Sidste år blev jeg jo sådan hen mod slutningen af december lidt uforvaret gjort julegaveløs.

Lidt ved en tilfældighed gik det op for mig, at der rundt om mig var truffet en beslutning om ikke længere at give gaver – de voksne imellem.

Jeg var ked af den beslutning, fordi julen for mig, netop handler om at huske at tænke på andre.

Jeg har stor glæde i og fornøjelse af, netop at træde udenfor mig selv, og tænke på hvad denne og hin mon kunne blive glad for – og så give det til vedkommende.

Og jeg bliver selv glad og lykkelig når nogen gør det samme ved mig. Det behøver på ingen måde at være dyrt for at være godt … det er seriøst tanken der tæller hos mig.

Mine gladeste gavemomenter har derfor heller ikke nødvendigvis været de dyreste gaver … nogen af de ting jeg husker mest tydeligt var det kaligrafisæt og litografi som jeg engang fik af min far og det sølvarmbånd min søster gav mig.

Jeg opdagede senere at kaligrafisættet havde været en billig eller gratis gave i en bogklub. Og ja, det ville nok have holdt længere hvis det havde været et dyrt sæt, men min glæde ved at min far vidste, at jeg elskede at kaligrafere og viste det oversteg langt det at min viden om at det havde været billigt.

Sølvarmbåndet var min søsters eget. Et jeg altid havde været vildt misundelig på og ønsket at eje – og da jeg juleaften pakkede den lille gave op holdt mit hjerte næsten op med at banke. Tænk at det var mit nu! Og selvom det efterhånden er mere end 13-15 år siden jeg mistede det, tænker jeg stadig på det og den kæmpe gestus det var, at min søster forærede mig det.

Litografiet var også en “genbrugsgave”. Det hang i mit barndomshjem. Af Zieler.  Og har altid stået som en markøer og et fysisk bindeled til min far og hans verden. Et bindeled der forsvandt, da den kunst vi havde i mit barndomshjem, forsvandt sammen med min far, ved mine forældres skilsmisse. At få litrografiet i fødselsdagsgave, var som at få rekonstrueret en lille del af det bindeled, og betød næsten mere end gaven i sig selv.

Der er ingen tvivl om at jeg er i undertal med hensyn til at rekonstruere den gamle gaveorden.

Meldingen fra min fædrende del af familien er klar: i deres optik var beslutningen om ikke at give gaver noget vi blev enige om, så det vil de holde fast i. Men, som en af dem skrev: vi vil dog omvendt ikke forhindre dig i at være den juleglade gavegiver, hvis det gør din jul perfekt.

Så det gør jeg. Og det gør det.

Når man nu har været med siden fødslen, er det underligt at det eneste man bidrager med til ungens 15 års/voksen/farvel-inden-efterskolen-fest, er lidt blomster fra haven, til at pynte på den fine mad.

Mad, som min søsters veninde have frembragt. Men når man nu er så heldig at man har en veninde, der også er en professionel værtinde, og hun gerne vil stå for arrangementet og endda lægge hus til, jammen så ville man da være et skarn, hvis man ikke takkede ja.

Og det var så fint, så fint … med lækker mad, hyggeligt selskab og underholdende bingo … der er ikke noget som spil, der kan få folk til at vise de skjulte sider. Har man ikke spillet bingo med sin familie, kender man dem ikke i dybden.

Men der blev sunget, som der sig hør og bør … der blev grædt (primært af mosteren, der måtte få sin kusine til at læse det her indlæg op: “Granmoster Ketty” … og nåja det her: “For ti år siden“.)

Det var første gang, at jeg har holdt tale med udgangspunkt i bloggen – og første gang at jeg selv er blevet så rørt, at jeg har haft mascaraen trillende ned af kinderne, ved mine egne ord.

Heldigvis var æresgæsten pænt uberørt:

Da jeg spurgte ham om det havde været en pinlig tale, svarede han helt cool, at det da bare havde været sjovt at jeg tudede ….

15 ½ er der gået … og om lidt er det ham der er gået. Efterskole og første rigtige skridt mod voksenlivet … og gid at det må gå ham vel, og gå ham vel og gå ham vel….

Jeg sad og gennemgik min blog i går, for historier om min nevø .. han er nemlig blevet 15 og skal have en “voksenfest” inden han tager på højskole. I den forbindelse skal jeg holde en tale og tænke at det kunne være sjovt at krydre det med ting jeg har skrevet om ham her på bloggen gennem de 9 år jeg efterhånden har haft bloggen.

Og det var der, da jeg kiggede på det ting jeg havde skrevet, og noget af det jeg ikke har skrevet, at jeg kom til at længes efter at jeg puttede mere på bloggen her og måske mindre på facebook … for det er jo sjovt for mig selv og eftertiden med denne her logning af liv, som der sker.

Og det at der bliver længere og længere mellem mine indlæg, gør det også mere og mere vanskeligt for mig at tage tråden op …

Jeg lover ikke noget (og regner egentligt heller ikke rigtig med, at der er nogen at love noget til) men jeg tror, at jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til at få reflekteret lidt over min hverdags små hændelser igen.

For nutiden, fremtiden og mig.

Havde en fantastisk aften med mine veninder, med så meget kærlighed at det næsten gjorde ondt.

Havde ikke nybarberede ben, men havde jeg vidst hvor mange gange jeg ville klappet og strøget op ad benene i løbet af aften under samtalerne, havde jeg nok fået gjort det er lille ekstra.

Jeg er bare ikke i en situation hvor det lige spiller den allerstørste rolle om det hele er nytrimmet eller ej.

Og måske netop derfor lyttede jeg en ekstra gang på historien om den nyeste kærlighed, og kiggede mere efter på billederne af ham, og hende og kærligheden.

Og jeg under hende det. Det hele og mere til.

Og jubler lidt indeni ved tanken om at det hele ikke er forbi, og når stjerner som hun og ham er på markedet, så er der da håb for menneskeheden og fremtidighen.

Og tænkte på om jeg nogensinde ville komme hjem fra en træt weekend, til et varmt bade i et badekar med løvefødder og aromatiske olier – og derefter ned til en der har lavet mad til mig og lige vasket mit tøj.

Og den romantiske del af mig strømmede over og ønskede – mens den mere kyniske side her i dag tænker … hmmm… det kunne man jo også købe sig til, hvis man bare tjente nok til at have en inhouse tjener.

Men jeg ved ikke hvad der er nemmest; at finde den rette mand – eller vinde i lotto?

Jeg ved dog at jeg gerne vil stræbe efter at kunne sige sætningen “og lige der, blev jeg faktisk lidt misundelig på mit eget liv…”

Da jeg gik ind i 2013, gav jeg mig selv et løfte om, at 2013 skulle blive året hvor jeg kom tilbage til min krop.

Jeg har været rigtig meget i mit hoved, været meget i mine følelser og alt, alt for lidt i min krop.

En begyndelse på min tilbagevenden til min krop har klart været at lytte til den – og det er blandt andet det som hele mit fodprojekt har gået ud på … jeg er holdt op med at ignorere mine smerter og behandler mine fødder ordentligt.

Den mindfullnes jeg dyrkede inden jeg rejste og som jeg til dels fortsatte i mine mange timer i vandet i Egypten, var også en del af rejsen. Når jeg dykker i varmt vand er jeg utrolig meget i “nuet”. Mærker vandet, ser ud af øjnene. Men jeg er ikke nødvendigvis særlig meget i kontakt med min krop. Når jeg dykker herhjemme er jeg primært i mine besværligheder – for det er noget mere komplekst at dykke herhjemme.

Den træning jeg er startet på og nu har gennemført med ret stor regelmæssighed siden september, er klart med til at hjælpe mig med at definere mig selv om min krop. Man kan næsten ikke andet end at mærke når man er blevet gennemtærsket gennem crossfit.

Men jeg skal længere ind. Dybere ind i kroppen og helt ud i fingerspidserne.

Så da jeg gik ind i 2013 bookede jeg mig et ophold i Sverige. Et 10-dages stilheds- og meditationskursus.

Der var optaget på kurset … indtil igår – og nu har jeg sagt ja.

Jeg rejser den 26. marts.

Jeg er ikke. Eller jeg tror ikke at jeg er … imorgen finder jeg ud af om det passer!

Jeg skal nemlig til historiefortælling. Historiefortælling i mørke.

Det er en gave til mig selv – og jeg glæder mig til at sidde i mørket og få fortalt historier.

Jeg kunne også godt tænke mig engang at komme til at spise i mørke … men økonomien har ikke lige været til det i år, selvom de har et arrangement på min fødselsdag. Det må komme en anden gang – og lige nu og her glæder jeg mig bare til at få fortalt historier.

… og vi skal dybere ind … helt ind i mørket hvor stilheden hersker … og …. 

Det bliver godt.

Tror jeg.

Jeg har været nem i mange år (#2005, #2006,) – nem at glæde, specielt med blomster – og helt særligt når de bliver sendt til mig. For lige præcis med den slags blomster, så når jeg at lade hjertet hoppe op i halsen og vente og forvente at de kommer fra en hemmelig beundrer.

Det er sket ( #2006) men ellers må jeg sande, at vi kvinder er bedre til at sende blomster til hinanden, end de der hemmelige beundrere (af mandekøn).

Og glad blev jeg. Da det ringede på døren i formiddags og et bud bragte mig blomster og en hilsen fra en dejlig veninde, der havde følt sig hjulpet.

Så nu er mine glade multifarvede tulipaner suppleret med statslige hvide liljer, der kan forskønne mit weekendbord. Og buketten har klart højnet mit humør, så jeg næsten er sikker på at jeg går weekenden noget gladere i møde, end jeg kom ud af den sidste.

Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

Men jeg er glad.

Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

Celebrate what’s right with the world

Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.

Mit liv består af tre dele:

• en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
• et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
• et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

• 2012: januar til april

• 2012: marts til august

• 2012: september til december

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

Jeg har altid elsket juledag. Når alt er faldet på plads, gaverne åbnet og der er massere af rester i køleskabet … en dag dømt til pyjamas og gåtur med pjusket hår.

Sådan blev min juledag i år også. Huset var fyldt med b-mennesker, der havde været oppe til en 4-5-tiden, så da jeg vågnede som den første var det til et stille hus. Gik og nød stemningen … essensen af vores hyggelige aften før. Forsøgte mig med et julebrød, en surdej, dog levede mere op til sit navn et godt var .. så den kom aldrig op og hæve. Morgenmaden blev derfor ris ala mande og kaffe.

Vi kan noget med hygge i min familie. Være afslappet og alligevel højtidelige. Vi klæder os altid om til jul, men aldrig med mere stil, end der stadig er plads til rundhed og hygge.

Min niece kunne næsten ikke vente med at give sine gaver … og her var det “lad dog barnet” … der gjorde at hun fik lov til at give sin mormor en pakke før maden. Vi krammede og hyggede, drak gløgg og spillede spil – og alle havde en finger med i maden, som blev rigtig rigtig lækker.

Og jeg vandt sovsekonkurrencen … selvom jeg ikke engang vidste vi havde sådan en.

… men efter at have haft en kæreste der i de sidste mange år har stået for julemaden, var det i år mig der stod for sovsen … og med et hint fra bdr. Price (at starte med en roux) og et andet fra de mange gange jeg har kigget den hjemlige sovsekonge over skulderen (at tilsætte indkogt eddike og honning) – blev min mors hjemmekogte fond forvandlet til det perfekte svøb om julemaden.

Man ved at ens sovs er god, når ens ellers rimelige kræsne niece står og spiser den som suppe, før den kommer på bordet.

Vores gamle antikke samlebøger blev udskiftet med iPads og telefoner og med ophøjet røst, der var meget tydelig, sang min nevø for – mens vi andre gættede os lidt til melodien.

Og ungerne blev glade for gaverne, der var tid med mig pakket ind i bøger.  Min nevø fik en tyskpaløer, for han og jeg skal på en forlænget weekend til Berlin. Min niece en børnekogebog, og en kalender, for hun og jeg skal lave mad sammen her i det nye år.

Vi har allerede aftalt den de to første gange. Vi skal holde te-selskab for min mor på hendes fødselsdag i januar og så skal vi lave kærlighedsmiddag den 14. februar …

Og så kan jeg se at jeg skal læse op på julemaden til næste år. Jeg har aldrig selv stået for en julemiddag, her i huset var alt der handlede om stegning af hele stykker kød, en herreting. Det forhindrede dog hverken min mor eller søster i at spørge mig til råds omkring and og flæskesteg. Men måske niecen og jeg når op på niveau, i løbet af de næste 12 måneder … vi har i hvert fald tænkt os at øve os.

… og nu har jeg to juletræer der skal ud i min have … så jeg skal en lille smule i omdrejninger – ud og få brændt nogle julekalorier af!