Efter en længere periode uden gøremål og med halvdårligt vejr – fik vi gæster fra København og solen stod høj og flot og vi kunne for første gang sidde ude og spise frokost.

Og det valgte jeg så at fejre, ved at stikke en kniv en centimeter ned i min håndryg, så blodet rendte af mig som en stukket gris.

Efter at naboen kom hjem fra lossepladsen og tog et kig på den og udtalte sin lægelige visdom – tog vi på skadestuen for at få den syet og få et skud stivkrampe.

De nyankommne gæster tog opvasken og nød en små fire timer uden værtskabet – og jeg fik studeret det indre af Region Midtjyllands skadestue.

Godt og grundigt.

Min kæreste tog i byggemarked og supermarked – men havde stadig tid nok tilovers til også at få hørt en masse sport ude i bilen.

Jeg tror han ikke er så meget for hospitaler – men må indrømme, at jeg også gerne havde tilbragt tiden på den første forårsdag på en helt anden måde!

Hånden er nu bundet ind og skulderen stiv af den krampe, der helst ikke skal komme.

Og da såret ikke må blive vådt, tager gæsterne stadig opvasken – og det hele med beundringsværdig ro.