Jeg har været nem i mange år (#2005, #2006,) – nem at glæde, specielt med blomster – og helt særligt når de bliver sendt til mig. For lige præcis med den slags blomster, så når jeg at lade hjertet hoppe op i halsen og vente og forvente at de kommer fra en hemmelig beundrer.

Det er sket ( #2006) men ellers må jeg sande, at vi kvinder er bedre til at sende blomster til hinanden, end de der hemmelige beundrere (af mandekøn).

Og glad blev jeg. Da det ringede på døren i formiddags og et bud bragte mig blomster og en hilsen fra en dejlig veninde, der havde følt sig hjulpet.

Så nu er mine glade multifarvede tulipaner suppleret med statslige hvide liljer, der kan forskønne mit weekendbord. Og buketten har klart højnet mit humør, så jeg næsten er sikker på at jeg går weekenden noget gladere i møde, end jeg kom ud af den sidste.

Mit liv består af tre dele:

• en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
• et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
• et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

• 2012: januar til april

• 2012: marts til august

• 2012: september til december

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

… der pilles i bloggen – og derfor forsvandt gårsdagens indlæg + de kommentarer der nåede at tikke ind….

Det skulle være muligt at færdes her, selv under ombygningen … men meget aktivitet er der nok ikke lige i de første timer eller dage af det helt nye år … for der er også ombygning ude i virkeligheden.

Men derfor skal der nu alligevel lyde et rigtig godt nytår herfra, med et par fotos fra årets sidste dag:

Sad i min seng i pyjamas – med tv og laptop og klokken nærmede sig halv tolv.

En god ven poppede op på Facebook. Vi snakkede om at jeg trængte til at drikke mig fuld og ryge smøger som da jeg var i 20’erne… og da kl. var 00.59 var han på vej mod mig i en taxa og 15 minutter senere sad vi over hver vores øl på Spunk-bar.

Da vi kun lige nåede den sidste omgang, stod vi kort tid efter på Never Mind på Nørre Voldgade og sang med på YMCA og gamle ABBA numre på et af de mest laid back bøssediskoteker, der findes i byen.

Vi var omgivet af smukke mennesker, gamle mænd, kønseksperimenterende unge, et par transer i baren, fyrer der snavede hinanden i gulvet og en enkelt fuld pige, der blev ved med at hælde øl ud over mig og alt omkring sig.

Og der – midt i post juletraumaerne blev der festet igennem og jeg følte mig som aldrig før, som en del af det hele.

Til helvede med alder. Til helvede med præferencer .. alle elskede alle, i de hektiske øjeblikke mellem 2 og 5.

Og da jeg gik hjem gennem det regnvåde København … byen der ikke er mere storby end at den sover søndag morgen kl. 5.30 … kunne jeg mærke, at det var lige hvad doktoren havde ordineret.

Jeg kunne også mærke en glæde over, at jeg ikke længere er en usikker 20 årig, eller en übercool 30 årig. Trods det, at den eneste kommentar jeg har fået på min bytur, var en bemærkning om hvorvidt jeg ikke var for gammel til det, og at det jo nok er en fase, så må jeg indrømme, at jeg havde det sjovere i går end jeg har haft på mange andre byture tidligere i mit liv.

Og ja, måske er det en fase – og måske er jeg for gammel … men lige der, igang med min X-ene G&T og min smøg #200 følte jeg mig i den grad oven på verden og i sync med mig selv.

Jeg har altid elsket juledag. Når alt er faldet på plads, gaverne åbnet og der er massere af rester i køleskabet … en dag dømt til pyjamas og gåtur med pjusket hår.

Sådan blev min juledag i år også. Huset var fyldt med b-mennesker, der havde været oppe til en 4-5-tiden, så da jeg vågnede som den første var det til et stille hus. Gik og nød stemningen … essensen af vores hyggelige aften før. Forsøgte mig med et julebrød, en surdej, dog levede mere op til sit navn et godt var .. så den kom aldrig op og hæve. Morgenmaden blev derfor ris ala mande og kaffe.

Vi kan noget med hygge i min familie. Være afslappet og alligevel højtidelige. Vi klæder os altid om til jul, men aldrig med mere stil, end der stadig er plads til rundhed og hygge.

Min niece kunne næsten ikke vente med at give sine gaver … og her var det “lad dog barnet” … der gjorde at hun fik lov til at give sin mormor en pakke før maden. Vi krammede og hyggede, drak gløgg og spillede spil – og alle havde en finger med i maden, som blev rigtig rigtig lækker.

Og jeg vandt sovsekonkurrencen … selvom jeg ikke engang vidste vi havde sådan en.

… men efter at have haft en kæreste der i de sidste mange år har stået for julemaden, var det i år mig der stod for sovsen … og med et hint fra bdr. Price (at starte med en roux) og et andet fra de mange gange jeg har kigget den hjemlige sovsekonge over skulderen (at tilsætte indkogt eddike og honning) – blev min mors hjemmekogte fond forvandlet til det perfekte svøb om julemaden.

Man ved at ens sovs er god, når ens ellers rimelige kræsne niece står og spiser den som suppe, før den kommer på bordet.

Vores gamle antikke samlebøger blev udskiftet med iPads og telefoner og med ophøjet røst, der var meget tydelig, sang min nevø for – mens vi andre gættede os lidt til melodien.

Og ungerne blev glade for gaverne, der var tid med mig pakket ind i bøger.  Min nevø fik en tyskpaløer, for han og jeg skal på en forlænget weekend til Berlin. Min niece en børnekogebog, og en kalender, for hun og jeg skal lave mad sammen her i det nye år.

Vi har allerede aftalt den de to første gange. Vi skal holde te-selskab for min mor på hendes fødselsdag i januar og så skal vi lave kærlighedsmiddag den 14. februar …

Og så kan jeg se at jeg skal læse op på julemaden til næste år. Jeg har aldrig selv stået for en julemiddag, her i huset var alt der handlede om stegning af hele stykker kød, en herreting. Det forhindrede dog hverken min mor eller søster i at spørge mig til råds omkring and og flæskesteg. Men måske niecen og jeg når op på niveau, i løbet af de næste 12 måneder … vi har i hvert fald tænkt os at øve os.

… og nu har jeg to juletræer der skal ud i min have … så jeg skal en lille smule i omdrejninger – ud og få brændt nogle julekalorier af!

Jeg ved godt at jeg skal passe på med hvor meget Ole Henriksen jubel jeg skal smøre ud over min blog. Jeg er klar over at den nye trend er at vi alle sammen skal have det råt for usødet og at det er hipt at være klar i mælet aka et brokkehoved.

Men efter et liv med utallige brokkerier, synes jeg godt at jeg kan tillade mig at være en lille smule candy-floss positiv, for jeg kan mærke, at det gør mig godt.

Jeg har sagt det utallige gange når jeg har coachet andre: det du giver energi vokser og jeg har har set miraklet ske under mange visualiseringsøvelser … Hvordan andre åbner op og finder løsninger, når de har visualiseret deres dag, eller liv – eller den besværlige opgave, som det er når tingene er gået i orden.

Jeg kender teorierne bag dem og har har læst kloge ord, fra kloge mennesker, der har forklaret mig at hjernen er dum og ikke kan kende forskel på de ting vi faktisk laver og de ting som vi forstiller os at vi laver, og vi derfor kan trække nye spor i hjernen, når vi gentænker os selv, eller vores handlinger.

Jeg har endda, fra en mand der havde mistet en finger, fået fortalt hvordan hans ven der havde mistet en arm, som genoptræning skulle sidde og kigge på sin raske arm i et spejl, for for at hjernen skulle tro at det var den påsyede arm og dermed genoprette nervetrådene.

… men jeg er startet nu.

Min verden har forandret sig så meget, siden sidste år – siden mange år. I en anden verden og en anden tid, ville mit indlæg nok være løbet over af ynk og brok – for selvfølgelig er det da en speciel oplevelse at flytte fra kæresten i december, at få lejligheden vendt op og ned pga. maling, at blive gjort julegaveløs osv…

Men det handler om at se det gode i livet – og når man gør det, er der bare så meget af det:

• som min ex og jeg der stadig er på talefod, og kan glæde sig over den andens sejre og medgang,
• maleren der får mig puttet ind i et travlt skema, så jeg kan komme i orden på denne side af nytår.
• om min insisterende dykkerbuddy, der hjælper med udstyr og giver ok-tegn over og under vandet
• min overbo der lige kigger ind forbi med en delecola på vej hjem fra arbejdet
• veninden, der lige ringer og sikre sig at jeg er ok til jul
• om ufatteligt søde mennesker der henter en pakke til mig i Tåstrup og derefter kommer ind for at aflevere den til mig!
• min niece der glæder sig til jul og har tilbudt mig hendes seng at sove i
• at jeg har tabt 5 kg. bare ved at starte med at træne
• om uventede gaver og nye mennesker i mit liv – som eksempelvis min nye træningsmakker der sms’ede i går (og forærede mig den lille fryd over at være 6 år ældre og alligevel have mindre ondt end hende!)

Jeg er sikker på at jeg er på rette vej. Jeg er sikker på at min nye år bliver helt anderledes end det år jeg går fra og jeg er sikker på at gode ting kommer til dem der venter – og dem der tager for sig af retterne.

Og det vil jeg gøre … mens jeg pakker de sidste gaver ind og lytter til lidt julemusik…

P.S. hvis du har lyst til at kommentere så gør det … de kommer frem til mig. De skal bare lige en omvej forbi min spammappe, men nu hvor jeg ved det så tjekker jeg jævnligt min spammappe og henter kommentaren frem derfra

De træer jeg kan se, herfra hvor jeg sidder er stadig grønne og frodige at kigge på – og da det også er der, samt i resten af København jeg tilbringer det meste af min tid – måtte jeg igår konstatere, at sensommeren er gået over i efterår, og at det skete mens jeg kiggede væk.

I mange dage havde det været min plan at komme ud på Fælleden og samle hyld. Til vinterens hyldesaft og C-vitamin tilskud. Men jeg måtte sande, at jeg kom for sent og at hylden egentligt var gået på held.

Mens jeg gik der i regnen på fælleden og kiggede efter hyld og havtorn, var det uundgåeligt at se, at vi er nået til den tid hvor træerne skifter farve og det var der at jeg opdagede at jeg havde været lige ved at misse en af mine yndlingstider … som lige præcis er når farveskiftet står på sit højeste.

Men heldigvis nåede jeg at opdage at nu er det nu og heldet ville også, at jeg i min søgen kom forbi et vildt æbletræ, der stod med fine rødstribede og store æbler. Meget større end hvad vilde æbler normalt er.

Så de kom hjem sammen med de hyldebær jeg havde fundet mig og med en posefuld solbær og et par håndfulde havtorn blev det hele kogt til saft og nu står der på mit køkkenbord mere end 5 liter rent saft, der sammen med sukker skal koges til sjælevarmer, der nok skal gøre godt gennem vinteren.

Den vinter som jeg kan forstå må være lige om hjørnet, når nu efteråret er trådt ind på scenen.

Men den smukkeste krans er dog din September Hans, den er bundet af blomster og hjerter så varme, så glade….

Det er min kærestes fødselsdag og morgenstunden var mild og varm og glad. En tur i haven resulterede i denne krans, der skal indgå i en fødselsdagsgave til en anden.

Selvom jeg elsker det tidligste forår mest. Den tid lige inden det hele springer ud – og himlen tager den fineste lyseblå himmel på, så må jeg indrømme at min næstbedste årtid er sensommeren, hvor hver eneste dag kan gå til både den ene og den anden side.

Hvor blomsterne blomstre tæt og æblerne får røde kinder og lover sødme og saft til vinteren. Hvor man kan nyde sin have uden at yde alt for mig, fordi tingene vokser langsomt og tæt.

… og selvom kransen er bundet til en anden er den alligevel bundet til min september mand – som tager endnu et skridt videre i årsrækken i dag. Og jeg håber at det kommende år vil bringe ham glæde og fremskridt og lige præcis det sommerhus som fylder så meget i hans liv lige nu.

I onsdags havde jeg den fornøjelse, at nyde et godt måltid mad og en god flaske vin på gadekøkkenrestauranten Nam Nam. God mad og klart værd at komme igen.

Men man kunne have serveret hvad som helst for mig den aften – for det vigtigste af alt var at jeg var ude sammen med et af mine helt klare yndlingsmennesker … min allerbedste Milo og den først jeg delte min nuværende lejlighed med.

Og hans dejlige kæreste og min ditto.

Selvom det må være 6 år siden vi sidst har set hinanden og 10 år siden at han flyttede ud af lejligheden – gik snakken let og smertefrit – og vi fik vendt dette og hint, i de alt for få timer jeg fik, mellem deres rejse gennem Skandinavien tilbage til Holland, hvor de bor.

Men hvor var det skønt at gense ham og se at alt er ved det samme – selvom vi er ti år ældre og en lille bitte smule tungere … men klart pg.a. alt den livs visdom vi har taget til os i den mellemliggende tid.

Og dejligt at se det bånd der er mellem ham og hans skønne kæreste, som jeg kun har mødt kort og alligevel på grund af elektroniske medier føler at jeg kender meget bedre end jeg gør. Utroligt beroligende at opleve at han har fundet en der er lige så dejlig og kærlig som ham selv.

Smukke mennesker der spurgte så interesseret til vores sabatår og overvejelser, og vores liv i helhed. Igen følte jeg mig favnet i problemløs kærlighed og omsorg. Ikke at forglemme alle de komplimenter jeg fik gennem aften. Som jo heller ikke gør noget ved helhedsindtrykket.

Og jeg satser på at der ikke skal gå 6 år mere til vi ses igen, selvom jeg ved at vores næste gensyn bliver by proxy, da de skal låne vores lejlighed til pinsen, så de kan komme til Melodi Grandprix, mens vi er til pinsebryllup.

… men jeg skal, skal, skal til Maastricht inden alt for længe, for visitten forleden bragte så meget behov for at smage noget mere af de skønne mænds selskab.