Arbejdsløs


torsdag 22. juni 2017 kl.11:48

Jeg står på tærsklen til et helt nyt kapitel i mit liv … og jeg kan i virkeligheden gå næsten derhen jeg vil.

Måske skulle jeg have stået her for et år siden eller to … op mod mødet med de 50. Men der var jeg optaget af så meget andet. Havde ikke tid. Energi … overskud.

Nu er jeg fri af det.

Jeg skal ikke længere passe min mor og det første år uden hende er kommet og gået. Der er ikke mere at gøre, og intet mere jeg kunne have gjort. Sorgen går med mig, men jeg går.

Min livspartner er stadig min partner – og har jo endda friet til mig … selvom vi ikke har gjort så meget andet ved det, end at drøfte, nå til uenighed og begynde at spare op. Han er et godt sted i sit liv, hvilket gør mit liv nemmere.

Jeg bor i et kaos. Men det er midlertidigt og et led i at jeg har taget de første skridt mod at komme til at bo et andet sted.

Siden midten af maj har jeg pakket kasser, i starten af juni havde jeg håndværkere og nu er min bolig rod, støv og lidt ubæreligt. Men jeg har indsendt en bytteanmodning og venter på svar – enten flytter jeg til første august eller første november.

Mit arbejde: Den 3 måneders opgave jeg sagde ja til, for 1 år og 9 måneder siden er endt. Ja, næsten 2 år blev det til. Og jeg glæder mig over at fraværet af det, giver rum til noget andet. For det trænger jeg til.

Jeg ved endnu ikke hvad, for mellem alt det, der fyldte i mit liv, var der ikke overskud til også at kære sig om det, så fremtiden står åben.

Der er sået frø og jeg har valgt at tillade mig den luksus at sige *pyt* – og turde tro på at 2-3 måneder ikke gør en forskel i det store hele … så jeg lægger an til ferie lige om lidt – og det betyder også ferie fra tanken om “hvad nu”

… hvis jeg kan?

Jeg vil i hvert fald gøre forsøget.

jubel-collage

onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

tirsdag 4. februar 2014 kl.8:22

Jeg bryder mig ikke om test. Eller om at blive testet.

Da jeg så tog min coachuddannelse og forstod, der fandtes andre som mig og en hel livsanskuelse eller filosofi, som den systemiske tankegang, der ikke går ud fra at folk er – men er i systemet og forandrer sig afhængigt at relationerne, gav det bare så meget mening for mig.

Det gav mig en forståelse for hvordan man ved at ændre på relationen kan ændre på samværet – og også hvorfor jeg reagerer som jeg gør i nogle relationer og helt anderledes i andre.

Derfor bryder jeg mig endnu mindre om at blive testet idag.

Eller …

Det kommer an på sammenhængen.

Og den sidste var den værste.

At sidde overfor to personer, der blev ved med at gentage: “jammen det er bare et dialogværktøj – det er ikke sådan at vi siger at du er sådan” – hvorefter man bliver spurgt om hvordan det kan være at der er uoverensstemmelse mellem to udsagn, eller hvordan jeg vil forholde mig til at testen siger, at jeg er initiativløs.

At sige at man synes at testen er latterlig, at de bør kigge på mit liv og mine resultater, at testen lægger fokus på  ting jeg ikke anser for at være relevante hverken generelt eller i forhold til den konkrete opgave (og i delelementer er en intelligenstest, ikke en personlighedstest?!) er ikke det man skal sige.

Kunne man måske have sagt sig selv.

Og det ved jeg nu.

Men jeg tænker nu ved mig selv, at det der med at bruge regnemaskine når man er talblind, viser da pænt meget initiativ, eller hur?

torsdag 3. oktober 2013 kl.5:11

Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

De smukke silkepæoner En kaffepause øl i tivoli Bryllupskage

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

En by i fisk

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Nomadeliv

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå

En teenagerstol

Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Cupcakes Salat i haven Rispapirsruller Håndmad med gevinst Fællesspisning hos søster Advokadosalat

 

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

A room with a view

Displaying IMG_1329.jpg

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Efterår

 

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

onsdag 20. februar 2013 kl.6:46

Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

Og det gav mig en masse fed energi.

Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

… men efter optur kommer nedtur.

Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….

fredag 25. januar 2013 kl.11:06

Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

Men jeg er glad.

Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

Celebrate what’s right with the world

Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.

onsdag 3. oktober 2012 kl.6:59

Jeg går jo lidt rundt i runder omkring mit arbejdsliv – og selvom jeg synes jeg kender retning og mål, så kan det nogengange føles som at lege blindebuk i et tornekrat og så virker det der med en fast ansættelse, 5 ugers ferie og pension som et så meget bedre alternativ.

Så jeg søgte et job, jeg troede jeg gerne ville have.

Ringede på det torsdag formiddag, sendte ansøgningen om aften, fik indkaldelse til første samtale om fredagen og var så til samtale mandag og fredag i sidste uge.

Og så er det at jeg tilspørger verden – hvad sker der for jer?

Fuck anerkendelse og se verden fra en anden side og folk gør det der giver mening for dem (som ellers var udtryk jeg til samtalen var storforbruger af) … for er det virkeligt muligt at vi i 2012 stadig har ledere, der mener at tid er en fleksibel størrelse og tæller arbejdstimer fremfor resultater og er nærmest stolte af at kunne sige at de arbejder 80 timer om ugen?

Som foretrækker kontrol fremfor sparring. Som synes at det er ok, at de leder en arbejdsplads, hvor der ikke er arbejdsglæde. Som ved at de har konflikter mellem medarbejderne, men vælger at lade være med at gøre noget ved det … fordi der er truffet en ledelsesbeslutning og den må medarbejderne jo bare lære at leve med?

Uanset hvor stor eller lille min egen butik bliver, eller hvad jeg i øvrigt skal lave i mit liv, så er det bare det totalt modsatte jeg står for.

Jeg tror på tillid fremfor mistillid som ledelsesværktøj. Jeg tror på work-life-balance og på at ingen mennesker kan være en effektiv arbejdskraft 80 timer om ugen. Tid og tidsforbrug og tidsspilde er et issue i mit liv. Jeg tror på, deadlines, dagsordner, og målsætninger og på at har man aldrig en bagstopper på sit tidsforbrug, et mål eller bare en dagsorden, så kommer man altid til at bruge mere tid end nødvendigt.

Efter min opfattelse skal konflikter løses eller i det mindste håndteres. Der er ledelsesbeslutninger der bare skal accepteres, men bliver de ikke det, kan man ikke bare lade være med at gøre noget … om ikke andet så fordi uløste konflikter gør folk meget mindre produktive.

Og så mener jeg at arbejdsglæde er en menneskeret i et land som Danmark. Nej, alle skal ikke nødvendigvis elske det de laver, og mange mennesker har ikke deres arbejde som deres fokuspunkt i livet. Jeg forstår så udmærket dem der arbejder for at leve … men det ændrer ikke ved, at mens man gør det – og gør det i så stort et omfang som man alligevel gør, så må man da samarbejde om at gøre arbejdsstedet til et godt og glad sted at være.

Hele weekenden gik jeg og overvejede hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fik jobbet tilbudt. Selvom jeg godt var klar over at gjorde jeg det, så var der nok nogen i helvede der skulle ud og finde skøjter … men tirsdag aften fik jeg et afslag … på mail, for det er det klart, at man mailer et afslag efter to samtaler.

… jeg svarede tilbage med et forslag om at hvis de på et tidspunkt fik lyst til at kigge på hvordan de skruede deres arbejdsdag sammen og måske få nogen arbejdsredskaber til at optimere deres brug af tid, så var de meget velkommen til at vende tilbage og få noget tidscoaching…

Og så gik jeg tilbage og bankede et par planker fast i min egen lille butik.

torsdag 24. maj 2012 kl.8:21

Jammen det skrider stille og roligt fremad – har modtaget voksenbreve fra Skat. De fortæller mig at jeg har en virksomhed og et nummer der hører til. I dag har jeg så forsøgt mig med moms og bestilling af en rådgiverforsikring.

Det bliver nærmest ikke større.

Men mens min egen lille virksomhed vokser, og jeg tænker på visitkort, hjemmeside og messemateriale – har vi også været lagt ned af den store tunge fyringstrusel.

Min kærestes virksomhed havde 170 mand (og kvinder) til samtale i går. Besked om at lægge nøgler, pc’er og kodeord og gå hjem uden at passere start.

Farvel og velkommen til de arbejdsløses rækker.

Beskeden om hvad der skulle ske kom i mandags og betød at vi havde et par dårlige nætters søvn og et par stressede dage. Men forløsningen kom så igår.

Og mens jeg kender personerne bag et par af navnene, så stod min kæreste ikke forrest i køen og han har stadig sit job.

Og jobs er der også stadig derude. Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe et par timer i solen på et tag på Vesterbro og kunne blandt andet lytte til dem her “hoptimisterne“, der har skabt stor succes med at producere og sælge små positive hoptimister – og midt i alle voksentingene, er det svært ikke at være bare lidt glad, når man alt andet lige, lever i et land hvor det trods krise stadig kan gå fremad for nogen.

… og jeg er sikker på at en anden nogen, er mig.

tirsdag 8. maj 2012 kl.8:59

Så er jeg i proces med at få et CVR nummer til min butik.

“Lovmand & Coach” kommer barnet til at hedde og der kommer forhåbentligt snart en hjemmeside til projektet – men for en gangs skyld er jeg lidt baglæns på it-siden.

Til gengæld er jeg forlæns på kundesiden og selvom jeg egentligt ikke er startet rigtigt, har jeg to kunder i hus. En stor kunde der giver mig beskæftigelse de næste 4 måneder og en lille en som virkelig har hjulpet mig med at definere mine ydelser og som nok sluttes ret snart, mange oplevelser rigere.

Da man ikke må lave iværksætteri på dagpenge og jeg ikke tør slippe den varme offentlige hånd før jeg har afprøvet om mine vinger kan bære, har jeg pt. tingene bygget op på den måde, at jeg er blevet ansat deltids hos hende jeg har en del arbejde for og at jeg så har min virksomhed bygget op omkring de ting jeg må lave som lønnet bibeskæftigelse.

For selvom det er sådan at man efterspørger iværksættere og ønsker at vi skal arbejde os ud af krisen, så gælder det ikke for dem der er arbejdsløse.

Eller det må man da godt. Man skal bare kunne gå fra 0-100 uden støtte.

Når man er arbejdsløs må man gerne have lønnet bibeskæftigelse – når den altså er godkendt af A-kassen. Man skal dog stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet og det betyder at man ikke må lave noget lønnet bibeskæftigelse i almindelig kontortid.

Man må kun beskæftige sig med det om aften og i weekenden. Og skal man have kundekontakt er det i samme tidsrum. Man må maks. arbejde 15 timer om ugen med det – og deri er også medregnet den tid man bruger på at bygge virksomheden op. Og man må maks. tjene 150.000 kr. om året på det.

Og så må man heller ikke have ambitioner om at man kan forøge indtægten og komme til at leve af det man laver ved bibeskæftigelsen.

Men man må godt søge beskæftigelse og man må gerne have flere forskellige arbejdsgivere og være ansat med forskellige ansættelsesbrøker og i kortere eller længere tid.

Så det er det jeg gør lige nu.

Søger ansættelse hos mindre virksomheder, der har brug for hjælp til at bygge -eller udvikle deres HR-afdeling/administration. Og der hvor jeg ikke får ansættelse, men opgaver der kan løses udenfor normal arbejdstid, løses de via min virksomhed.

Og hvad er det så jeg kan? Hvad er det jeg sælger i min butik:

Jeg kan hjælpe med at opbygge den administrative side af en virksomhed, jeg kan bygge en HR-afdeling, tjekke at man ansætter korrekt og har de juridiske sider i orden. Jeg kan også gennemføre afskedigelser eller udvikle medarbejdere og ledere. Jeg kan kigge på de arbejdsgange man har og lave vejledninger, som gør arbejdet nemmere.

Med min jura i baghånden kan jeg eksempelvis lave en medarbejderhåndbog og sikre at det der står i den er lovligt og med min coachuddannelse og udviklingserfaring kan jeg komme bagom frustrationer og skabe ressourcebaseret løsninger og udvikling af både individer og virksomheder.

Min målgruppe er mindre virksomheder (0-50 ansatte), gerne iværksættervirksomheder eller virksomheder der har gennemgået et generationskifte, da den type virksomheder ofte har stor fokus på deres kærneydelse, og derfor har et hængeparti på det administrative bagland og HR-siden.

Mit fokus er at lave ydelser der kan aflæses på bundlinjen. Der skal være mening med det jeg laver – jeg sælger ikke *fluff* og kaster mig ikke omkring med managementfloskler eller namedropper de sidste ledelsesteorier.

… og jeg glæder mig til at komme igang.

fredag 27. april 2012 kl.6:02

Forleden ringede jeg til arbejdsmarkedscenteret og fortalte dem at de venligst kunne arkivere min ansøgning om ulønnet praktik lodret, da de efter 5 ugers sagsbehandling og to rykkere, hverken var kommet med et svar eller som minimum, den lovede angivning af hvornår jeg kunne få et svar.

Tiden var gået og muligheden for praktik var udløbet.

Min tålmodighed var også udløbet.

Og  det fortalte jeg da også den sagsbehandler jeg fik i røret. Da hun kom med en lidt spag melding om “at det ville blive noteret på sagen at vi har mistet endnu en praktik“, så jeg en lille åbning og selvom jeg egentligt ikke havde tænkt mig at bruge energi på at klage over dem, fik hun den fuldstændige og ubarmhjertige bredside af mine tanker om deres sagsbehandlingstider og inkompetente skrankepaver.

Og var faktisk lydhør.

Det er for dårligt og vi beklager“, sagde hun. Og selvom det kun er ord, var det fornuftige ord at bruge overfor sådan en som mig. og hun syntes at jeg skulle klage.

Men jeg vil ikke bruge min tid på at klage, over at jeg ikke kan få en ulønnet praktik. Jeg vil hellere bruge min energi til at få et lønnet job. Men jeg ville gerne give dem mit telefonnummer og mulighed for at ringe mig op, hvis de ville have nærmere besked.

Så det fik de.

Og de gjorde faktisk brug af det.

Først blev jeg ringet op af en “supervisior”, som desværre ringede mens jeg havde min telefon lukket og derfor bare lagde en besked. I går var den pågældende sagsbehandler så blevet bedt om at ringe mig op.

Han beklagede også rigtigt meget (og sikkert også i sit stille sind over at have mig i røret og få råt for usødet) – han kunne også fortælle mig at det (måske?) nok var min A-kasse, der er anden aktør i min sag, der skulle have lavet min sag.

Den udtalelse fik mig langt udover mit røde felt.

For hvis det er sandt er det da topmålet af inkompetence, da det betyder at der er lavet fejl 5 gange:

  • Først hos min A-kasse, der jo konkret henviste mig til (Jobcenteret der henviste til) Arbejdsmarkedcenteret.
  • Dernæst hos Arbejdsmarkedcenteret, der jo bekræftede at skemaet skulle afleveres hos dem.
  • Igen hos Arbejdsmarkedcenteret, der jo kvitterede for min ansøgning og altså ikke tilbageviste mig til A-kassen.
  • Atter hos min A-kasse, som jeg snakkede med i anden anledning og fortalte om den her praktik og viste endda skemaet og fik bekræftet at det skulle behandles af Arbejdsmarkedcenteret.
  • Og så lige yderligere de to gange jeg rykkede Arbejdsmarkedcenteret for svar. Begge gange blev der kigget på skemaet, uden at nogen talte om at det skulle til A-kassen.

Uanset hvad, så fortalte manden mig at han kunne have mine papirer klar, så jeg kunne starte i en praktik på mandag.

Og jeg fortalte ham så, at som jeg havde sagt indledningsvis, så var tiden gået og der var ikke længere en praktikmulighed.

For istedet for at sidde på min dertil indrettede har jeg selv knoklet for min beskæftigelse og skabt mine egne rammer og jobmuligheder.

Og her i dag skal jeg skrive min første kontrakt på en deltidsbeskæftigelse i de kommende uger, samt papirene til min A-kasse så jeg kan have lønnet bibeskæftigelse.

Fundamentet for min kommende virksomhed er ved at blive bygget.

Og det vil jeg hellere bruge min energi på, end ulønnet praktik, langsomlig sagsbehandling og inkompetente skrankepaver.

…. så det gør jeg.

Næste side »