Jul 2008


lørdag 6. december 2008 kl.23:46

Jeg opførte mig eksemplarisk i går. Med min nye chef til bords, fik min ide om at drikke mig i hegnet, en mærkelig bismag. Da jeg er typen der godt kan finde på at fortælle sandheder til alle, når promillerne tager fart, besluttede jeg mig til at stoppe efter den anden snaps.

Sådan nærmest.

For jeg har mange sandheder at dele ud af.

Og bonusen udeblev sådan set heller ikke – i dag tog vægten et ordentligt spring nedaf.Så jeg var glad.

Men jeg er jeg sikker på at mit smånipperi i det mødrende hjem i dag, har udjævnet det. For der var det rigtig svært, med alle de lækkerier der blev serveret.

Og i et hus med 10 børn mellem 2 og 10 og guf allevegne er der svært, at være en sød tand med et vægttabsønske (når man gumler kan ikke så nemt høre alle lydene….)

Men nu er jeg to arrangementer nede – så er der kun tre tilbage inden selve juleaften, det skulle være til at overleve.

Ind i mellem ville jeg ønske at jeg var lige så kontrolleret omkring mit sukkerindtag, som jeg er omkring alkohol.

fredag 5. december 2008 kl.11:54

Min vægt har ikke flyttet sig en tomme (eller gram for den sags skyld) i de sidste 5 dage. Trods motion og pæn overholdelse af kalorietal.

Selvom jeg godt ved at der kan være mange grunde til det og jeg bare skal have tålmodighed …… SÅ KAN JEG IKKE!!!

… og oven på en røv lorte morgen og med udsigt til arbejdets julefrokost om 1½ time, så har jeg lyst til to ting: drikke mig i hegnet og spise mig mæt i alle de forbudte ting.

Og lige nu er der ikke noget der stopper mig.

torsdag 27. november 2008 kl.16:39

Med sveden haglende ned af ryggen, ederne længst fremme i munden og et velanbragt los i måsen på den ene af mine katte, der gik (laaangsomt) foran mig, fik jeg slæbt migselv og julekassen op af bagtrappen.

Det var ikke ligefrem julehumør det frembragte og jeg er ret sikker på, at min kæreste lidt fortrød sin bemærkning i morges om “var det ikke meningen du skulle jule, her i dine fridage …. jeg havde regnet med at skulle kæmpe mig igennem kravlenisser og guirlander når jeg kom hjem fra arbejde” da han aflyttede sin telefonsvare og fik en meget vred mig, der forlangte oprydning i kælderrummet og så lidt flere kulørte brokker.

Men nu er de hentet kasserne, jeg er kommet igang med at vaske vinduer og om lidt skal jeg hen og hente nogle nye af de smukke indiske papirsstjerner.

Dem jeg har er ved at være noget gamle. Købte dem i Dehlie i 2003. Vi havde set dem allevegne i Goa, men havde dumt nok ikke købt nogen der. Regnede med at man kunne få dem alle steder, og ikke tænkt over at de selvfølgelig var så udbredte i Goa, fordi Goa er kristent, men at det er de selvfølgelig ikke i resten af Indien.

Men det lykkedes mig dog på den sidste dag i ferien at opsnuse nogen i Dehlie. Allerede lidt gamle og støvede dengang og nu må de vist pensioneres.

Men heldigvis kender jeg en, der lige har fået varer hjem fra indien … og ham skal jeg op til senere i aften og vælge og vrage blandt de smukkeste stjerner.

Og når de kommer op, så skal der satme jules igennem!

mandag 24. november 2008 kl.16:04

Det er som om at naturen holder med mig i, at man godt kan holde juleforberedelsesfri i november. For bedst som jeg sidder her og kigger på opskrifter på kirsebær (hjembåret fra sommerhusets fryser til hjemmets ditto) begynder det at sne, sne og sne;

Så om ikke længe bliver julekassen hentet op fra kælderen og så begynder jeg så småt at gøre forberedelser til den hygge der for mig er forbundet med jul.

Og nej, jeg kan næsten ikke vente.

« Forrige side