Det handler om at turde og ville – og lære af de ting der sker omkring en, at lære – ikke at lade være…

I weekenden mødte jeg en, der vist havde den modsatte mening. Det var egentligt ret kort tid vi var sammen. Men nok til at jeg kunne tænke at “så slemt kunne det da vel egentligt ikke være”. Men det var det. Der var rigtig mange ting hun ikke gjorde, fordi det var gået rigtig galt, den ene gang hun havde prøvet det før. Hatten af for at turde prøve – men på igen, for at se det så sort i sort.

Det er lidt sørgeligt når folk lever så indesluttet, på grund af angsten for at tingene måske kan gå galt. Og også at niveauet for for katastrofer kan sættes så lavt. Hvis ens gæster ødelægger ens hvide dug, fordi de vælter rødvin ud over den, kunne man vælge en plastikdug næste gang – istedet for at lade være med at invitere gæster igen.

Og hvad er det, der er så slemt ved, at man ikke lykkedes i første omgang? Jeg dummer mig tit og inderligt. Men jeg har det også med ind i mellem at kaste mig ud i nye og uprøvede ting. Og ja man slår sig ind i mellem, et blåt mærke, et halvknust hjerte – men sjældent mere end, at jeg er endt med at overleve (endnu). Nogen gang lidt groggy og næsten altid en hel del klogere.

Selvfølgelig skal man tænke over tingene (og måske ikke servere suppe af flade tallerkner, to gange i træk) – men bare fordi det er gået galt én gang, er det jo ikke sikkert at det sker igen.. måske