nyde det hele lidt længere, er jeg nødt til at komme igang med at pakke den ned.

For jeg skal videre med den virkelighed der hedder, at om en måned så bor vi slet ikke her mere. 

Heldigvis begynder vi at kunne krydse nogen af tingene på vores lister af:

• der er fundet pasning til kattene - og både katte og mennesker virker tilfredse med arrangementet,
• der er fundet et sted hvor bilen kan blive opmaganiseret - og til en pris der er til at leve med,
• der er overdraget nøgler til min havepasser, som ser ud til at glæde sig til at prøve havedrømmen af

Og lige om lidt skal jeg ud og sætte mad i ovnen, og nyde bagjulen med en dejlig kvinde som jeg ikke kan få for meget af.

Så er julen så småt ved at være klar til at blive lagt i seng.

Egentligt synes jeg at det er synd, at julen nu om stunder stopper så brat. Jeg har det lidt svært med det, lidt lige som de små børn, der ikke kan forstå at dagene ikke længer starter med en gave. Det er noget af en en kold tyrker, at gå fra alt det varme og røde og bløde - til den kuldekastede grå januar.

Så kan jeg egentligt bedre lide de gamle traditioner med at holde julen kørende indtil Hellig Tre Konger. 

Men juletræet skal ud i haven, deles i mindre stykker og lægges som læ, i de bede, jeg sikkert slet ikke kan finde i sneen. Svigermor skal med toget hjem, til det der Jylland. Og pynten skal ned, så lejligheden kan blive pakket sammen.

For om lidt over en måned går rejsen mod solen og varmen og vandet - og starten går for et helt nyt liv i helt nye rammer.

Underligt at tænke på, når man sidder her en 2. juledag og kan mærke kulden der slår ind på vinduet og mødes med varmen fra radiatoren - og verden ligger hvid udenfor vinduet og det bare bliver ved med at sne.

Den sidste uges tid har jeg gennemtravlet, tre pc’er, to usb-nøgler, en harddisk. forskellige mails og mit elektroniske fotoalbum og en nedlagt hjemmeside, efter en række billeder af lejligheden som jeg tog i sensommeren.

Selvom jeg kan se billederne på mit indre display, er de totalt forsvundet fra alle de elektroniske medier jeg kunne have gemt dem på. Og det ærger mig, for det var nogle rigtig gode billeder og jeg kan simpelhen ikke forstå hvor de er forsvundet hen.

Jeg skal bruge dem i forbindelse med udlejning af lejligheden og det ville sikkert have taget mindre tid at tage nogen nye, end den tid jeg har brugt på at lede.

Men det ville kræve at jeg fik ryddet op.

Og det virker fuldstændigt uoverskueligt.

Hvor ville det dog bare være så meget nemmere, hvis det var alt rodet der var forsvundet!

Desværre gik prøvepasningen af kattene ikke som den skulle. Vi blev enige om at risikoen for udvikling af full-blown allergi var for overhængende, så selvom både katte og mennesker har haft det godt i hinandens selskab, skal jeg senere i dag ud og hente dem igen.

Og tilbage til tegnebordet for at finde på en løsning.

Selvom jeg ind i mellem syder af frustration over, at jeg ikke kan træffe og få afgjort mange af de beslutninger der skal træffes inden afrejsen, fordi de af forskellige grunde hele tiden skydes til hjørne, så synes jeg alligevel af jeg nøk efter nøk, kommer målet bare lidt nærmere.

Vores katte er sendt til prøvepasning for at se, om den veninde der utrolig gerne vil passe dem, kan få det til at gå op i en højere enhed med en mand med “vigende katteallergi”.

Udlejningen af lejligheden kan måske alligevel falde på plads til vores fordel, selvom udlejer ikke er umiddelbar begejstet for at vi bruger et bureau til formidling af lejer.

Jeg har fået sådan nogenlunde styr på skattereglerne - i hvert fald i den grad at jeg ved hvad vi skal gøre inden vi rejser og nogen af de ting vi kan gøre, for at minimere risikoen for at blive mødt med et skattesmæk, når vi kommer igen.

Jeg har fået min have på plads, dog mere i ord end i praktisk gerning, men det sidste kommer nok snart i orden.

Vi har fået styr på udlejning af sommerhus og hvad vi kan gøre af vores privat grej derude i sommerlandet.

Og selvom jeg gerne så at de første ting var 100% afklaret, så er jeg glad for at de sidste ting er og jeg føler at vi med ganske små skridt nærmer os målet … eller i hvert fald går i den rigtige retning!

Mens andre skriver lister med ønsker til jul - eller endnu bedre, streger ud på de lister de laver over ting de skal købe til andre, er mine lister i år noget anderledes.

Der står ting som “udlejning af lejlighed”, “pasning af katte”, “rejseforsikring”, “visum”, “beregne alle faste udgifter”, “bankforhold” “pakke lejligheden ned” og “købe sommertøj”  og mange mange andre ting på listen.

Og det er som om. at hver gang jeg kan strege ét punkt på listen, så kommer der to nye på.

Når de største, mest uoverskuelige og følelsesladede er blevet krydset af glæder jeg mig til at komme til de noget nemmere og praktiske.

Det mest frustrerende er, når tingene må skydes til hjørne og man må vente med afklaringen til senere, så man ikke ved om man er købt eller solgt.

Sådan er det med vore lejlighed og katte.

Vores udlejer har indledningsvis nægtet os at kunne fremleje lejligheden til et udlejningsfirma, som eller kunne både garantere for lejerne og for at huslejen falder til tiden.  Jeg har bedt om en uddybende forklaring og venter på den, før vi ved om vi kan gå videre med de oprindelige planer, eller om vi er nødt til at bøje os og bare finde en almindelig lejer.

En af mine søde veninder vil rigtig gerne passe kattene - men da hendes mand tidligere har udvist tegn på katteallergi, skal kattene nu ud til en prøvepasning, for at vi kan se om han kan tåle dem eller ej. Min erfaring er, at folk der har katteallergi mange gange ikke reagerer overfor langhårede katte - og jeg håber at det også er tilfældet her.

Hvis ikke, så er det tilbage til start med hensyn til at finde en kattepasser.

Den smarte løsning på det hele, vil selvfølgelig være at leje lejligheden møbleret - inklusiv katte.

Puha.

Et positivt svar fra bestyrelsen i min have. Jeg har fået lov til at beholde min have, selvom jeg rejser bort i et år.

Først da svaret kom, kunne jeg fuldt og helt mærke hvilken lettelse det gav i mig, at jeg ikke skulle ofre haven for rejsen.

I tiden frem til nu har jeg sagt til forskellige, at hvis det var prisen, så var det det - og at det er vigtigt at huske hvem der ejer hvem - og at jeg ikke vil leve et liv, hvor det er haven der ejer mig, og selvom jeg mener det, er jeg nu alligevel rigtig glad over at jeg får lov til at eje haven også efter dette eventyr.

Jeg tror jeg har fundet den helt rigtige til at passe på min øjesten, men det skal lige falde helt på plads.

Det vigtigste for mig i den del af processen er, at haven kommer i hænderne på en som vil elske at være der og holde den med glæde.

Når man står foran at skulle rejse til Sharm el Sheikh, som situationen er lige nu er det jo ikke så lidt man får at høre fra familie og venner.

Men jeg har taget mine forholdsregler og læst på lektien:

Bertram ligger ved mine fødder og Alfred ligger og “ser”   amerikansk fodbold sammen med min kæreste, inde i soveværelset. Lige før skulle Bertram være med da jeg tog billeder af noget af mit filtearbejde, som det kan ses foroven her.

Det er sikkert projicering - men efter vi har taget beslutningen om at rejse, føles det som om at de forsøger at knytte os tættere til dem end normalt.

Der er mange praktiske forhold der skal ordnes, når man sådan tager af sted i et år. De fleste af dem har vi tjek på eller er ved at få tjek på.

Men kattene mangler.

Der er desværre ikke nogen i vores familie, der kan træde til. Men vi har endnu ikke været hele raden af vores venner rundt.

Jeg er sikker på at vi finder en løsning, for andet end det er ikke acceptablet - men det ville da være skønt, hvis der havde været nogen der stod og trippede for at tage dem ind.

Jeg synes jo at det er nogle fantastiske katte og dem der kommer til at passe dem, får en skøn oplevelse med nogen ret anderledes katte og nogle fantastisk fotogene katte; missebasserne på 23hq.com

At komme hjem og opdage, at foråret i mit fravær var kommet snigende, var den bedste afslutning jeg kunne få, på en ellers meget anderledes ferie.

Da vi bestilte ferie, ned til ‘Gyp-ten, for at dykke blandt smukke koralformationer og farverige fisk, havde vi hverken bestilt sandstorm, eller bostad i en lejr, der samtidig husede 68 efterskoleelever.

Men det var det vi fik.

Og med sædvanlig ihærdighed, fik det splittet min indre ro, glæde og fornøjelse og rimelig kort tid inde i ferien, opdagede jeg mig selv rødglødende og spruttende overfor en flok hylende teenagere, der havde opdaget fornøjelsen ved lige dele voksenfrihed og uhæmmet sukkerindtagelse.

Stolthed var ikke den følelse, der fyldte mig.

Bagefter.

Og mens de ikke holdte op med at være stille, stilnede stormen dog af.

Og de sidste par dage af ferien, foregik med smukke ture under vandet.

Blødt, mystisk, vægtløs.

Ellers er Egypten det grimmeste land jeg nogensinde har set. Det er svært at forstå, at det er der civilisationens vugge har stået.

Men den stod jo nok et andet sted, end i Mas Aslam, som ikke huser meget. Hverken downtown, eller i dykkerlejren.

Ferien varede kun en uge og det var lige tilpas. Meget mere og jeg var kommet lidt for meget i rutine med at rive hovedet af folk.

Og det ser jo ikke pænt ud i længden.

Så hellere læse bøger.

Måske denne.