Helt tilbage i september blev det arrangeret at vi skulle lægge hus til fætter-kusine-traditionen med Mortens Aften. Værten står for ænderne (og sovsen!) og resten kommer med tilbehøret.

Ænderne blev bestilt for lang tid siden og kæresten er mand for at få dem stegt, så arrangementet bliver holdt som aftalt.

Lige nu står nanden i mit liv og bakser med to fuldfede ænder, stoppet ud med kvæder og lagt på et leje af porre, selleri og gulerødder samt krydderurter. Og når jeg går ud i køkkenet kan jeg lugte grøntsagerne, krydderurterne og den friskkværnede peber og det dufter pragtfuldt .., og helt klart af mer’

Dengang jeg tog min coachcertificering skulle vi beskrive hvilke “klubber” vi var medlemmer af.

Da jeg var kommet frem til, at jeg var medlem af De perfekte kæresters klub, De perfekte værtinders klub, De perfekte haveejers klub, De perfekte medarbejders/kollegaer/rådgivers klub, De perfekte døtres/søstres/mosters …ect klub … og alle andre klubber for perfektionisme, indenfor de områder mit liv berørte, måte jeg erkende, at jeg nok helt overordnet var medlem af “`De perfekte kvinders klub”.

At være medlem af klubben gør ikke en perfekt – men medlemskabet gør at man stræber efter perfektionisme og slår sig selv pænt meget i hovedet, når man ikke opnår perfektionisme.

Jeg troede at jeg havde meldt mig ud af klubben, da jeg gik ned med stress sidst. Jeg var sikker på at jeg havde udfyldt afmeldingsblanketten og havde fået den postet.

I går havde jeg en drøm:

Jeg skulle aflevere en opgave. Jeg havde to dage tilbage. Jeg havde haft mulighed for at få vejledning i skriveprocessen, men havde valgt ikke at gøre brug af det – fordi jeg var sikker på at jeg lavede en bedre opgave alene (!).

Nu nærmede fristen sig og jeg var sikker på at det jeg havde lavet ikke var godt nok.

Men i stedet for at få hjælp, eller bede om udsættelse, så brugte jeg tiden i drømmen til at udtænke hvordan jeg kunne sætte ild på min lejlighed og dermed skabe så meget postyr, at jeg kunne skjule, at jeg ikke kunne aflevere den perfekte opgave.

…. godddag underbevisthed – forsøger du at sige noget til mig?

I fredags hængte jeg igen i det yderste af neglene, over den afgrund, der desværre er alt for kendt. Den hårde skal krakelerede og bag det der holdte mig sammen, var der kun blød mos.

Jeg var slået tilbage til start, uden at inkassere – i stedet skulle jeg igen betale ved kasse 1.

Igennem længere tid havde jeg betalt med søvnløse nætter, smertende krop, tankemylder, hænder der ikke kunne gribe om noget når jeg vågnede om morgen.

Onsdag fik en mødeindkaldelse mig til at reagere med kvalme og rystelser. Og torsdag kom jeg hjem fra arbejdet og gik direkte i fosterstilling, talte usammenhængende, var grådlabil og rystede over hele kroppen. Det eneste jeg ønskede at gøre, var at sige mit job op, og det var det eneste jeg kunne tænke på og sige, igen og igen. Alt i mig bad mig om at flygte.

Og så greb min kæreste ind.

Han kontaktede min chef og fortalte at nu gik det ikke mere og der måtte gøres noget.

Meget til min overraskelse viste det sig, at derpludselig kan gøres noget på jobbet. Løsninger der hidtil har været umulige at nå, er pludselige mulige. Det har vist sig, at jeg er mere vellidt end jeg var klar over og at min chef er meget villig til at gå meget langt for at beholde mig og den viden og kompetencer jeg har.

Jeg er sygemeldt i en uge og min chef er kommet med et meget generøst tilbud og mulighed for min tilbagevenden til jobbet, når jeg er klar igen.

Når jeg skriver om det, kan jeg godt se at det lyder voldsomt, det der skete. Dog er jeg også af den opfattelse, at jeg nåede at stoppe op i tide – og at jeg ved at få sagt fra og sige til, glemme al ansvarsfølelse og få en pause, måske kan styre udenom endnu en langtids sygemelding.

I den uge jeg har, skal min krop og sjæl restitueres. Ligenu er jeg som et tomt badekar. Jeg har øst og øst, af det der er mig – men jeg ikke haft nok omtanke til også at fylde efter. Fylde op med de ting der giver energi og glæde.

Men det skal jeg gøre bod på i denne uge – og jeg er allerede begyndt:

• jeg sov “længe” i morges – helt til klokken 8
• jeg gik en tur mens solen legede mellem skyerne
• jeg fik krydset et punkt af på min to-do-liste
• jeg tog nogle billeder af smukke kvæder
• og fik blogget lidt
• jeg har dernæst kogt kvæderne til kvædechutney – så hele huset lugter af kvæde, krydderier og eddike
• og endelig er der er gjort klart til ordentlig mad

Nogle af de ting der er med til at fylde overskudskaret op.

Til gengæld kan jeg mærke, at da jeg talte med min chef, eller når jeg tænker på mit arbejde, så begynder det hele forfra og jeg skal anstrege mig for bare det at trække vejret. Men jeg går klart i den rigtige retning og jeg er dybt taknemlig over at min kæreste fik mig til at melde klart ud overfor mit arbejde.

Jeg har ikke truffet en endelig beslutning om, hvorvidt jeg bliver eller går – og det tror jeg er rigtigt at gøre, her mens jeg står lidt i stampe.

Og lige nu og her? Der er jeg den der lige skal slappe helt af med en morfar, for selvom der er fyldt på overskudskaret, så er energiniveauet lavt og der skal sjatlades inden aften.

Siden påske har mine forældre været igang med at flytte. Ikke så meget i realiteten men meget i snak og tanker.

Huset er nu blevet solgt, et nyt er købt og uret der afmåler de dage der er tilbage, tikker sit ubønhørlige *TIK-TAK* og knuser småbitte bidder af tiden, dag for dag, time for time, minut for minut … og spytter knuste sekunderne ud mellem sine tandhjul.

Om 14 dage flytter de ud og nogle andre kommer ind og overtager mit barndomshjem.

Hidtil har jeg primært været fokuseret på den lettelse det vil være for mine forældre at slippe for arbejdsbyrden ved , at skulle holde et stort hus og en kæmpe have. Håbet på at deres nye liv vil give dem overskud til nogen af alle de ting, de også gerne har villet lave, men som hele tiden er blevet skudt til side på grund af ansvarsfølelsen over, at skulle holde huset.

Forholdet mellem hvem der ejer hvem, er for mange år siden blevet byttet rundt, sådan at det helt klart har været huset, der har ejet dem og ikke omvendt.

Men nu hvor tiden mod flytningen nærmer sig, kan jeg godt mærke, at huset også ejer en lille smule af mig, selvom over halvdelen af mit liv er gået siden jeg flyttede ud.

Her i weekenden sov jeg i huset, i det der nok bliver sidste gang. Og om morgenen gik min mor og jeg en tur med hunden. Gennem haven, over markerne og rundt på engen. En tur der nok bliver gået på den måde for sidste gang.

Og tankerne om alt det der ikke kommer til at ske mere og alle de ting der er sket i sammenknytning med lige netop det hus og den barndom, der blev levet der, går gennem mig, som sød-syrlige gys.

Mine forældre byggede huset. Og jeg tror at mellem sten og brædder blev der i lagt små bidder af min sjæl, som nu ikke helt ved hvor de skal finde hen og slå sig til ro:

Der var engang hvor jeg var sikker på at jeg skulle være kunstner. Grafiker, tegner – noget med noget. Jeg malede og tegnede. Jeg formede og udtænkte. Og jeg læste om retninger, ideer og tankerne bag.

Jeg var sikker på, at jeg skulle være kunstner og jeg definerede mig selv som kreativ.

Jeg søgte ind på “Kunsthøjskolen”, med lag efter lag af billeder i store mapper. Senere var det “Den grafiske højskole”, der lagde hus til en test og en prøve.

Jeg blev vejet … og fundet for let.

Jeg var vel omkring 18-19 år på det tidspunkt og afslagene tog på en eller anden måde så hårdt på mig, at jeg aldrig rigtig genvandt troen på mit kunsteriske selv eller lysten til at gøre specielt meget mere ved kunsten.

Jeg slap dog aldrig helt det kreative.

Jeg har en lille kommode med ting og sager og glitter og glans. Som jeg bliver ved med at vende tilbage til fra gang til gang.

Men min kreativitet begyndte også at komme ud på en anden måde; med have, syltning, madlavning. Kunsten at dække et bord, at skabe en stemning, at skrive (ikke at forglemme den famøse limpistol #1, #2 og #3…), osv

Men inde i min lurer min lyst til stadighed – ikke så meget for kunsten, men for kreativiteten. For at lave noget med hænderne – skabe noget.

Og her til aften dukkede et sted op – med en mulighed. Og selvom jeg egentligt ikke er en del af den kreativ blogverden, har jeg udfordret mig selv og meldt mig til:

Det er en af de dage.

En af de dage hvor jeg både er blød som som smør, der har stået ude på en sommerdag og samtidig lige sprød som karamel, der er trukket ud i tynde næsten gennemsigtige tråde.

Den mindste berøring får mig til at gå ud af form og til at splintre.

Jeg ved godt at det handler om for meget og forkert arbejde, for lang togtur og for lidt søvn, at min ryg, skulder, hænder og lænd byder ind med hver deres variation af smerte og at mit hoved kører rundt med beslutninger, jeg ikke bryder mig om at træffe.

Men skal alligevel.

Og jeg tænker på, at hvis jeg havde frit valg på alle hylder, så var jeg ikke på den hylde hvor jeg sidder.

Og jeg tænker på at den hylde hvor jeg sidder på bare bliver mere og mere tom – da dem jeg delte hyldemeter med da jeg ankom i januar, lige så stille er smuttet fra hylden, bestillingen, gården.

Så med mindre der sker noget andet, er jeg ene mand på skansen når månedsskiftet kommer.

Jeg trives med forandringer og ændringer – men bedst når de kommer i en form der skaber forbedringer.