I mange år har den 1. december altid været en bittersød blanding af aidsdagen og starten på julemåneden. Blandingen mellem det grufulde og sødmefyldte. I år er jeg bare træt.

Jeg har mistet kontakten til den sidste af de venner jeg har haft med aids og måske er det derfor at frygten, angsten og nærhedsoplevelsen er væk.

Men derfor er det måske vigtigere end nogensinde før at huske på at aids og HIV stadig er der og slår ihjel – og at selvom man har medicin, der kan hjælpe, er der endnu ikke medicin til at helbrede.

Derfor er det igen tid til at huske at holde

Wold Aids Day talen:

I 1981 startede en epidemi, der i dag har udviklet sig til den værste katastrofe,verden nogensinde har set.

Over 25 millioner er døde, over 40 millioner er smittede. Fortsætter vi med at vende det blinde øje til, vil antallet af døde fortsætte med at slå nye rekorder.

Det er i dag den 1. december. Det er World Aids Day, og jeg har taget ordet på vegne af de børn og voksne, der ikke bliver hørt.

De fleste hiv-smittede dør inden de fylder 30. Udstødt, alene og gemt væk, fordi aids er en sygdom, ingen vil se i øjnene.

Der er lande, hvor hver anden kvinde er smittet med hiv og dør af aids, mens børnene er små.

Hvor børn passer døende forældre, begraver dem og overlades til sig selv.

Der er lande, hvor børn bor på gaden, udstødt og smittet med hiv af den sprøjte, de deler på bunden af samfundet.

Der er lande, hvor døden ikke er det værste, men derimod visheden om, at den man elsker, ikke er værd at behandle.

Tænk hvilken forskel det gør, hvis kvinder får lov til at beskytte sig selv og får adgang til den medicin, der hindrer en mor i at smitte sit eget barn.

Hvis 15 millioner børn ikke skal leve som forældreløse, men vokse op med forældre, omsorg og skolegang.

Hvis alle har adgang til undervisning og indsigt, så uvidenhed ikke længere er den største smittekilde.

Tænk på forskellen, hvis vi, der ved, udbreder budskabet og presser alverden til at åbne øjnene og handle.

Så har min tale ikke været forgæves. I de 2 minutter jeg har talt, er 18 mennesker blevet smittet.

Den dag verden ser, at hiv og aids ikke kun er en katastrofe for Sydafrika, Indien, Kina, Rusland eller Ukraine – men for hele verden. Den dag gør en forskel.

Tak fordi du lyttede.