Computersnak


fredag 3. juni 2005 kl.8:10

image

2 år og 13 dage! To år og tretten dage…!

Er det mon en tilfældighed, at den der lille dims, der sørger for at køleren presses op mod cpu’en – og i sidste ende det der er knald eller fald for om min computer vil starte eller ej – knækker af præcis 2 år og 13 dage efter min computer er købt?!

Altså lige præcis 13 dage efter at reklamationsfristen er udløbet. Den reklamationsfrist der er absolut*.

I to år har dimsen holdt spændingen, har sørge for at pressssssse køleren/ventilationsdimsen op – og nu, nu, nu – kan den endelig slappe af – *knæk*! Puha det var nok hårdt!

Pis os.

*absolut = Hvis varen går i stykker én dag efter udløbet af de to år, har man ingen mulighed for at klage over varen.

tirsdag 17. maj 2005 kl.12:37

Jeg har en hjemmearbejdsplads. Når jeg skal lave noget der kræver koncentration og ingen forstyrelser fra velmenende kollegaer og kimende telefoner, så har jeg en mulighed for at arbejde hjemme.

Det sætter jeg stor pris på.

Hvad jeg sætter knap så stor pris på er at vores opkoblingssystem er så bøvlet, at jeg bruger en stor del af min dag, på forgæves at få fat på de dokumenter jeg skal arbejde med. Eller slet ikke kan komme ind de steder hvor jeg skal lave ændringerne – så min dag mere er præget af ineffektivitet end effektivitet.

Lige nu kan jeg slet ikke komme ind på vores egen hjemmeside. Jeg har kontaktet vores it-mand (ja, ja – jeg har prøvet at genstarte computeren!) og så er det jo herligt at få følgende svar:

“jeg har fået en af mine venner, til at teste sitet og han kan komme ind – Så der er hul igennem fra omverdnen.

Jeg skal så ikke kunne sige hvad der er sket på din computer, men du burde også kunne de tre sider du skal bruge.”


Men uanset hvor meget jeg burde kunne se siderne – så kan jeg altså ikke.

Og nu kommer jeg så til min pointe: Når du som arbejdsgiver laver hjemmearbejdspladser kan det kun bruges optimalt, når det er sat op med et ordentligt system, med tilhørende supervision.

Tak.

torsdag 12. maj 2005 kl.9:56

“Hvad er det lige at en SQL er” spørger min kollega.

Se, normalt ville jeg ikke vide hvad jeg skulle svare – men lige præcis i dag, kunne jeg give et nogenlunde sammenhængende (og ihverfald for en total uvidende – ret overbevisende) svar fordi mandagens mysterie rent faktisk havde sendt mig googlende på ord som mySQL, som jeg indtil da havde levet i total (og egentlig også lykkelig) uvidenhed om.

Ha! siger jeg bare – jeg bluffer for vildt!

torsdag 14. oktober 2004 kl.20:32

Jeg ved nu hvordan det er at være barn: man ved selv hvad man taler om, men man har ikke rigtigt ordforrådet til at gøre sig forståelig – og man forstår ikke helt, hvad det er de voksne siger:

En vilkårlig butik i København:

mig:
“Hey – jeg skal høre om man kan få sådan en dims til at sætte i sin computer, så man kan kan sætte sit anlæg og sine computerhøjtaler til den samtidig?”

smilende ekspedient:
“Ja nu skal du se [bladi blab bla bla]…mens han hiver ting ned fra hylderne….og så skal du [blab di bla bla] og sætte sammen..”

mig – utålmodig og lidt afbrydende:
“jamen, jeg _har_ sådan en dims til at samle de der to dimser, der kommer fra anlægget – jeg skal bare høre om der fandtes noget som man kan sætte den dims og højtaler-stikket sammen i, inden det sættes i computeren”

knapt så smilende ekspedient:
“Ja du skal [blab blab di bla] højtaler udgangen er normalt grøn ..[bla blab] hiver mere ned fra hylden og [blabla blab] sættes sammen”

mig – rimelig insisterende, ihukommende at jeg kun har frokostpausen at gøre handlen i:
“Jeg har de ting der skal sættes i højtalerudgangen i computeren, jeg vil bare høre om der findes sådan en samledims, så man er fri for at skifte hver gang man vil høre det ene eller det andet”

Ca. 10 miutter senere – og et tilbud (fra min side) om at tegne hvad jeg mente, kom jeg ud af døren med det jeg skulle bruge – det hedder en “Stereo-adapter med et 2×3,5 mm stereo jack hun/1×3,5 mm stereo jack han” – hvis du sku’ spørge fra nogen…

tirsdag 24. februar 2004 kl.10:41

H: Hvad fanden har Jens (= den lokale it-ekspert) sagt til den printer? Uanset hvad jeg gør så printer den ud på gult papir!

Mig: sagt til? Tror du han sådan går og snakker med materiellet?

H: Et eller andet har han gjort, for den er da gået helt i ged og jeg kan ikke aflevere til Direktionen på gult papir

Mig: tror du ikke det har noget at gøre med hvordan du har sat din printer op, inde i, du ved dit program-noget?

Jo, vi har skam samtaler på højt it-niveau her på kontoret og vores Jens har travlt.

I morges var det min tur til at hidkalde ham, da jeg ikke kunne logge på systemet. Havde ellers prøvet at gen-starte maskinen tre gange, inden jeg ringede efter hjælp.

Problemet?

Der lå en bog hen over mit keyboard og den trykkede på ctrl-knappen…

« Forrige side