eller “visitsen – den emsige fremmede”

Nogle ting skal ikke ses retrospektivt – min eftermiddag i går, er et eksempel på det. Jeg havde en rigtig hyggelig tid, indtil her til aften, hvor jeg fandt ud af, at jeg havde hængt ud med nogle mennesker, der ikke anede hvem jeg var.

Scenen er sat, stedet er min søsters gård. Jeg er dernede sammen med min nevø.

Vi snakker og leger. På et tidspunkt kommer en af hans legekammerater og dennes forældre også derned. Forældrene og jeg har mødtes et par gange hjemme hos min søster og da ungerne forsvinder for at lege sammen, opleves det som meget naturligt, at jeg sætter mig hen til dem, Vi sidder så der og snakker i, hvad der ender med at blive, et par timer.

På vej hjem i aften støder jeg ind i den lille familie igen og jeg hilser pænt og går videre. Men stopper op, idet manden vender sig om og nærmest løber efter mig, mens han halvråber “Hey, dig kender vi jo!” “øh, ja” enten tænker eller siger jeg – hvad snakker han om, vi har jo næsten lige tilbragt indtil flere timer sammen og snakket om alt muligt. “Ja” fortsætter han“jeg er jo sådan lidt halvfuld lige nu, men det var jo sådan at i går, der vidste vi ikke hvem du var”

Og så er det jo sådan at jeg ikke rigtig ved om jeg skal blive fornærmet, flov eller noget helt tredie …. men det er da lidt pinligt-sjovt, at have tilbragt en eftermiddag, sammen med folk der høfligt taler med en, uden at have nogen pejling om hvem man er … og uden selv at opdage, at de ikke ved hvem man er!