Min verden har forandret sig så meget, siden sidste år – siden mange år. I en anden verden og en anden tid, ville mit indlæg nok være løbet over af ynk og brok – for selvfølgelig er det da en speciel oplevelse at flytte fra kæresten i december, at få lejligheden vendt op og ned pga. maling, at blive gjort julegaveløs osv…

Men det handler om at se det gode i livet – og når man gør det, er der bare så meget af det:

• som min ex og jeg der stadig er på talefod, og kan glæde sig over den andens sejre og medgang,
• maleren der får mig puttet ind i et travlt skema, så jeg kan komme i orden på denne side af nytår.
• om min insisterende dykkerbuddy, der hjælper med udstyr og giver ok-tegn over og under vandet
• min overbo der lige kigger ind forbi med en delecola på vej hjem fra arbejdet
• veninden, der lige ringer og sikre sig at jeg er ok til jul
• om ufatteligt søde mennesker der henter en pakke til mig i Tåstrup og derefter kommer ind for at aflevere den til mig!
• min niece der glæder sig til jul og har tilbudt mig hendes seng at sove i
• at jeg har tabt 5 kg. bare ved at starte med at træne
• om uventede gaver og nye mennesker i mit liv – som eksempelvis min nye træningsmakker der sms’ede i går (og forærede mig den lille fryd over at være 6 år ældre og alligevel have mindre ondt end hende!)

Jeg er sikker på at jeg er på rette vej. Jeg er sikker på at min nye år bliver helt anderledes end det år jeg går fra og jeg er sikker på at gode ting kommer til dem der venter – og dem der tager for sig af retterne.

Og det vil jeg gøre … mens jeg pakker de sidste gaver ind og lytter til lidt julemusik…

P.S. hvis du har lyst til at kommentere så gør det … de kommer frem til mig. De skal bare lige en omvej forbi min spammappe, men nu hvor jeg ved det så tjekker jeg jævnligt min spammappe og henter kommentaren frem derfra

Når dagene begynder at byde på morgenstund i stride strømme eller tåge som i går:

så er det man må gribe til fornødenheder som gult i gult i orange:

En hokaido blev delt i to og den ene del endte i en krydret græskarsuppe der blev nydt med overboen, ristede græskarkerner, bacon og godt brød. Og mens sveden brød frem på panden på grund af det ekstra drys chili, kogte den anden del sig sammen til en lækker græskar-abrikos sag.

Med sukker og vanilje udgør den et lækkert smørepålæg som jeg tidligere har lavet med stor succes. En af mine gamle kollegaer var helt vild med den og fik både rester og opskrift, da jeg havde den med til fredagsmorgenmad for efterhånden længe siden.

Og da vi skal mødes i næste uge synes jeg at det var det et velvalgt tidspunkt at prøve at genskabe magien. Så jeg kogte og rørte og smagte og gensmagte.

Og selvom den var god, så var den ikke rigtig.

Men den ser god ud. Cremet, lækker og småprikket af god vanilje. Og det er den der bliver taget med når vi mødes på tirsdag.

Og selvom det ikke er den helt rigtige, er jeg nu alligevel sikker på at den nok skal lyse op i en grå septembermorgen … med eller uden regn og tåge.

I Danmark fra A til Å er jeg nået til “O”.

Og “O” må stå for Overboen.

Jeg tror jeg har den bedste overbo i verden – og det burde jeg også have, for jeg har faktisk selv fået fik lov til at vælge, hvem jeg ville have boende ovenpå.

Da den ejendom jeg bor i blev byfornyet i 1999-2000 blev der lavet lejligheder i vores tidligere loftsrum. Et eller andet sted gik der noget galt med etageadskillelserne generelt og etageadskillelsen til loftlejlighederne specifikt.

Det betød, at da vi flyttede tilbage i lejlighederne var ejendommen pludselig meget lydt.

Og da jeg boede under de nyetablerede lejligheder i de tidligere loftsrum, gjorde dem, jeg havde boende ovenpå, mit liv til et helvede.

Lejligheden var i sig selv lydt, og på grund af overboens udleje af værelse og forskellige opdeling af min lejlighed og lejlighederne ovenpå, havde jeg ikke mindre end 3 familier, med hver deres levevis, boende over mit hoved.

Når alle var hjemme havde jeg fornøjelse af ikke mindre end 7 personer, heraf 2 børn, en med gåstol og en der hoppede 24/7 og 2 voksne, der øvede sig derhjemme, mellem deres  DJ-jobs.

Og mens de levede deres forskellige liv med musik, gåstol, hop fra seng, møbelbyggeri, skænderier og alle de andre ting, der hører hverdagen til, blev jeg stille og roligt forvandlet til underboen fra helvede.

Jeg tror aldrig, at jeg hverken før eller siden, har været drevet så langt ud på overdrevet som i de 3 år.

Og uden at gå i detaljer har jeg i min frustration åbenbart fået lavet så meget postyr, at da lejligheden blev for trang til babyer, logerende dj’er og deres musikanlæg, blev jeg kontaktet af udlejer, som ville høre om jeg selv kendte nogen, der kunne tænke sig at flytte ind.

Og det gjorde jeg.

En af mine venner flyttede ind.

Og det at have en af sine venner boende ovenpå er en helt andet historie.

Selvom en ny overbo ikke gør noget ved etageadskillelsen, gør det at kende overboen en stor forskel og udlejer har aldrig set så meget som skyggen af en klage siden han flyttede ind.

Og jeg kommer til at savne det gode naboskab.

At man lige kan stikke op for en kop kaffe (dag, aften eller nat), eller inviterer til spontan middag kl. 19. At bo tæt på en, der godt gider lægge et lyttende øre til en gentagelse af den samme historie, når man kommer overbebyrdet hjem fra arbejdet (lyttende …eller bare et øre ;-). En der gider gøre en tjenester, når man er i Jydeland og har glemt det meste derhjemme.

En man med tillid kan give nøglen til sit hjem og vide at vedkommende (praktisk taget) ikke vil misbruge dem.

Jeg vil savne det … og rigtig mange andre ting, når jeg ikke længere bor her – og jeg vil glæde mig til at genoptage det, når jeg kommer hjem til zonen igen – og til ham med huen:

Min overbo støvsuger, min underbo øver sig på sin violin – og jeg ligger midt i mellem det og har ondt i halsen.

Alt tyder på at det bliver en lige så varm dag i dag som i går. Jeg har en lettere rødmende højre skulder, mén fra gårsdagens rosenblade plukning, der nok lidt uklogt foregik i middagssolen.

Kattene er sløve i varmen, men ikke mere sløve end at de lige har været forsvundet – hen til overboen, hvor deres territorium efterhånden er blevet udviddet til.

Vi nyder landliggerlivet og har badet, spillet minigolf og spist softice … og mon det ikke er tid til en lille morfar i skyggen af den afblomstrede syren … joe, det tror jeg nu det er.

På vej ned i morges så jeg at en af overboerne havde placeret sin cykel på reposen uden for deres bagdør.

Jeg bor på 4. sal.

Man kunne forestille sig, at man ville blive lidt træt af den parkeringsplads i længden.

…eller højden.

“Der lugter af lort … og sådan lidt af røgelse” sagde overboen da han kom forbi forleden. Jeg havde en dag med lidt overskud og havde indkøbt to bundter afskårne hyacinter.

Deres duft er overvældende…

Man tager 7 voksne og 7 børn (en af hver holdes til side og tilsættes senere) Man tilsætter en skøjtebane og skøjter til dem der behøver. Når skøjterne er monteret tilføjes en himmel der lige så stille bliver mørkere og mørkere. Man sørger for at det ikke regner på ingredienserne. Og så lader man børn og voksne køre rundt og rundt indtil der er behov for en pause.

I pausen tilsættes lækre muffins og varm kakao med flødeskum med let hånd, indtil deltagerne er stopfyldte og godt tilfredse.

Der køres et par runder igen. Derefter placeres deltagerne i bus, bil eller cykel med destination mod Halmtorvet.

Ovnen tændes for lasagnen (og der er det nødvendigt at snyde – den er lavet tidligere på dagen af 2½ kg. hakket oksekød og efter et besøg på isen er det egentligt ikke for meget til den mængde gæster) og der laves salat, mens gæsterne underholder sig med et udvalg af øl til de voksne og sodavand og tegnepapir til børnene.

Når lasagnen er klar, kaldes deltagerne til bords – og lige som maden er ved at være fordelt, tilsættes det syvende barn og voksne. Der spises til gæsterne er ved at revne og så lige lidt mere.

Mens de voksne snakker, sendes børnene op til overboen hvor de klapper katten og et enkelt af børnene taber tøjet. Mens de voksne snakker videre, tegnes der og leges skjul hos ungerne og de halvstore drenge ender bag computeren.

Ved en 9-tiden køres lånebarnet hjem og ved en ti-tiden er de fleste gæster gået og det sidste slæng drikker resten af øllen og spiser noget af det børneslik, der ikke kom på bordet.

Hvis man vil kan man tage billeder af hele herligheden – men ellers kan man bare have det i sin hukommelse og i sine ømme ben dagen derpå.

Sløvsind og livslede – samt halsonde og deraf følgende selvdiagnostiseret sengeleje kureres bedst med pandekager – hvilket har været kendt siden den første Rasmus Klump.

Så pandekager blev det:

Hældt ned med hjemmelavede blomstersirup og syltetøj. Og pludselig så det hele lidt lysere ud. Og min ellers nyelige træthed over at føle mig tvungen til sylte blev skudt til hjørne. For det smagte himmelsk det skidt. Som flydende sommer.

Og lad mig præsentere, fra venstre mod højre – rosen/ribs-, hyldeblomst- og lavendelsirup afsluttende med brombær marmelade med æbler og Sri Lanka kanel (og så pandekagerne i midten).

Og med besøg fra oven, så det straks lidt lysere ud. Også selvom selvsamme overbo foretrækker sine pandekager ou natural, eller med et enkelt sukkerdrys. Ham om det, så var der mere til mig.

Hjemme hos min søster er min svogers mantra, når noget bliver væk: “rejs dig lige så jeg kan se om du sidder på det” fordi min søster vist en enkel gang har siddet på det, der var væk.

I morges stillede jeg en meget vigtig kursusmappe ved min bagdør, sådan at jeg kunne huske at tage den med på arbejde. Halvvejs på arbejdet, opdagede jeg, at jeg havde glemt den. Jeg kunne ikke forstå det, når jeg nu havde sikret mig, at jeg ikke kunne komme af sted uden den. Men så erindrede jeg at der da vist ikke var noget foran døren, da jeg som den sidste af hustandens beboere gik ud af døren.

Ved hjælp af moderne teknologi fik jeg overboen til at være behjælpelig med at lokalisere mappen. Det viste sig , at mappen ikke længere stod ved bagdøren, eller var i køkkenet overhovedet.

En venlig sjæl havde set den stå og kukkelure og mente bestemt at det måtte da være affald. Og ganske rigtigt min vigtige mappe lå da nok så pænt i skraldecontaineren.

Næste gang jeg ikke kan finde mine ting ved jeg nu at jeg skal starte med at spørge ud i rummet, om der er nogen der har smidt det ud….