Jeg var til en fest i går. Og bagefter til en anden. Og hvor den første var med familie og fælles kodesprog og væren, foregik den anden i Brønshøj med mennesker af anden art. Eller … sådan var det jo ikke … det endte bare med at føles på den måde:

Dykker De?

sagde gutten som jeg kort forinden havde overvejet at spørge om hvad hans far hed – for der var en lille chance for, at faderen måske var en af mine gamle venner.

De

Han sagde “De“. Til mig.

Jeg blev så forvirret, at jeg ikke forstod spørgsmålet og måtte bede om at få det gentaget. Og rigtig nok: “dykker De også?“. Jeg havde ikke hørt forkert.

Ungdommen nu om stunder. Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke længere bliver dizzet, men De’set.

Dér!