Var til et CV-møde med min A-kasse i dag.

Forud for mødet havde jeg sagt til en veninde, at jeg seriøst ikke så frem til det her og jeg ikke magtede folk, der nu skulle til og stå og kloge sig på mine vegne, og at de jo ikke nødvendigvis vidste mere om jobsøgning indenfor mit felt end jeg gjorde.

For så optimistisk og positiv var jeg!

Og derfor er det jo herligt, at jeg her 4 timer senere kommer ud af mødet i en brus af gode tanker, inspiration og ny energi. For tingene har ændret sig siden jeg sidst var arbejdsløs.

Der var ingen løftede pegefingre, eller selvsmagende klogen sig på andres situation. Istedet for var der indsigt, gode konkrete ideer og bagved det hele en tro på, at de folk der sad omkring bordene var kompetente mennesker, der var i stand til at komme i arbejde igen, havde noget at bidrage med og “bare” var mellem job lige nu.

Jeg har fået fyldt på min tankeboks og min to-do-liste og det er med fornyet overskud, at jeg går videre med mine jobplaner.

… og så er det jo godt nok, at man har gået og betalt til denne her a-kasse i flere år.

Efter at jeg er kommet tilbage til Danmark, er det som op at jeg er vågnet op, og kan se hvor meget vi hver i sær går rundt i tilværelsen med lukkede øjne.

Når jeg bevæger mig ude i verden, er det som om at vi der går rundt derude, ikke ser ikke hinanden eller ikke anderkender, at der er folk omkring os … nogen gange føler jeg mig som den eneste levende blandt en flok zombier.

Ingen øjenkontakt, ingen hilsen når man holder en dør for en anden, ingen undskyldning når man støder ind i hinanden.

Jeg kan ikke finde ud af om det er kulden, folk der bare har glemt at forholde sig til andre – eller om det er modreaktionen, efter et år hvor jeg konstant er blevet set og det derfor er som om at jeg nu er usynlig?

Måske en kombination af det hele – men der er ingen tvivl om at jeg ser folk mere end jeg gjorde før – og at den måde jeg taler til andre omkring mig ude i den offentlige verden giver genklang på en anden måde.

Ind i mellem føler jeg mig som en lille gul korkprop på et grumset gråt hav.

Min telefon er gået død. Eller måske rettere mit sim-kort, da der ikke er kontakt i nogen af de telefoner jeg forsøger at stikke det i.

Og selvfølgelig er det nu, hvor jeg har folk jeg skal ringe til og mennesker, der skal ringe til mig.

Jeg har ikke mindre end 3 telefoner liggende, med åbne maver og sim-kort over det hele.

Men stadig ingen kommunikation, da det ene sim-kort er egyptisk, det andet et udløbet taletidskort og det sidste så er mit normale kort, der stod af sådan kl. 16.45 lørdag aften.

Og mit teleselskabs chatfunktion er lukket – men jeg kan ringe til dem, skriver de.

Som om!

Lejligheden er delt op i to zoner.

I stikkontakten sidder der en Feliway og sender sine beroligende-hunkatte-tilfredsheds-hormoner ud i lejligheden.

Vi har været nødt til at tage Topper tilbage og skal nu se om vi kan få lavet en lidt mere lykkelig indslusning. Hende og vores gamle katte imellem.

Jeg føler mig som det ondeste menneske, sådan som jeg skalter og valter med de her kattedyr og slæber dem frem og tilbage.

Alt sammen i den gode sags skyld – men hold da op, hvor det virker som om at der er langt til de goder, der ligger bag alle handlingerne.

Min nevø reagerede på katten og så er det klart, at vi ikke bare kan lade hende blive der. Selvom både kat og mennesker ellers virkelig så ud til at trives sammen – lige så snart hun kom derop, var hun den samme glade kattemis, som hun havde været, før vi kom hjem med vores gamle katte.

Nevøen er kommet i gang med noget zoneterapi, der hvor dem der har passet vores andre katte, har gået og er kommet af med allergien. Hvis det hjælper er det fantastisk og vi vil så prøve med katten senere – og hvis det ikke hjælper, så hjælper det sikkert mod noget andet.

Men det korte af det lange er, at vi er tilbage til start med katten.

Så derfor er lejligheden delt op i to zoner og der er sat katteberoligelse i stikkontakten – og opsendt håb for at vi kan få det til at gå op i en højere enhed denne gang.

Mens jeg var væk, havde min fremlejer spurgt, om han måtte stille nogen ting i kælderen. Jeg troede han mente nogen af sine egne ting, og blev derfor noget overrasket over at opdage, at det var mine ting der var røget derned. Og i dag tog jeg så hul på at få tingene op igen.

Noget af det var måske meget forståeligt, man(d) kan jo have forskellige holdninger til hvor mange puder, der skal være i et hjem, men andre ting fattede jeg ikke rigtig at de ville af med, jeg har i hvert fald selv svært ved at undvære opvaskestativet og thermokanden.

Alle vores billeder var også kommet en tur i kælderen, endda et pænt dyrt litografi jeg havde fået af min far – heldigvis var ingenting blevet skadet under den store oversvømmelse sidste år

Det var en spøjs oplevelse at rode gennem den flyttekasse og de poser der var stillet derned. Opleve hvordan mange af mine ting var blevet vejet og fundet for lette.

Da jeg gennemgik tingene, valgte jeg dog også at skille mig af med noget af det. Og en af de ting jeg valgte at smide ud, var en gammel skumgummimadrads. Den havde stået bag min seng, og havde ageret blandet ryglæn og nødgæsteseng i efterhånden små 10 år.

De sidste havde den bare aldrig rigtig gjort, fordi jeg egentligt har omkring 4 andre steder folk kan sove og vi sjældent når op på flere overnattende gæster.

Så den røg ud. Blev stillet til storskrald.

Og fik ca. 5 minutter i rummet, før jeg så en fyr komme derind og tage den med sig.

Og i den helt store kosmiske sammenhæng, var det da rigtig rart at opleve, at den genstand, der lige var blevet kasseret af ikke mindre end to personer, nu pludselig kunne komme ud og få et nyt liv.

Når sådanne ting sker, så er det bare så meget lettere, at få smidt ud.

Så fik vi hentet vores katte i går. De rejser ikke let, så en bil var nødvendig til de 16 kg. kat + 2 sovesenge, kradsemiljø, kattebakke + 1o kg. madpose og diverse – hele fokusen var fyldt op med katterier.

Op af trappen i fuld firspring og døren ind til lejligheden kunne godt genkendes, selvom ingen af kattene ellers umiddelbart havde udvist nogen form for genkendelse af os, ude hos plejeforældrene.

Inde i lejligheden fik de et kort møde med egypterprinsessen Topper og det gik på ingen måde som planlagt.

Vi havde regnet med at en gensidigt præsentation ville være et piece of cake – Topper var jo vant til mange andre katte og vores to drenge var jo nogen af de roligste katte og vi havde aldrig hørt dem hvæse eller knurre af noget.

Så let gik det så ikke.

Drengene løb knurrende efter Topsen, som livræd fandt ly under et bord, som de andre ikke kunne nå ind under – og så blev de ellers adskilt for resten af tiden.

Topper opfører sig på samme måde som hun gør, når der er hunde i nærheden og deres størrelse og det faktum at Alfred på et tidspunkt gøede gør det på ingen måde nemmere. Lige nu sidder drengene udenfor glasdøren ind til spisestuen og Bertram lyder som en sirene – mens Topper sidder under bordet med store bange øjne.

Selvfølgelig kan man ikke sige noget ordentligt om drengene, Topper og fremtiden udfra sådan et kort møde og den korte tid der er gået, men der er ingen tvivl om, at det er nogen andre katte vi har fået hjem, end dem vi afleverede for et år siden og at både de og vi skal genfinde hinanden igen – og at Topper så vidt det er muligt, ikke skal være en del af den genforening.

Her i nat virkede det ellers som om at den rene idyl og lykke havde indfundet sig; Bertram lå i ske med min kæreste og Alfred lå og spandt mellem mine ben – de har ikke fået lov at sove i seng i det år de har været passet ude, så der var stor nydelse på tapetet – indtil Alfred lige skulle over og bide Bertram i nakken….

Der er ingen tvivl om, at det har været hårdt for dem at blive flyttet og jeg håber ikke at vi fik flyttet dem en gang for meget.

Derfor kommer prinsessen nu op til min søster, som jo skal overtage hende hvis alt går vel og så kan drengene og vi forhåbentligt genfinde hinanden i god ro og orden.

Et af Dalai Lams “18 rules for life” hedder løsligt oversat, at man skal huske, at det at man ikke får hvad man ønsker sig, kan være et virkeligt held (Remember that not getting what you want is sometimes a wonderful stroke of luck) – hos mig har den mere negative version af det samme i  mange år heddet: Man skal passe på hvad man ønsker sig, det kan risikere at gå i opfyldelse.

Og hvorfor skriver jeg det?

Da jeg for lidt over et år siden besluttede at sige mit arbejde op, og tage et sabbatår sammen med min kæreste, ønskede jeg mig bare et år hvor jeg ikke skulle arbejde, et år hvor jeg kunne være mig selv og bestemme over mig selv og min tid – og få ro i sindet. Jeg ikke så meget som overvejede at søge om orlov, for jeg skulle så meget ikke tilbage til den arbejdsplads, eller det arbejdsområde.

Så jeg sagde op og fik mit år, og tak for det.

I dag er min kæreste lige kørt afsted til sit arbejde, efter sin orlov. Han ved ikke præcis hvad han skal lave, men der står to stillinger og venter på ham og den kommende tid skal vise, hvor han mere præcis skal hen.

Og mig?

Jeg har lige præcis alt den egentid foran mig som jeg ønskede mig så brændende sidste år … og jeg kan mærke, at det lige pludselig er pænt skræmmende og at jeg egentligt ville have det rimelig godt med, at skulle møde op på et sted og blive sat igang med at arbejde.

Økonomisk skal vi nok klare os, vi har en løn + en understøttelse indtil jeg enten finder arbejde, eller får noget op at stå.

Men tanken om at det ikke længere er mig der bestemmer om jeg skal være i arbejde eller ej, og at jeg måske kan ende i længere tids arbejdsløshed føles pludselig meget nærværende.

Det er jo ikke fordi at det som sådan kommer bag på mig. Jeg har jo hele tiden vist, at jeg ville komme hjem og være arbejdsløs, men på en eller anden måde er det alligevel først sådan rigtig krøbet ind under huden på mig idag – og jeg kan mærke, at jeg bliver rigtig meget påvirket af al den der krisesnak og de stigende arbejdsløshedstal.

Jeg har ting i ærmerne og jeg har planer der skal undersøges og møder der skal planlægges og afholdes – men alligevel kan jeg mærke at noget skiftede rundt på sig idag og jeg håber seriøst, at der snart er bud efter mig og mine kompetencer … og jeg håber at jeg får det formuleret, sådan at jeg får lige præcis hvad jeg ønsker mig på den konto.