Jeg arbejdede11 timer i streg, inden jeg tog ud til min mor. Hjemmearbejdsdagen gjorde, at jeg kunne starte kl. 6:30 i pyjamas og mængden af hastede opgaver og telefonisk deltagelse i møder gjorde, at selvom min plan var at stoppe kl 15.00, så blev den alligevel 17:30 inden jeg kunne smække computerlåget i.

Men hvis jeg havde været min chef, ville jeg måske overveje at bede mig om at tone lidt ned – for jeg kan godt selv se, at min tolerance overfor andre mennesker, skrumper fra dag til dag.

Og jeg ved godt at det _ikke_ kun er fordi jeg er omgivet af tosser. Men det er som om at mit følelsesregister er frosset fast på et af to moods: Jeg kan blive irriteret på folk og jeg kan blive gal på folk.

Og det gør jeg.

Et solstrejf i en vandpyt
Et lille kindkys af en vind …

En regnbue der lyser op når man venter på toget efter besøget på hospice.

At hun sagde ja, da sygeplejersken spurgte om vi ville med ind for at høre jazz i dagligstuen.

Men allermest over at hun sagde “ja”, da jeg spurgte om hun kunne dufte de jordbær jeg gav hende. Fordi lugte- og smagssansen, var det allerførste kemoen berøvede hende.

Når jeg havde det skidt, eller skulle til jobsamtale, så ved jeg, at min mor gik over til trolden, der ligger overfor deres hus.

Hun ledte efter firkløvere i græsset, til mig. Nogen gange fik jeg dem presset, andre gange som billede på telefonen.

Og så klappede hun trolden i røven, for held & lykke.

I dag tog jeg hjem for at fortælle min stedfar, om hvor galt det stod til.

Og bagefter gik jeg over til trolden og gjorde det hun plejede at gøre for mig.

Inden min mor blev så syg, som hun er nu, drøftede vi en del om hun skulle dø derhjemme eller på hospice.

Hun var sådan set meget stålsat; hun ville dø derhjemme.

Hun kom på hospice for en uges tid siden og nu går det så hurtigt, at det er urealistisk at tro eller tænke på, at hun kommer hjem igen.