Ønskebloggen


tirsdag 22. november 2016 kl.10:38

Himlen gav sit bedste show i morges.

Og jeg var hjemme og kunne bevidne det.

Jeg ved hvordan min verden ser ud nu og den næste måned frem. Men alt derefter er endnu usikkert.

Men jeg arbejder på at finde mit mål. Min ledestjerne.

mandag 12. september 2016 kl.21:33

Først var sygdommen. Og mere sygdom og værre sygdom og efter dødsfaldet optakten til begravelsen, som til tider druknede i den følelsesstorm, der var omkring min fars deltagelse i bisættelsen.

Wroooom. Det var juni. Juli tilbage på arbejde. Afvikling af en malplaceret fest og en uges ikke-så-meget-ferie-ferie. Et mindre nedbrud i sorg og så videre. Mere arbejde, i stadig højere tempo.

Og ferie. Puf. Mentalt stilstand. Skønheden i naturen. Sorgfulde øjeblikke. Aldrig mere, ikke mere – ingenting at dele. Og jo ….er jo ikke alene i verden.

Septembers tilbagevenden efter sommeren. Med utrolig flotte sensommerdage – dog betragtet fra en sygeseng, da 1 måneds ferie blev afløst af sygdom. Den første uge hjemme – nu forsøgsvis tilbage.

Tænker: hvornår kommer lettelsen? 

Udstrækning efter at have været sammenpresset så længe. Bliver det nogen sinde som det var engang? Før stress og sygdom og lange arbejdsdage?

Prøver at tænke “tålmod” ind i ligningen. Det må blive anderledes, for så meget er forandret.

fredag 29. juli 2016 kl.5:26

Nu har jeg sovet den sidste gang inden min ferie. Når jeg holder fyraften i dag, kommer jeg først retur 1. september.

En måneds ferie. Og jeg trænger. Trænger, længdes – og frygter det en lille smule.

For når man har kørt på så længe som jeg har nu, holdt så stramt fast på alt – kroppen, følelserne …Hvad sker der så når man giver slip. Og hvad med bagefter?

Kan jeg komme op i gear igen – og skal jeg?

Efter  ferien har jeg 4 måneders defineret arbejde. Som jeg måske, og måske ikke bliver tilbudt forlængelse på.

Og ferien skal i den grad også bruges til at mærke efter, hvad jeg ønsker der skal ske, på den front.

Og for første gang, siden jeg var et lille barn, skal jeg på en “normal” ferie. Altså, så noget som mange andre gør, år ud og år ind … 

En kør-selv-ferie i Europa. 

Og vi sad i går og forsikrede os selv og hinanden om at det kan vi godt finde ud af.

Og det kan vi nok også.

fredag 17. juni 2016 kl.6:55

image

Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.

Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.

Og jeg kunne ikke rumme det.

Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.

Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.

I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.

Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.

lørdag 2. januar 2016 kl.19:32

2015 har været året, hvor jeg har fokuseret på mit personlige mantra “i nuet er der godt“, og der har også været rigtig mange fine stunder i det forgangne år.

Jeg er taknemmelig over, at jeg bor i et land, der gav mig mulighed for at være der 100% for min syge mor i de 3 måneders plejeorlov jeg tog fra august til september. Ligesom jeg er glad over at det først er nu, hvor vi er gået over til alternativ behandling, at vi selv skal betale. Jeg håber at den alternative behandling kan give noget lindring, nu har den officielle behandling, har kvæstet min mors hverdag fuldstændig.

Jeg er også glad for at min kæreste, kan få understøttelse i 1 år og 9 måneder endnu, da det efter 9 måneders intens søgning ikke er lykkedes ham at lande et job i de 9 måneder, der er gået fra han blev fritstillet. Jeg håber så meget at 2016 åbner de døre, der skal til for at han kan blive en del af arbejdsmarkedet igen. Han har så meget at give, og brug for at kunne give det til nogen.

Jeg er taknemmelig over at 2015 bragte en stor interim opgave for mine fødder og at den er blevet forlænget ind i 2016. Og at den ikke er dårlig betalt. Det giver en stor styrke, når man ikke er helt så økonomisk sårbar og jeg håber 2016 giver mig den økonomiske stabilitet, jeg har opdaget jeg alligevel har brug for, hvad enten det er i form af faste kunder i min virksomhed, eller et job jeg kan blive glad for.

Jeg er taknemlig over at den virksomhed jeg arbejder for, er så rummelig at det er muligt for mig både at få en ugentlig plejeorlovsdag og en hjemmearbejdsdag om ugen, så jeg har en mulighed for at få mit arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, og jeg satser på at det vil være det, der kan være med til at gøre at jeg får lidt mere liv i mit liv.

Jeg håber, at jeg i 2016 får mulighed for at bruge (eller turde bruge) nogen af de midler jeg har, til rejser. Jeg trænger til at rejse. Til at komme lidt væk – noget sol, eller storby … dykning…?

Og så håber jeg at nogen af de begreber, som til næste år vil have betegne mit 2016 vil være:

2016-tag

søndag 26. april 2015 kl.7:20

Min pc kendte mit kodeord, selvom jeg ikke engang kender datoen for hvornår jeg sidst var herinde.

Men jeg kender og genkender den kriblende fornemmelse af at mangle at skrive.

Mange tanker er tænkt siden jeg sidst har været på bloggens bagside.

Mange ord er formuleret og skrevet ud i intetheden,

Og mange forbandelser er sendt afsted omkring min manglende forståelse omkring mekanikken for denne her gamle blog, der skal renses, pudset og trækkes op fra glemslen og geninstalleres og reddes kommentarer og gemmes og omformateres og ting jeg ikke ved, eller orker at tænke på eller gøre.

Så jeg skriver bare lidt – og måske gentager jeg rumlen.

 

onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

fredag 29. november 2013 kl.8:02

I min pung ligger de øreringe jeg købte i Singapore, da jeg var ovre og besøge min veninde.

De er ikke specielt dyre eller fantastiske, men jeg kan lide dem, og de har en historie og en værdi for mig.

I går var jeg ved at miste den ene, udenfor Superbrugsen. Den anden opdagede jeg, at jeg havde mistet, da jeg stod nede ved skomageren … og efter at have løbet dagens spor baglæns igennem, fandt jeg den på måtten ved min bagdør.

Nogen gange er det ufatteligt hvad man kan miste og genfinde på en dag.

Nogen gange er det humøret.

Andre gange en ørering.

… hver gang man genfinder det mistede, er det et lillebitte øjeblik af lykke.

Og dem vil jeg prøve at samle på.

Der er nok af det andet.

IMAG0733

torsdag 28. november 2013 kl.9:42

Kan du forestille dig et rum – fyldt med portrætter, malet helt close up … der alle kigger på dig?

Det kan Peter.

Peter er en kunstner, der her i sit nyeste projekt kombinere portrætmaleri med konceptkunst .. og derfor vil male 147 portrætter i nærbillede. Han siger selv:

De er alle meget nære nærbilleder, så nære at udtrykket fordrejes/forstærkes og alle har øjnene rettet ret frem så de ser ud af lærredet.

Og det ved jeg, han gør, for han er et af de spændende mennesker jeg har delt hoveddør og bagtrappe med i 12 år, men først lærte lidt bedre at kende her forleden.

Jeg synes at det er et helt vildt spændende projekt – og at hans billeder er fantastiske intense.

Jeg tænker også at det er en fed måde for helt almindelige mennesker at få malet deres eget, konens, ungerne eller foreningens portrætter på … for Peter vil gerne male så mange forskellige typer, at han gør det til en pris som er til at komme til for almindelige mennesker.

   

…det jeg godt kan lide ved projektet … som du selv kan læse mere om her:

147 Portraits painted by Peter Holmgård

er at der er tale om mere end bare at få malet sit portræt.

Alle deltagerne skal nemlig være med til to ting:

  • acceptere at portrættet lånes ud til den store fælles koncept-udstilling …og
  • tage et foto der viser hvor billedet “hører hjemme”.

 

Jeg synes det er en smuk tanke .. og er igang med at tælle sammen for at blive en del af det.

 

lørdag 23. november 2013 kl.16:30

Sidste år blev jeg jo sådan hen mod slutningen af december lidt uforvaret gjort julegaveløs.

Lidt ved en tilfældighed gik det op for mig, at der rundt om mig var truffet en beslutning om ikke længere at give gaver – de voksne imellem.

Jeg var ked af den beslutning, fordi julen for mig, netop handler om at huske at tænke på andre.

Jeg har stor glæde i og fornøjelse af, netop at træde udenfor mig selv, og tænke på hvad denne og hin mon kunne blive glad for – og så give det til vedkommende.

Og jeg bliver selv glad og lykkelig når nogen gør det samme ved mig. Det behøver på ingen måde at være dyrt for at være godt … det er seriøst tanken der tæller hos mig.

Mine gladeste gavemomenter har derfor heller ikke nødvendigvis været de dyreste gaver … nogen af de ting jeg husker mest tydeligt var det kaligrafisæt og litografi som jeg engang fik af min far og det sølvarmbånd min søster gav mig.

Jeg opdagede senere at kaligrafisættet havde været en billig eller gratis gave i en bogklub. Og ja, det ville nok have holdt længere hvis det havde været et dyrt sæt, men min glæde ved at min far vidste, at jeg elskede at kaligrafere og viste det oversteg langt det at min viden om at det havde været billigt.

Sølvarmbåndet var min søsters eget. Et jeg altid havde været vildt misundelig på og ønsket at eje – og da jeg juleaften pakkede den lille gave op holdt mit hjerte næsten op med at banke. Tænk at det var mit nu! Og selvom det efterhånden er mere end 13-15 år siden jeg mistede det, tænker jeg stadig på det og den kæmpe gestus det var, at min søster forærede mig det.

Litografiet var også en “genbrugsgave”. Det hang i mit barndomshjem. Af Zieler.  Og har altid stået som en markøer og et fysisk bindeled til min far og hans verden. Et bindeled der forsvandt, da den kunst vi havde i mit barndomshjem, forsvandt sammen med min far, ved mine forældres skilsmisse. At få litrografiet i fødselsdagsgave, var som at få rekonstrueret en lille del af det bindeled, og betød næsten mere end gaven i sig selv.

Der er ingen tvivl om at jeg er i undertal med hensyn til at rekonstruere den gamle gaveorden.

Meldingen fra min fædrende del af familien er klar: i deres optik var beslutningen om ikke at give gaver noget vi blev enige om, så det vil de holde fast i. Men, som en af dem skrev: vi vil dog omvendt ikke forhindre dig i at være den juleglade gavegiver, hvis det gør din jul perfekt.

Så det gør jeg. Og det gør det.

Næste side »