Hvordan skriver man videre efter en post om det, der måske er den største naturkatastofe i dette århundrede? Fortæller jeg bare videre – de små trivielle (og måske lidt sjove) historier fra livet og dagligdagen, mens dødstallene bare stiger og stiger?

Skal jeg fortælle om min kommune, der sender mig et brev og fortæller mig at jeg er flyttet. Og sender brevet til den selvsamme adresse, som jeg efter deres mening er fraflyttet? Om leveringen af mit spisebord og hvordan jeg flere gange mistrorisk udspurgte ham, der leverede bordet, om han var sikker på, at der var to tillægsplader, når der nu kun stod “1 stk. tillægsplade” på æsken – og han lige så mange gange bekræftede at der var to i pakken. Men ti minutter efter de var kørt, ringede og sagde at de blev nødt til at komme forbi med endnu en tillægsplade til mig?

For det er jo det der sker: Tragedier opstår – og livet går videre. Mit liv er, i det ydre, gået uanfægtet videre. Hvis jeg ikke læste aviser, hørte radio eller så tv, ville jeg måske slet ikke have bemærket katastrofen. Og dog….

Jeg har skrevet det her indlæg op til flere gange. Hver gang er jeg endt med at slette det, fordi jeg har svært ved lade noget stå, som efterfølger til mit forrige indlæg – men uanset hvordan, så _går_ livet videre – både ude i verden og herinde på min virtuelle legeplads.

Mine tanker er stadig hos dem jeg kender på Sri Lanka. Jeg ønsker for dem og resten af landene og deres borgere, at verdenssamfundet træder i karakter og at vi gør hvad vi kan for at forhindre, at denne katastrofe eskalerer.

Godt nytår – og bliv ved med at støtte hvor du kan – se de forskellige organisationer her