Pigeting


tirsdag 20. marts 2007 kl.10:00

Nede i min kælder står en kasse med glitrende påskeæg, fluffy kyllinger og andet påske diller daller. Og der kommer den nok til at blive stående i år, for jeg kommer til at være mere rundtom end hjemme i denne påske.

Men der er én tradition jeg ikke har tænkt mig at droppe – igen i år springer jeg med på legen og deltager i det der oprindeligt var Liselottes idé, men i år er blevet overtaget af Prelsborg [som man vist ikke kan permalinke til…tsk]

Operation Påskeglad #2007

Påskeglad

Du kan læse hvordan du selv kan deltage ved at klikke på billedet ovenfor – og man behøver ikke være blogger for at deltage.

… og nedenfor kan du se mine påskeglæder de sidste to år:

Påskeglæde anno 2006
Påskeglæde anno 2005

Hvorfor jeg deltager?

Fordi det er sjovt at være med til at glæde en anden, og dobbelt så sjovt, når man også selv står i den modtagende ende.

mandag 16. oktober 2006 kl.23:41

Scenen er sat. Flokken af voksne kvinder, der føler sig unge af ren og skær stædighed og en god gang breezers og gajolshot, indtaget fra klokken halvti om morgen og jævnt gennem resten dagen.

Fotoshoots hos professionel pornofotograf – men ganske anstændige, hvis man kan se bort fra de fantasifulde kostumer, veninderne havde samlet sammen. (Man skal nok ikke kigge for dybt i andres klædeskabe, for der kan sagtens falde bunnier, stuepiger og tyrolerkjoler ud her og der).

Her er dit liv hos Eventfactory. Det hele bundet med en fint sløjfe af en fantastisk guide, der fik lattertårerne frem og krampede maven sammen.

Sjældent har jeg grint så meget. Sjældent er der blevet drukket så meget. Og aldrig før har jeg været en del af de der højtrøstede polterabend-gangs, der rejser rundt og gør vejene usikre med råb og sang og gammelsdags morskab.

Vi ejede verden. I en halv dag.

Og da der var en der skulle i kiosken og spurgte det obligatoriske spørgsmål; “er der nogen der skal have nogetk med?“, svarede den altid rappe, med sin hæse stemme, “at du da gerne måtte tage en mand, der gerne ville have børn snart med hjem” – og en 3-4 stykker rakte hånden i vejret og sagde “også til mig“.

Og vi snakkede videre og sang Mona, Mona Mona og jeg er sikker på at det blev sent og at blod/alkohol procenten var en del forskubbet hos de fleste.

…og bruden morede sig og der kommer 110 gæster til festen

mandag 28. august 2006 kl.11:46

… med mindre man har en mor med en velforsynet køkkenhave. Er det tilfældet så er høsten betydelig større end den energi, der er lagt i havearbejdet:

frugt.JPG

Fadet er så iøvrigt suppleret af 1,5 kg søde modne brombær, knapt et kg. dybtrøde glasklare ribs og endnu et kg. rabarber. Der alle er lagt i fryseren til senere marmeladetrip.

I går var det æblerne der stod for skud og jeg fulgte en del af Liselottes æbleopskrifter og fik afprøvet opskriften på æblesmør, æblechutney og tørrede æbleringe (de sidste blev tørre. Meget tørre… faktisk knastørre…).

Endvidere supplerede jeg med at lave æblesirup, æbleeddike og rabarbersirup, af de rester der opstår, når frugten skrælles og skæres.

torsdag 13. juli 2006 kl.11:50

Min indre urkvinde trives i bedste forstand, når jeg bruger min kreativitet og flid til at omgøre frugter og nødder til forråd til vinteren. På det overordnede plan er det nærmest latterligt – det er dyrt og besværligt, jeg har ret beset ikke nogen steder at stille mine guldklumper og det er ikke engang altid et produkt jeg selv spiser.

Alligevel …. alligevel kan jeg ikke lade være. Alligevel nyder jeg at være småborgerlig, gammeldags og huslig.

Jeg har syltet kirsebær….

sambaer.jpg

kl.0:41

På mit stuebord står Sambæret nedsænket i cubansk rom – det var regitze der kom med ideen.

Det var ikke noget jeg vidste noget om – og jeg har sjusset (!) mig frem til en opskrift. Jeg har en teori om, at hvis bare råvarene er gode, så går det nok ikke helt skidt med resultatet.

Så jeg lavede en lage af rom (Havana Club -Añejo 7 Años), sukker (den uovervindelige muscovado) og citron (økologisk naturligvis – da jeg brugte både saft og skal). Kogte bærene hurtigt op og bagefter lagen ind – i glas (jeps, skyllede med kogende vand og atamon da!) med det hele – spæde op med en ekstra gang rom – og så lå på’et.

Det dufter fantastisk og det smager guddommeligt når man fisker et enkelt bær – eller lidt spildt lagesnask.

Et par måneder måske … og lidt der gemmes til jul?

Smed også nogle bær og sten i en lidt mere slaveagtigt hvid rom og kogte kirsbæreddike på stenene. Det ser allerede rødt ud.

Der sankes til huse.

mandag 26. juni 2006 kl.20:49

style= Jeg opdagede egentligt for sent, at de havde lavet en anden sommerduft til året i år.

Den var blevet sendt på gaden i april (hvor det jo helt klart er højsommer) og da jeg kom frem til juni og tænke på sidste års duft, var dette års duft long gone.

Og så alligevel ikke.

Jeg fik et eksemplar af duften foræret i sidste uge. En venlig sjæl med en god næse, havde støvet en flaske op til mig.

Og jeg må sige at de har gjort det igen: lavet en duft man ikke kan meget andet end elske. Så det gør jeg.

P.S.
Da jeg skrev det her indlæg opdagede jeg, at man stadig kan få sidste års duft i USA, så den er bestilt via amazon.com. Det er stadig den aller bedste duft i verden og jeg var lige ved at tyvte mig, da jeg besøgte en veninde og opdagede, at hun havde en halv flaske stående.

torsdag 25. maj 2006 kl.19:05

banner.jpg

Normalt er jeg ikke den store bagetrold. Jeg vil skam gerne – det er bare sjældent, at det jeg forstiller mig i mit hoved, ender med at komme ud på kagebordet. Hvor jeg har et instinktivt korrekt madlavningsgen, er der stadig plads til forbedringer på kagefronten.

Men i dag overgik jeg mine egen forventninger. Med ubrugte rabarber i køleskabet og en googling på “rabarbertærte” fik jeg kombineret en uovertruffen rabarber-æble-tærte med et fransk tvist.

Læs videre her

fredag 28. april 2006 kl.17:45

Det har nu i et stykke tid været mit ønske, at komme igang med noget familieforøgelse. Det har faktisk stået ude i min sidespalte, hvor jeg samler nogle af mine ønsker, drømme og fantasier sammen i linksamlingen “Ønskebloggens ønsker”.

Og i dag kom jeg et stykke videre i den familie jeg gerne vil bygge.

Min nano har fået en lillesøskende:

Remote Radio

kl.11:39

Jeg ser ikke meget tv, men i går stod det og kværnede. Da jeg kom forbi så jeg Mary åbne noget.

Jeg er ikke helt sikker på hvad det var, et glas ærter eller en forening, eller hvad det nu er de kongelige åbner (fik jeg sagt at jeg er repulikaner?!) – det vigtige i den historie er, at jeg opdagede, at dén Mary folk snakker om som nyskabende og trendsætter (eller gør de? … jeg må se at følge noget mere med) rent faktisk tusser rundt og kopierer …. moi!

For hvad havde hun på, dér på tv?

Den DAY Birger et Mikkelsen jeg har haft i, hvad … 2-3 år og en kasket som jeg har rendt rundt med siden februar (min er så grøn hvor hendes var brun – det er sådan man kan kende os fra hinanden!).

Copykat siger jeg bare!

Når det er sagt, så er jeg ret glad for min frakke (selvom jeg var begyndt at overveje om den ikke var ved at være lidt uddateret). Den eneste ulempe er at kvinder der har den, bemærker den på andre kvinder. Nogen skriver så sjove indlæg om det på deres weblog – alle de andre har det med at nidstirre én ved lyskrydsene.

Jeg har nok de første 8-10 gange stået ved et lyskryds og så opdaget et eller andet pigebarn sende mig dræberblikket! Hver eneste gang er det først efterfølgende det er gået op for mig, at det var fordi, vi havde den samme frakke på…..

Men helt overordnet er det en ok frakke – dog, hvis der er nogen der lige tale med Mary – så må I da godt lige videregive de her råd:

– sølvtrådene begynder at stritte efter 1 år – lad være med at hive i dem!! (der vokser ikke nye ud)
– foret flosser efter rens

og så lige den sidste ting der:

– pas på ved lyskrydsene!

torsdag 20. april 2006 kl.10:00

Ikke mindre end 5 veninder havde ikke tid til en onsdagsdaiquiri. Jeg mener, ér der bedre måder at bruge en onsdag på? …. eller jordbær?

Der er stadig alt, alt for langt til, at jeg bliver en rigtig voksen.

“Ret beset er onsdag jo bare en ganske almindelig dag, der ved et ulykkeligt tilfælde er havnet inde midt i ugen”

« Forrige sideNæste side »