Min mors liv og afslutningen, er det der fylder i mit liv. Og da de sociale medier længe har været en del af mit liv, har det også fyldt det – og denne blog med.

Både for at dele, men mest for at virkeliggøre for mig selv. For mig er det naturligt og en forlængelse af det dagbogsskriveri, der blev til bloggen – som så i lang tid blev Facebook – og nu kører lidt parallelt her og der.

Og jeg håber at jeg fortsat kan mestre balancen mellem det personlige og private – selvom døden vel om noget, er det mest private og måske det sidste private, der findes tilbage.

Jeg blev kaldt hjem fra Jylland.

Eller.

Jeg spurgte den sygeplejerske, der ringede mig op, om hun var taget hjem, hvis hun havde været mig. Og da hun sagde ja, pakkede jeg bilen og kørte.

Og tilbragte dagen i går, og natten med på hospice.

Heldigvis har jeg mulighed for at blive her de næste to dage, uden problemer. Så det gør jeg.

For det går stærkt. Og alligevel alt, alt for langsomt. I hvert fald efter min mors smag. Det hun er i lige nu, er det hun hele tiden har ønsket at undgå.

Og jeg var glad for at jeg var der. For uagtet hvor svag hun er, så er hun stadig lige ukuelig, og går i gang med sine foretagender – som at stå ud af sengen – uden først at ringe efter hjælp.

Jeg tror ikke at jeg kender nogen, der gennem livet, har været så sej som hende. Og jeg er stolt af hende.

Og uendelig glad for at hun er indlagt her på hospice.

Jeg arbejdede11 timer i streg, inden jeg tog ud til min mor. Hjemmearbejdsdagen gjorde, at jeg kunne starte kl. 6:30 i pyjamas og mængden af hastede opgaver og telefonisk deltagelse i møder gjorde, at selvom min plan var at stoppe kl 15.00, så blev den alligevel 17:30 inden jeg kunne smække computerlåget i.

Men hvis jeg havde været min chef, ville jeg måske overveje at bede mig om at tone lidt ned – for jeg kan godt selv se, at min tolerance overfor andre mennesker, skrumper fra dag til dag.

Og jeg ved godt at det _ikke_ kun er fordi jeg er omgivet af tosser. Men det er som om at mit følelsesregister er frosset fast på et af to moods: Jeg kan blive irriteret på folk og jeg kan blive gal på folk.

Og det gør jeg.

Et solstrejf i en vandpyt
Et lille kindkys af en vind …

En regnbue der lyser op når man venter på toget efter besøget på hospice.

At hun sagde ja, da sygeplejersken spurgte om vi ville med ind for at høre jazz i dagligstuen.

Men allermest over at hun sagde “ja”, da jeg spurgte om hun kunne dufte de jordbær jeg gav hende. Fordi lugte- og smagssansen, var det allerførste kemoen berøvede hende.

Når jeg havde det skidt, eller skulle til jobsamtale, så ved jeg, at min mor gik over til trolden, der ligger overfor deres hus.

Hun ledte efter firkløvere i græsset, til mig. Nogen gange fik jeg dem presset, andre gange som billede på telefonen.

Og så klappede hun trolden i røven, for held & lykke.

I dag tog jeg hjem for at fortælle min stedfar, om hvor galt det stod til.

Og bagefter gik jeg over til trolden og gjorde det hun plejede at gøre for mig.

Inden min mor blev så syg, som hun er nu, drøftede vi en del om hun skulle dø derhjemme eller på hospice.

Hun var sådan set meget stålsat; hun ville dø derhjemme.

Hun kom på hospice for en uges tid siden og nu går det så hurtigt, at det er urealistisk at tro eller tænke på, at hun kommer hjem igen.

Jeg stryger min mors tøj. Det hun skal have med på det hospice, vi tjekker ind på senere i dag.

“Det skal bare glattes” siger hun. “Ikke stryges”.

Jeg kender ikke forskel på at stryge og glatte. Men det er åbenbart et spørgsmål om hvorvidt tøjet er fugtigt eller tørt når man starter ud.

Jeg kan ikke garantere at tøjet er helt tørt ved starten. For lige i dag græder jeg.

Jeg har ellers været i kontrol så meget og så længe. Faktisk så længe at jeg ikke rigtig kan mærke nogen følelser mere. Heller ikke de glade.

Så skide vær’ med det. I dag kører jeg min mor på hospice og selvom det handler om aflastning, opfedning og smertelindring, så er 37 kg. og kræft i bugspytkirtlen på 3. sommer ikke en positiv prognose.

Så jeg græder – og glatter.

Da jeg var barn, vidste min mor alt hvad der var at vide om alt i stort set hele byen. Og helt sikkert alt om hvad der skete på vejen.

Kombination af at være lokal frisørsalon og have et hus for enden af vejen, oppe på bakken, med udsigt – krydret med en interesse for ting omkring sig, skabte god grobund for viden.

Som barn, er det et frygtsom våben, at ens mor ved alt. Det lægger visse begrænsninger på ens adfærd.

I hvert fald min.

Og børn er jo små svin.

Og utaknemmelig oven i købet.

Som forældre tror man sikkert, at det der med en mor, der er hjemme når børnene kommer fra skolen, er noget alle unger elsker. Ligesom vi forventer at de forstår, at hjemmelavet mad er bedre end det der med e-numre og andet tilsætning.

Da jeg var barn, var min mor altid hjemme, når vi kom hjem fra skole. For vores hjem var samtidig hendes arbejdsplads. Mine forældre havde selv bygget huset og sat en frisørsalon ind i det.

Så noget af det bedste jeg vidste var, at tage hjem til Mette, hvis mor arbejdede ude. For når vi var der, kunne vi lave pandekager og spille høj musik. Og jeg kunne få købe franskbrød og lyserød kødpølse.

Hjemme hos os havde vi kun hjemmebagt brød og kødpølse var bandlyst.

Og den stod på hjemmelavet leverpostej og hjemmelavet rullepølse.

Og selvom det som stor pige, var sjovere at hænge ud hos Mette og lave “skøre-madder” eller ligge på Eas græsplæne og drikke sodastream cola og læse romanbladet, fordi der ikke var nogen forældre, der forstyrrede ungdomslivet, så var der også en kæmpe styrke og sikkerhed i at vide, at min mor altid var tilgængelig, og hjemme.

Vi var aldrig alene.

Kl. 6.35 sidder man bag skærmen på arbejdscomputeren og tænker “gu-ske-lov-og-tak for hjemmearbejde”.

Kl. 11.00 får man trykket brystet fladt som en pandekage på Rigshospitalet – og da det er overstået og en læge har kørt en ultralydsscanner rundt på bryster og i armhule, kan man da også “gu-ske-lov-og-tak”, erklæres knudefri og modtage beskeden om, at det man følte, enten har været “hormonelt eller muskulært”.

Knokle-knokle-knokle indtil 16.35 – kun afbrudt af de samtaler, der skal gennemføres med: Palliativt team, Visitation, Onkologisk afdeling, sygeplejerskerne på Akut mave-tarm afdeling, min mor, min stedfar, min søster …

17.00 hjem fra Brugsen med laktosefri mælk, smør, fløde.

19.00 Afhentes af søster – medbringende det mad fra både det søde og det salte køkken, der skal søges lokket i patienten; lammestuvning med estragon(laktosefrit), porre/broccoli suppe med fløde (laktosefrit) .. og pandekager med fløde (laktosefrit).

Samt de pitabrød med rosmarin og hvidløgsmarinerede lammemørbrad og avocado, som er lavet til søster.

21.25 hjemme efter 3 hospitalsbesøg på 3 dage.

….

Min mor er blevet indlagt.

Efter sin operation i torsdag.

Først gik det rigtig skidt – nu går det bedre.

Men man skal have et jernhelbred for at være syg på de danske sygehuse.

Det har min mor ikke.

Og en akutafdeling kan ikke tage højde for at en patient (også) er syg af noget andet.

Det er ikke deres afdeling.

Så det er i deres øjne okay, at lade en underernæret dødsyg (i bogstavlig forstand) patient faste fra lørdag aften til søndag eftermiddag. Og først, i det mindste give et saltvandsdrop, når hysterisk datter har skreget af dem i telefonen.

Det er også okay ikke at kunne tage hensyn til intolerance overfor madvare eller undlade at forholde sig til, at en patient kan have så meget mundsvamp, at maden helst skal være blød og fugtig.

Også på 3. dagen.

Så selvom min mor i princippet kunne udskrives nu, har hendes hospitalsophold svækket hende sådan, at vi er igang med at se på muligheder for at få et plejeophold på et hospice. alternativ få mere hjælp hjemme. For et aflastningsophold hos kommunen er utænkeligt … der er jo også andre der er syge og har stået på venteliste.

Man skal ikke være syg, når man er dårlig – og man skal i den grad sætte sit lid til sine pårørende. For det er ikke sikkert, der er andre der hjælper.

I morgen er der endnu en dag.

Og jeg er glad for hver ekstra dag vi har.

Også selvom de er sådan her.

Alternativet føles ikke lettere.

Endnu.

Jeg kan sagtens klare at min mor dør. Tror jeg. Døden, bisættelsen – alt det der. Så sent som i morges, på vej til hospitalet, snakkede vi om hvordan bisættelsen skal være, om at have set døde mennesker og at ligge lit de parade i hjemmet.

Det jeg ikke kan holde ud at forholde mig til er, at den der død, den stopper jo aldrig.

At når døden først er, så bliver den ved med at være. Og det eneste der så er tilbage er minderne og fotos.