søndag 28. maj 2006 kl.16:57
Nogen gange ville jeg ønske at jeg var bedre til at turde skrive om alt det der foregår i mit hoved og i min verden. Men i går smilede jeg til min tyndtarm og klappede en fremmed mand på måsen og det er jo også en slags historie…
og tak for det!
og der så her min paranoia kommer ind…
Tak for det jeg skriver, det jeg ikke skriver, smilet til min tyktarm … eller er vi ude i noget med, at du var den fremmede mand, der lagde mås til?
Haha. Bare rolig. Tak for det du skriver. Altså at der ligger et lag nedunder og det ikke bare bliver skrevet ligeud, ik’ :)
Hep! (Specielt det med måsen).
Point taken … tror jeg….
Jeg skriver tilsyneladende bedst når jeg skriver næsten ingenting – men (lader som om) at der er dybde i våset?
Hey hey, du skriver jo stort set altid ganske godt og læsværdigt!
Er du ude på at drille mig…? stort set altid STORT SET ALTID!!!
Hvad betyder det?!
Det er et udtryk for, at man skal være varsom med brugen af ord som altid :-)
det var nu egentligt ordene “stort set” der udløste panikken ;-)
Altid har jeg tjek på, det er syv hundrede milioner billioner år – det kom til mig i en drøm
Du vil simpelthen ikke gi’ op før du får uforbeholden ros?
Her: Uforbeholden ros til dine ordvridninger.
Og ønsk dig så at blive bedre til at turde, så sker det jo nok med blogmagi.
:-)
tak
(hehe … fik det sidste ord!)
(og heraf kan vi lære flere ting: at kvinder tydeligt skal bede om ros for at få det; og at ingen af os er døde endnu, så der er masser af ord tilbage ..)!
(og at man får hvad man beder om – når man beder om det… )
(…)