Arbejdsløs


onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

tirsdag 4. februar 2014 kl.8:22

Jeg bryder mig ikke om test. Eller om at blive testet.

Da jeg så tog min coachuddannelse og forstod, der fandtes andre som mig og en hel livsanskuelse eller filosofi, som den systemiske tankegang, der ikke går ud fra at folk er – men er i systemet og forandrer sig afhængigt at relationerne, gav det bare så meget mening for mig.

Det gav mig en forståelse for hvordan man ved at ændre på relationen kan ændre på samværet – og også hvorfor jeg reagerer som jeg gør i nogle relationer og helt anderledes i andre.

Derfor bryder jeg mig endnu mindre om at blive testet idag.

Eller …

Det kommer an på sammenhængen.

Og den sidste var den værste.

At sidde overfor to personer, der blev ved med at gentage: “jammen det er bare et dialogværktøj – det er ikke sådan at vi siger at du er sådan” – hvorefter man bliver spurgt om hvordan det kan være at der er uoverensstemmelse mellem to udsagn, eller hvordan jeg vil forholde mig til at testen siger, at jeg er initiativløs.

At sige at man synes at testen er latterlig, at de bør kigge på mit liv og mine resultater, at testen lægger fokus på  ting jeg ikke anser for at være relevante hverken generelt eller i forhold til den konkrete opgave (og i delelementer er en intelligenstest, ikke en personlighedstest?!) er ikke det man skal sige.

Kunne man måske have sagt sig selv.

Og det ved jeg nu.

Men jeg tænker nu ved mig selv, at det der med at bruge regnemaskine når man er talblind, viser da pænt meget initiativ, eller hur?

torsdag 3. oktober 2013 kl.5:11

Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

De smukke silkepæoner En kaffepause øl i tivoli Bryllupskage

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

En by i fisk

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Nomadeliv

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå

En teenagerstol

Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Cupcakes Salat i haven Rispapirsruller Håndmad med gevinst Fællesspisning hos søster Advokadosalat

 

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

A room with a view

Displaying IMG_1329.jpg

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Efterår

 

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

onsdag 20. februar 2013 kl.6:46

Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

Og det gav mig en masse fed energi.

Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

… men efter optur kommer nedtur.

Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….

fredag 25. januar 2013 kl.11:06

Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

Men jeg er glad.

Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

Celebrate what’s right with the world

Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.

onsdag 3. oktober 2012 kl.6:59

Jeg går jo lidt rundt i runder omkring mit arbejdsliv – og selvom jeg synes jeg kender retning og mål, så kan det nogengange føles som at lege blindebuk i et tornekrat og så virker det der med en fast ansættelse, 5 ugers ferie og pension som et så meget bedre alternativ.

Så jeg søgte et job, jeg troede jeg gerne ville have.

Ringede på det torsdag formiddag, sendte ansøgningen om aften, fik indkaldelse til første samtale om fredagen og var så til samtale mandag og fredag i sidste uge.

Og så er det at jeg tilspørger verden – hvad sker der for jer?

Fuck anerkendelse og se verden fra en anden side og folk gør det der giver mening for dem (som ellers var udtryk jeg til samtalen var storforbruger af) … for er det virkeligt muligt at vi i 2012 stadig har ledere, der mener at tid er en fleksibel størrelse og tæller arbejdstimer fremfor resultater og er nærmest stolte af at kunne sige at de arbejder 80 timer om ugen?

Som foretrækker kontrol fremfor sparring. Som synes at det er ok, at de leder en arbejdsplads, hvor der ikke er arbejdsglæde. Som ved at de har konflikter mellem medarbejderne, men vælger at lade være med at gøre noget ved det … fordi der er truffet en ledelsesbeslutning og den må medarbejderne jo bare lære at leve med?

Uanset hvor stor eller lille min egen butik bliver, eller hvad jeg i øvrigt skal lave i mit liv, så er det bare det totalt modsatte jeg står for.

Jeg tror på tillid fremfor mistillid som ledelsesværktøj. Jeg tror på work-life-balance og på at ingen mennesker kan være en effektiv arbejdskraft 80 timer om ugen. Tid og tidsforbrug og tidsspilde er et issue i mit liv. Jeg tror på, deadlines, dagsordner, og målsætninger og på at har man aldrig en bagstopper på sit tidsforbrug, et mål eller bare en dagsorden, så kommer man altid til at bruge mere tid end nødvendigt.

Efter min opfattelse skal konflikter løses eller i det mindste håndteres. Der er ledelsesbeslutninger der bare skal accepteres, men bliver de ikke det, kan man ikke bare lade være med at gøre noget … om ikke andet så fordi uløste konflikter gør folk meget mindre produktive.

Og så mener jeg at arbejdsglæde er en menneskeret i et land som Danmark. Nej, alle skal ikke nødvendigvis elske det de laver, og mange mennesker har ikke deres arbejde som deres fokuspunkt i livet. Jeg forstår så udmærket dem der arbejder for at leve … men det ændrer ikke ved, at mens man gør det – og gør det i så stort et omfang som man alligevel gør, så må man da samarbejde om at gøre arbejdsstedet til et godt og glad sted at være.

Hele weekenden gik jeg og overvejede hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fik jobbet tilbudt. Selvom jeg godt var klar over at gjorde jeg det, så var der nok nogen i helvede der skulle ud og finde skøjter … men tirsdag aften fik jeg et afslag … på mail, for det er det klart, at man mailer et afslag efter to samtaler.

… jeg svarede tilbage med et forslag om at hvis de på et tidspunkt fik lyst til at kigge på hvordan de skruede deres arbejdsdag sammen og måske få nogen arbejdsredskaber til at optimere deres brug af tid, så var de meget velkommen til at vende tilbage og få noget tidscoaching…

Og så gik jeg tilbage og bankede et par planker fast i min egen lille butik.

torsdag 24. maj 2012 kl.8:21

Jammen det skrider stille og roligt fremad – har modtaget voksenbreve fra Skat. De fortæller mig at jeg har en virksomhed og et nummer der hører til. I dag har jeg så forsøgt mig med moms og bestilling af en rådgiverforsikring.

Det bliver nærmest ikke større.

Men mens min egen lille virksomhed vokser, og jeg tænker på visitkort, hjemmeside og messemateriale – har vi også været lagt ned af den store tunge fyringstrusel.

Min kærestes virksomhed havde 170 mand (og kvinder) til samtale i går. Besked om at lægge nøgler, pc’er og kodeord og gå hjem uden at passere start.

Farvel og velkommen til de arbejdsløses rækker.

Beskeden om hvad der skulle ske kom i mandags og betød at vi havde et par dårlige nætters søvn og et par stressede dage. Men forløsningen kom så igår.

Og mens jeg kender personerne bag et par af navnene, så stod min kæreste ikke forrest i køen og han har stadig sit job.

Og jobs er der også stadig derude. Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe et par timer i solen på et tag på Vesterbro og kunne blandt andet lytte til dem her “hoptimisterne“, der har skabt stor succes med at producere og sælge små positive hoptimister – og midt i alle voksentingene, er det svært ikke at være bare lidt glad, når man alt andet lige, lever i et land hvor det trods krise stadig kan gå fremad for nogen.

… og jeg er sikker på at en anden nogen, er mig.

tirsdag 8. maj 2012 kl.8:59

Så er jeg i proces med at få et CVR nummer til min butik.

“Lovmand & Coach” kommer barnet til at hedde og der kommer forhåbentligt snart en hjemmeside til projektet – men for en gangs skyld er jeg lidt baglæns på it-siden.

Til gengæld er jeg forlæns på kundesiden og selvom jeg egentligt ikke er startet rigtigt, har jeg to kunder i hus. En stor kunde der giver mig beskæftigelse de næste 4 måneder og en lille en som virkelig har hjulpet mig med at definere mine ydelser og som nok sluttes ret snart, mange oplevelser rigere.

Da man ikke må lave iværksætteri på dagpenge og jeg ikke tør slippe den varme offentlige hånd før jeg har afprøvet om mine vinger kan bære, har jeg pt. tingene bygget op på den måde, at jeg er blevet ansat deltids hos hende jeg har en del arbejde for og at jeg så har min virksomhed bygget op omkring de ting jeg må lave som lønnet bibeskæftigelse.

For selvom det er sådan at man efterspørger iværksættere og ønsker at vi skal arbejde os ud af krisen, så gælder det ikke for dem der er arbejdsløse.

Eller det må man da godt. Man skal bare kunne gå fra 0-100 uden støtte.

Når man er arbejdsløs må man gerne have lønnet bibeskæftigelse – når den altså er godkendt af A-kassen. Man skal dog stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet og det betyder at man ikke må lave noget lønnet bibeskæftigelse i almindelig kontortid.

Man må kun beskæftige sig med det om aften og i weekenden. Og skal man have kundekontakt er det i samme tidsrum. Man må maks. arbejde 15 timer om ugen med det – og deri er også medregnet den tid man bruger på at bygge virksomheden op. Og man må maks. tjene 150.000 kr. om året på det.

Og så må man heller ikke have ambitioner om at man kan forøge indtægten og komme til at leve af det man laver ved bibeskæftigelsen.

Men man må godt søge beskæftigelse og man må gerne have flere forskellige arbejdsgivere og være ansat med forskellige ansættelsesbrøker og i kortere eller længere tid.

Så det er det jeg gør lige nu.

Søger ansættelse hos mindre virksomheder, der har brug for hjælp til at bygge -eller udvikle deres HR-afdeling/administration. Og der hvor jeg ikke får ansættelse, men opgaver der kan løses udenfor normal arbejdstid, løses de via min virksomhed.

Og hvad er det så jeg kan? Hvad er det jeg sælger i min butik:

Jeg kan hjælpe med at opbygge den administrative side af en virksomhed, jeg kan bygge en HR-afdeling, tjekke at man ansætter korrekt og har de juridiske sider i orden. Jeg kan også gennemføre afskedigelser eller udvikle medarbejdere og ledere. Jeg kan kigge på de arbejdsgange man har og lave vejledninger, som gør arbejdet nemmere.

Med min jura i baghånden kan jeg eksempelvis lave en medarbejderhåndbog og sikre at det der står i den er lovligt og med min coachuddannelse og udviklingserfaring kan jeg komme bagom frustrationer og skabe ressourcebaseret løsninger og udvikling af både individer og virksomheder.

Min målgruppe er mindre virksomheder (0-50 ansatte), gerne iværksættervirksomheder eller virksomheder der har gennemgået et generationskifte, da den type virksomheder ofte har stor fokus på deres kærneydelse, og derfor har et hængeparti på det administrative bagland og HR-siden.

Mit fokus er at lave ydelser der kan aflæses på bundlinjen. Der skal være mening med det jeg laver – jeg sælger ikke *fluff* og kaster mig ikke omkring med managementfloskler eller namedropper de sidste ledelsesteorier.

… og jeg glæder mig til at komme igang.

fredag 27. april 2012 kl.6:02

Forleden ringede jeg til arbejdsmarkedscenteret og fortalte dem at de venligst kunne arkivere min ansøgning om ulønnet praktik lodret, da de efter 5 ugers sagsbehandling og to rykkere, hverken var kommet med et svar eller som minimum, den lovede angivning af hvornår jeg kunne få et svar.

Tiden var gået og muligheden for praktik var udløbet.

Min tålmodighed var også udløbet.

Og  det fortalte jeg da også den sagsbehandler jeg fik i røret. Da hun kom med en lidt spag melding om “at det ville blive noteret på sagen at vi har mistet endnu en praktik“, så jeg en lille åbning og selvom jeg egentligt ikke havde tænkt mig at bruge energi på at klage over dem, fik hun den fuldstændige og ubarmhjertige bredside af mine tanker om deres sagsbehandlingstider og inkompetente skrankepaver.

Og var faktisk lydhør.

Det er for dårligt og vi beklager“, sagde hun. Og selvom det kun er ord, var det fornuftige ord at bruge overfor sådan en som mig. og hun syntes at jeg skulle klage.

Men jeg vil ikke bruge min tid på at klage, over at jeg ikke kan få en ulønnet praktik. Jeg vil hellere bruge min energi til at få et lønnet job. Men jeg ville gerne give dem mit telefonnummer og mulighed for at ringe mig op, hvis de ville have nærmere besked.

Så det fik de.

Og de gjorde faktisk brug af det.

Først blev jeg ringet op af en “supervisior”, som desværre ringede mens jeg havde min telefon lukket og derfor bare lagde en besked. I går var den pågældende sagsbehandler så blevet bedt om at ringe mig op.

Han beklagede også rigtigt meget (og sikkert også i sit stille sind over at have mig i røret og få råt for usødet) – han kunne også fortælle mig at det (måske?) nok var min A-kasse, der er anden aktør i min sag, der skulle have lavet min sag.

Den udtalelse fik mig langt udover mit røde felt.

For hvis det er sandt er det da topmålet af inkompetence, da det betyder at der er lavet fejl 5 gange:

  • Først hos min A-kasse, der jo konkret henviste mig til (Jobcenteret der henviste til) Arbejdsmarkedcenteret.
  • Dernæst hos Arbejdsmarkedcenteret, der jo bekræftede at skemaet skulle afleveres hos dem.
  • Igen hos Arbejdsmarkedcenteret, der jo kvitterede for min ansøgning og altså ikke tilbageviste mig til A-kassen.
  • Atter hos min A-kasse, som jeg snakkede med i anden anledning og fortalte om den her praktik og viste endda skemaet og fik bekræftet at det skulle behandles af Arbejdsmarkedcenteret.
  • Og så lige yderligere de to gange jeg rykkede Arbejdsmarkedcenteret for svar. Begge gange blev der kigget på skemaet, uden at nogen talte om at det skulle til A-kassen.

Uanset hvad, så fortalte manden mig at han kunne have mine papirer klar, så jeg kunne starte i en praktik på mandag.

Og jeg fortalte ham så, at som jeg havde sagt indledningsvis, så var tiden gået og der var ikke længere en praktikmulighed.

For istedet for at sidde på min dertil indrettede har jeg selv knoklet for min beskæftigelse og skabt mine egne rammer og jobmuligheder.

Og her i dag skal jeg skrive min første kontrakt på en deltidsbeskæftigelse i de kommende uger, samt papirene til min A-kasse så jeg kan have lønnet bibeskæftigelse.

Fundamentet for min kommende virksomhed er ved at blive bygget.

Og det vil jeg hellere bruge min energi på, end ulønnet praktik, langsomlig sagsbehandling og inkompetente skrankepaver.

…. så det gør jeg.

torsdag 19. april 2012 kl.7:37

Jeg har nu et par gange oplevet, at jeg er blevet “stressificeret”det vil sige blive gjort til en negativ “stresshistorie” af andre mennesker. Du ved, man bliver ynket, eller “nååået” som om at jeg på grund af min fortid er en stakkel, som man skal passe lidt på. En der er lidt halt og ikke rigtig kan yde så meget mere.

Det er naturligvis gjort i en god mening. Det kan jeg godt forstå. Selvom jeg ikke kan identificere mig med det billede af mig, som andre mener jeg åbenbart skal have.

En knap så god mening, var den udmelding en rekrutteringsansvarlig gav mig efter en samtale. Personligt kunne han lide mig, min profil og mit drive … og var også “ok med min stresshistorie, men han var ikke sikker på, at virksomheden ville være ok med det.

Jeg kan egentligt ikke helt selv greje om jeg synes det er værst, at andre skal være ok med “min stresshistorie”. Eller at nogen ikke er ok med det.

For hvad er det de skal være “Ok med”?

  • At jeg har været gået ned med stress?
  • At jeg er kommet ovenpå igen?
  • At jeg tror, at jeg kan klare et arbejde?
  • (eller faktisk ved det)
  • At der er en risiko for at jeg kan gå ned med stress igen (ligesom alle andre mennesker)?
  • At jeg modsat andre mennesker nu kender mine stresssymptomer og ved hvornår og hvordan jeg skal reagere?
  • At jeg er kommet helt vildt styrket ud af det her og ved hvor mine grænser er?
  • At jeg efter et års sabbat i den grad kan mærke mig selv, og hvad andre mennesker gør ved min energi – så jeg kan sige til og fra på opgaver og mennesker, og skabe den bedst mulige balance mellem arbejde og privatliv?

Er det ikke alle sammen ting, alle kan være ok med? Om som det er ok at leve efter?

Jeg oplever ikke længere, at det at jeg har været gået ned med stress gør mig til en dårligere eller skadet arbejdskraft. Nærmest omvendt.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke var på det her sted, efter første gang jeg gik ned med stress og at den sidste chef jeg havde, havde en grund til at mene at jeg ikke var ok.

Og han har også ret.

For da jeg startede på det arbejde, var jeg på ingen måde kommet mig ordentligt over min første omgang stress. Jeg var udover det, stadig fedtet ind i noget frustration omkring den måde jeg fik afviklet mit tidligere job på. Jeg var vred, ked af det og havde i virkeligheden stadig mange stresssymptomer.

Eller om man vil – jeg var stadig “nede” med stress.

Det er jeg ikke i dag. Og når jeg møder andre der er “nede med stress” kan jeg sagtens genkende symptomerne og jeg kan se, at de gerne vil dele deres historie med mig og føle at vi er sammen om det her.

Men vi er ikke på samme side. Vi er ikke engang i samme bog.

For i dag er jeg lykkelig for min stress.

Det at jeg gik ned med stress er nok noget af det bedste der nogensinde er sket mig. Og jeg ønske, at alle der gik ned med stress, kom igennem det og fik det ud af det, som jeg har fået.

Min stresshistorie er, at jeg er blevet et lykkeligere og meget mere afklaret menneske – og jeg håber at den indsigt, er noget jeg kan bære med mig i resten af mit liv.

Var jeg ikke (igen-igen) gået ned med stress, havde jeg ikke taget et sabbatår. Og havde jeg ikke taget et sabbatår, havde jeg ikke været igennem denne her proces hvor jeg langsomt er helet og har fået års frustrationer og negativitet skrællet af mig, sådan at jeg nu virkelig kan mærke hvad jeg ønsker og hvad der giver mig energi.

Og hvem der giver mig energi.

For mens der måske ikke sker så meget her på bloggen, så sker der en masse ude bagved skærmen.

Og det med hvem og hvad der giver mig energi, er klart mine nye rettesnore.

Sammen med bevistheden om at jeg ikke vil nøjes.

Jeg vil have det hele – og det tror jeg at jeg kan få.

Så jeg er helt ok med min stresshistorie.

Og jeg håber at du også bliver det.

U P D A T E

På facebook var der en der havde nedenstående billede på sin profil … og på en eller anden måde, så siger det egentligt mere præcis det jeg mener:

Næste side »