Arbejdsløs


torsdag 19. april 2012 kl.7:37

Jeg har nu et par gange oplevet, at jeg er blevet “stressificeret”det vil sige blive gjort til en negativ “stresshistorie” af andre mennesker. Du ved, man bliver ynket, eller “nååået” som om at jeg på grund af min fortid er en stakkel, som man skal passe lidt på. En der er lidt halt og ikke rigtig kan yde så meget mere.

Det er naturligvis gjort i en god mening. Det kan jeg godt forstå. Selvom jeg ikke kan identificere mig med det billede af mig, som andre mener jeg åbenbart skal have.

En knap så god mening, var den udmelding en rekrutteringsansvarlig gav mig efter en samtale. Personligt kunne han lide mig, min profil og mit drive … og var også “ok med min stresshistorie, men han var ikke sikker på, at virksomheden ville være ok med det.

Jeg kan egentligt ikke helt selv greje om jeg synes det er værst, at andre skal være ok med “min stresshistorie”. Eller at nogen ikke er ok med det.

For hvad er det de skal være “Ok med”?

  • At jeg har været gået ned med stress?
  • At jeg er kommet ovenpå igen?
  • At jeg tror, at jeg kan klare et arbejde?
  • (eller faktisk ved det)
  • At der er en risiko for at jeg kan gå ned med stress igen (ligesom alle andre mennesker)?
  • At jeg modsat andre mennesker nu kender mine stresssymptomer og ved hvornår og hvordan jeg skal reagere?
  • At jeg er kommet helt vildt styrket ud af det her og ved hvor mine grænser er?
  • At jeg efter et års sabbat i den grad kan mærke mig selv, og hvad andre mennesker gør ved min energi – så jeg kan sige til og fra på opgaver og mennesker, og skabe den bedst mulige balance mellem arbejde og privatliv?

Er det ikke alle sammen ting, alle kan være ok med? Om som det er ok at leve efter?

Jeg oplever ikke længere, at det at jeg har været gået ned med stress gør mig til en dårligere eller skadet arbejdskraft. Nærmest omvendt.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke var på det her sted, efter første gang jeg gik ned med stress og at den sidste chef jeg havde, havde en grund til at mene at jeg ikke var ok.

Og han har også ret.

For da jeg startede på det arbejde, var jeg på ingen måde kommet mig ordentligt over min første omgang stress. Jeg var udover det, stadig fedtet ind i noget frustration omkring den måde jeg fik afviklet mit tidligere job på. Jeg var vred, ked af det og havde i virkeligheden stadig mange stresssymptomer.

Eller om man vil – jeg var stadig “nede” med stress.

Det er jeg ikke i dag. Og når jeg møder andre der er “nede med stress” kan jeg sagtens genkende symptomerne og jeg kan se, at de gerne vil dele deres historie med mig og føle at vi er sammen om det her.

Men vi er ikke på samme side. Vi er ikke engang i samme bog.

For i dag er jeg lykkelig for min stress.

Det at jeg gik ned med stress er nok noget af det bedste der nogensinde er sket mig. Og jeg ønske, at alle der gik ned med stress, kom igennem det og fik det ud af det, som jeg har fået.

Min stresshistorie er, at jeg er blevet et lykkeligere og meget mere afklaret menneske – og jeg håber at den indsigt, er noget jeg kan bære med mig i resten af mit liv.

Var jeg ikke (igen-igen) gået ned med stress, havde jeg ikke taget et sabbatår. Og havde jeg ikke taget et sabbatår, havde jeg ikke været igennem denne her proces hvor jeg langsomt er helet og har fået års frustrationer og negativitet skrællet af mig, sådan at jeg nu virkelig kan mærke hvad jeg ønsker og hvad der giver mig energi.

Og hvem der giver mig energi.

For mens der måske ikke sker så meget her på bloggen, så sker der en masse ude bagved skærmen.

Og det med hvem og hvad der giver mig energi, er klart mine nye rettesnore.

Sammen med bevistheden om at jeg ikke vil nøjes.

Jeg vil have det hele – og det tror jeg at jeg kan få.

Så jeg er helt ok med min stresshistorie.

Og jeg håber at du også bliver det.

U P D A T E

På facebook var der en der havde nedenstående billede på sin profil … og på en eller anden måde, så siger det egentligt mere præcis det jeg mener:

tirsdag 17. april 2012 kl.8:40

Der for efterhånden flere uger siden, fik jeg jo afleveret og svar på at jeg havde afleveret en ansøgning til ulønnet virksomhedspraktik. Men forventet start første april.

Jeg vidste jo godt at det med starttid ville blive lidt presset, for selvom ham jeg først snakkede med i Jobcenteret på Vesterbro sagde der var en sagsbehandlingstid på en uge, så fik jeg jo et brev om at sagsbehandlingstiden måtte være maks. 3 uger … og loophullet “hvis jeg ikke fik svar indenfor 3 uger, så ville forud for fristens udløb få en melding om hvornår jeg så ville få svar”.

Ja, i min røv, ville jeg.

Hvis 3 ugers fristen løber fra de modtager mit brev så udløb den i fredags og hvis den løber fra de svarer mig den 27. marts, så udløber den i dag. Og jeg har hverken fået svar eller besked om hvornår jeg vil få svar.

Og det mest barokke er jo at det jeg beder om lov til, er at få lov til at lægge nogen gratis arbejdtimer et sted hvor jeg ikke tager noget fra nogen, men ret sandsynligt vil kunne skaffe mig en indgang, et lille stykke ude i fremtiden.

Det tænder mig i den grad af når dem der skal hjælpe folk på vejen, istedet for spænder ben for dem.

Min a-kasse har været fantastiske og jeg kan kun smide roser og anbefalinger i retningen af AAK, for de gør et virkeligt fantastisk job og med en energi og en positiv ånd. Min fagforening har egentligt også holdt nogen ok kursus og været der for en … men SYSTEMET, det som egentligt skulle hjælpe mig videre, har i den grad været på tværs og en ordentlig omgang møg.

Men, som de jo også fortalte mig tidligere, så er det min egen skyld, for jeg kunne jo bare have sørget for at vi fik en anden regering.

Og der har de jo ret. Jeg var ikke hjemme da der var valg.

Så det er jo nok min egen skyld.

Med skyld på.

…. og jeg kan jo også bare lade være med at forsøge at skabe mit helt eget job og egne muligheder, for det er de i hvert fald ikke gearet til, og slet ikke i det her tempo.

torsdag 15. marts 2012 kl.8:44

En af de ting jeg pusler med, er noget ulønnet aktivering hos privat arbejdsgiver. Det vil give mig en mulighed for at prøve kræfter med en ide jeg har, inden jeg fuldstændigt smider fortøjningerne og kaster mig ud i det store selvstændighedens hav.

I kan altid få arrangeret ulønnet virksomhedspraktik – lige så mange og lige så tit som I vil” sagde min a-kasse. Og følger op med: “I skal skabe jeres eget job, og husk, I skal ikke søge stillinger, I skal sælge kompetencer“. Så det har jeg gjort og jeg har en mulighed liggende for mine fødder – skal bare lige bukke mig ned og samle den op.

Så jeg gik ned til min a-kasse, for at få arrangeret papirene til det der ulønnet virksomhedspraktik. “Jammen det kan vi ikke hjælpe dig med“, sagde de. “Du skal ind til Jobcenteret. Det ligger her ved siden af“.

Så jeg gik ind ved siden af og mødte en flok af låste døre – og tænkte ved mig selv, at så kunne jeg da bare tage hen til Jobcenteret ved Skelbækgade, da det jo var lige i nærheden af hvor jeg bor.

Er du over 25?” spurgte manden og jeg smilede en stort og tænkte “Hold da op for en kompliment“.

Men det var det ikke.

Det var bare en simpel konstatering. For det her jobcenter var et “ungecenter”, for dem under 25, så han kunne ikke hjælpe mig – men kunne dog forklare mig, at der var to indgange der hvor jeg havde været tidligere og at jeg åbenbart havde taget den forkerte.

Og så kunne han da også fortælle mig, at det lød sandsynligt, at jeg ville kunne få lov til den der ulønnede aktivering og at det nok ville tage en uges tid at få behandlet ansøgningen, så det ville ikke blive noget problem at få noget sat igang til den 19. marts.

Det var fredag, så jeg udfyldte de papirer der skulle udfyldes, og sendte dem til den påtænkte virksomhed for en underskrift, og gik weekenden fortrøstningsfuldt i møde.

Om mandagen fandt jeg den rette dør. Og ledige, der snakkede om hvor svært det var at få beskæftigelse som tjener når man var 49 år, og en grønlænder, der fuldstændig i tråd med alle fordomme lugtede så kraftigt af alkohol, at jeg endte med at finde en anden stol, da jeg ellers ville ende med en middelsvær brandert.

Og efter en halv times ventetid fik jeg mulighed for at tale med en udbrændt skrankedame, der hverken kiggede mig i øjnene eller besvarede mit smil. “Dit personnummer” sagde hun, inden jeg havde fortalt hvorfor jeg var der.

Og det næste var så beskeden om, at jeg slet ikke hørte til i jobcenteret – fordi jeg var i a-kasse.

Jeg skulle gå hen i et “Arbejdsmarkedscenter” der lå ned af gaden og rundt om hjørnet. Så det gjorde jeg. Stillede mig op i en anden kø og smilede det bedste jeg havde lært, mens jeg var tvunget til at lytte til en kvinde, der grådkvalt ledte efter en sagsbehandler, der havde indkaldt hende til et møde, men åbenbart ikke var til at finde i egen høje person. Selvom hun havde ledt efter hende på de tre steder, hun var blevet sendt hen.

Man udleverer ikke telefonnumre, kan jeg så fortælle.

Men skrankedamen, kunne godt sende en mail på vegne af borgeren, og det ville “nok ikke” få betydning for damens dagpenge, at hun ikke kunne få fat på sagsbehandleren.

Og så var det mig.

Som forsøgte at finde ud af hvad jeg kunne gøre for at sikre mig, at vi havde udfyldt ansøgningen rigtig, sådan at der ikke kom tilbageløb i sagsbehandlingen, da vi jo gerne ville have tingene i orden til den 19. marts. Men det kunne jeg ikke. Det var der ikke ressourcer til. Jeg kunne bare aflevere mit skema og vente. Og der var i øvrigt 3 ugers sagsbehandlingstid.

Jammen” sagde jeg.

Er det ikke meningen at vi skal i beskæftigelse så hurtigt som muligt?“, kunne jeg ikke lade være med at sige.

Så kan du bare sørge for at vi får en anden regering” hvislede damen mellem sine tænder. “Vi har ikke folk nok“. Og det sagde hun i ramme alvor, mens jeg de sidste 20 minutter havde kigget på arbejdet bag skranken, hvor den ene af de ansatte ikke havde lavet en pind, da hendes arbejde var at henvise folk der var indkaldt til samtaler … og der åbenbart ikke var mange af dem.

Og så var det bare at jeg stille og roligt tænkte ved mig selv, at hvis alle undersøgelser viser, at det er vigtigt at få folk i beskæftigelse, så hurtigt som muligt, og der pt. er en væsentligt højere arbejdsløshed end normalt – og burde man måske overveje hvordan man bedst får det ud af de folk man har ansat, eller måske få ansat den rette mængde personale.

Jeg skal nok klare mig, system eller ej – men I guder hvor findes der meget tåbelighed i det her system.

tirsdag 13. marts 2012 kl.16:36

Jeg mosler med det der jobskabning på både de indre og de ydre baner – og jeg skriver op og ned, hen ad banen og ud ad landevejen for at gøre mig mine kompetencer anvendelige og mine ideer gennemskuelige.

Og idag har jeg sendt endnu flere ansøgninger afsted og skal egentligt igang med at gøre en tanke til en ide … men jeg kan se, at jeg lige nu og her er tømt for tanker og har firkantede øjne  … så jeg har grebet til støvsugeren og det rene sengetøj og håber at et rengjort hjem, vasker tavlen ren og gør mig klar til flere skriverier.

mandag 5. marts 2012 kl.12:11

Vi lagde budget i går.

Og jeg fandt ud af, at når jeg havde betalt alle mine faste regninger, så ville mit rådighedsbeløb være minus 800 kr. – og det var så vel og mærke uden penge til mad.

Med andre ord, jeg lever dyrere end jeg kan på en understøttelse. Og for hver måned jeg fortsætter med det, koster det af min opsparing.

Det kunne godt være, at jeg skulle have lavet den her beregning inden jeg besluttede mig til at droppe mit job …

Det som kaster mig over kanten, er ikke de normale leveomkostninger, for vi bor relativt billigt og vi har ikke en masse dyre vaner der skal understøttes og de hobbyer vi har, kan der skrues op og ned for som økonomien kræver.

Men vi har sommerhus og vi har en bil og selvom begge dele er gældsfrie, så er sådanne luksusgoder med til at tippe budgettet over.

I rent “Luksusfælde-stil” begyndte jeg at tude, da de barske realiteter gik op for mig igår – for jeg troede egentligt, at når vi fik gennemgået budgettet, så ville vi kunne skære her og der og at det så ville se lettere ud … men det gjorde det ikke.

Heldigvis er vi to om at leve vores liv, så lige nu her må min kæreste smide mere i potten end mig og så har jeg også en opsparing der gør, at jeg har til forudsete udgifter eller bare lidt til at forsøde livet hvis det hele er gråt i gråt. Men livremmen skal spændes en hel del huller ind, så længe vores økonomi er som den er.

Og derfor er det seriøst skæbnens ironi, at jeg her til morgen satte mig for at få lavet nogen nye foto til mit cv og endte med at se kameraet gå på gulvet, mens jeg stod og smilede til selvudløseren – og nu ikke kan få kameraet til at virke.

… jeg står i kø til beregning på skats hjemmeside men håber seriøst at det, at jeg kun har fået udbetalt en måneds løn (+feriepenge) gør mig berettiget til noget retur …

onsdag 8. februar 2012 kl.14:20

Var til et CV-møde med min A-kasse i dag.

Forud for mødet havde jeg sagt til en veninde, at jeg seriøst ikke så frem til det her og jeg ikke magtede folk, der nu skulle til og stå og kloge sig på mine vegne, og at de jo ikke nødvendigvis vidste mere om jobsøgning indenfor mit felt end jeg gjorde.

For så optimistisk og positiv var jeg!

Og derfor er det jo herligt, at jeg her 4 timer senere kommer ud af mødet i en brus af gode tanker, inspiration og ny energi. For tingene har ændret sig siden jeg sidst var arbejdsløs.

Der var ingen løftede pegefingre, eller selvsmagende klogen sig på andres situation. Istedet for var der indsigt, gode konkrete ideer og bagved det hele en tro på, at de folk der sad omkring bordene var kompetente mennesker, der var i stand til at komme i arbejde igen, havde noget at bidrage med og “bare” var mellem job lige nu.

Jeg har fået fyldt på min tankeboks og min to-do-liste og det er med fornyet overskud, at jeg går videre med mine jobplaner.

… og så er det jo godt nok, at man har gået og betalt til denne her a-kasse i flere år.

« Forrige side