Bare fordi man er en talidiot, behøver man ikke være en hel idiot
Jeg er aldrig blev diagnosticeret som egentlig talblind (dyskalkuli), men der er ingen tvivl om, at jeg har lidt af og lidt under mine problemer med tal. Både i forbindelse med flovhed over ikke at kunne regne, selv med simple tal og her som voksen specielt i forhold til ikke at kunne huske koder, der består af tal, eller telefonnummre.
Og nu er den gal igen.
Jeg havde mistet min pung og havde i den forbindelse fået nye kreditkort – med tilhørende ny kode. Den nye kode er heldigvis en, der er til at huske – men den skal jo huskes og ind i hovedet.
Og her er så hvordan mit hoved virker: en talrække ind og en talrække ud.
Under normale omstændigheder ville det ikke give problemer, at man i sin hukommelse erstatter sin gamle kode med sin nye. Men jeg – eller min hukommelse og fornemmelse for tal – valgte så er smide min pinkode, til et hel andet kort ud af hovedet – nemlig den til den fælles madkonto.
Og efter jeg nu i en lille uge og gået og bandet og svovlet og har forsøgt mig med den ene talkombination efter den anden, har jeg været nødt til at indse at jeg må give op – jeg kan ikke huske den og jeg har overvejet så mange forskellige kombinationer, at jeg ikke længere kan komme til at huske den.
Med den erkendelse gik jeg i banken og bad om at få et nyt kort.
Da damen ved skranken virkede fornuftig og sød, forklarede jeg baggrunden. Men når man arbejder med tal i sin hverdag virker det åbenbart fuldstændigt tåbeligt og uforsvarligt, at man kan glemme 4 tal, som man har brugt på et semidagligt basis … og det skulle jeg så lige have at vide.
Så jeg fik lige at vide, at det var dumt og kom til at koste mig 150 kroner. (Ok, det vidste jeg egentligt godt … men hvad kan jeg gøre … jeg kan ikke bryde mit hoved op for at finde koden derinde)
Nåmen da jeg alligevel var i banken, og jeg ikke havde en netbankaftale med denne her bank (madkontoen er tilknyttet min kærestes bank) bad jeg om at få sådan en oprettet, hvortil beskeden var;
“Det synes jeg ikke er en god ide, når du har det sådan med tal – der vil være to koder til det her, det vil du ikke kunne finde ud af”
Først troede jeg det var en joke og smilede bare. Men det var ingen joke og der skulle tre
“Det behøver du ikke bekymre dig om”
fra min side før, jeg fik lov til at få en netbanksforbindelse…
For når man har problemer med tal, så er også for dum til at administrere en netbankskonto.
nej, hvor harmdirrende! klag, Visitsen. jeg har fanme ikke hørt så galt i mange år.
derudover kunne jeg pludseligt heller ikke huske min ene kode i sommers og blev helt ude af den (det er så noget altzheimerangst), så kortet blev lukket. men tænk. så pludseligt kunne jeg huske den igen. hjernen er mærkelig.
nu har jeg noteret alle mine pinkoder og lignende i min telefon. i kode naturligvis:)
Nu er det heldigvis ikke min bank – havde det været havde jeg nok skiftet, men jeg overvejer dog om kontoen skal lukkes og skiftes over til en i min bank.
Jeg kan godt forstå, at andre ikke kan forstå, at man kan have det sådan med tal – men jeg kan ikke forstå at man behandler sine kunder sådan og tager en belærende facon på og man ligefrem skal stå og fortælle hvordan man nu har tænkt sig at håndtere sin situation.
Jeg har normalt også tjek på mine koder og havde også haft et kodekort på præcis det kort liggende i min pund. Det smed jeg så ud for mindre end en måned siden, for nu havde jeg jo brugt kortet i over et år og så troede jeg, at koden sad fast.
Det gjorde den så ikke ;-)
Men rart at høre, at andre også kan glemme deres kode….
Det var dog ualmindeligt ubehøvlet og meget dårlig kundeservice.
jeg kunne ikke være mere enig
med mindre hun var meget morsom, over rigtig lang tid, på en ret dum måde… også en mulighed
Altså – sådan en samtale har jeg osse haft med en tilfældig skrankemedarbejder i Danske Bank.
Misforstået omsorg, valgte jeg at kalde det – sådan lige op i hendes åbne ansigt – og så skrev jeg et brev til hendes filialdirektør, hvor jeg fremlagde situationen.
Hun har ALDRIG siden været ‘bedrevidende omsorgsfuld’, når jeg kom ind og blev betjent af hende ….
Pointen: Klag. Ikke til hende, men til hendes boss.
Nu er vi heldigvis i den situation, at banken er helt syge for at komme til at tale med min kæreste (efter at han har fået solgt sin lejlighed og pengene ikke er geninvesteret i fast ejendom),
De har tigget og bedt om et møde med ham og tidligere har de også bedt ham om at “overtale” mig til også at blive kunde i banken … så til det møde kunne det da godt være, at han fik et lille brev med fra mig, hvor jeg fortalte hvad jeg synes de er værd i kroner og øre.
Jeg glemte lige min kode, bare af at læse med her, så lidt skal der nogen gange til.
:-)