september 2009


tirsdag 15. september 2009 kl.16:09

Jeg tror ikke på kædebreve. Plejer altid at bryde dem og rammes sjældent af gudernes vrede og englenes vrissen.

Men jeg fik nedenstående fra min mor i dag og med tanke på min nuværende situation – og den kærlighed som jeg ved at den er sendt med, så bringer jeg budskabet videre her på bloggen … og så må jeg jo se om det er nok til, at nogen i morgen kl. 15.08 vil fortælle mig noget jeg har ønsket at høre.

Og hvis andre går og venter på et budskab, så er de hjertelig velkommen til at tage englemagien til sig og gøre den til deres.

-oOo-

Dette er en engel der vil beskytte dig!
Lad mig vide, hvad der sker om morgenen efter du har åbnet denne e-mail. Det er en usædvanlig mail. Det giver dig et nøjagtigt tidspunkt i morgen. Lad os se om det virker…

Send denne besked på samme dag, du har modtaget den. Det lyder måske vanvittigt, men det er præcis til tiden. Vi mener, at noget skal ske. Engle findes, de har bare ingen vinger og vi kalder dem venner; og du er én af dem.
Noget smukt for dig og dine venner skal til at ske. I morgen kl. 15.08 vil nogen fortælle dig noget, du har ønsket at høre. Vær venlig ikke at bryde denne kæde. Send det til mindst 7 af dine venner.

søndag 13. september 2009 kl.17:33

Nu hvor jeg har måtte indse, at den der stress vil være min langvarige følgesvend, er jeg begyndt at lægge mere mærke til nogle af de symptomer jeg har og jeg må indrømme, at det skræmmer røven ud af bukserne på mig.

Hukommelse

Jeg får flere og flere sorte huller. En ting er at jeg glemmer fødselsdage og aftaler, hvilket de mennesker der er i den anden ende ikke er så fandens begejstret for, men indtil nu har jeg normalt kommer jeg i tanke om det mellem 15 min og ½ time inde i aftalen og har sådan nogenlunde kunne redde mig ud af det – og i den lange løb kan man jo til nød kalendre sig ud af det.

Men en anden ting er, jeg har måtte sande, at det er gået længere end til det, for nu er jeg også begyndt at glemme information. Fuldstændig glemme. Sådan at jeg ikke bagefter kan genkalde mig informationen. En ven bad mig forleden skrive et blogindlæg på en klubblog.  Jeg gjorde det ikke med det samme og da jeg senere ville gøre det, var det pist forsvundet hvad jeg skulle skrive om. Jeg kunne for min død ikke genkalde mig hvad det handlede om.

Da jeg skulle ud af døren tidligere i dag, slog det mig at en veninde på et tidspunkt havde inviteret til fødselsdagsbruch. Men jeg kunne ikke huske hvornår, om det var noget jeg skulle til og havde misset eller om det var blevet aflyst eller hvad. Der var et stort sort hul hvor der tidligere havde været information.

Og det er jo bare de ting jeg opdager jeg har glemt – hvad med det jeg ikke husker?

Overfølsomhed.

Jeg oplever også flere og flere situationer, hvor andre menneskers adfærd bryder mine grænser for hvad jeg kan holde ud. Når min tandlæge vil sende mig videre til en tandplejer for en dybderensning af tandhalse, går jeg i spåner og er nødt til at gå. Når der er mange mennesker i en butik bliver jeg overvældet og er nødt til at afbryde mit foretagende. I relation til mennesker der kræver noget af mig, som jeg har svært ved at honorerer bryder jeg sammen.

Jeg har altid været noget lyd og støjsensitiv, men nu er jeg betydelig mere end det og jeg er bange for om det kan ende med at blive værre.

De her ting passer bare rigtig dårligt ind i mit billede af mig, og jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg får det passet ind i mit liv. Men jeg må erkende at jeg er nødt til at gøre det – om ikke andet så i en periode, for når jeg ikke tager hensyn til det så klapper jeg åbenbart helt sammen.

lørdag 12. september 2009 kl.20:45

Jeg har åbenbart fået et nyt anfald af det der ordforstoppelse igen …. igen…

Tænker ellers mange tanker.

søndag 6. september 2009 kl.22:46

Sådan som mit liv er lige nu, er en af dem her, måske lige præcis hvad jeg har behov for:

En spåmaskine, der kan give mig svar på lige præcis alt hvad jeg kunne forestille mig, at jeg ville ønske at kende svaret på.

Det giver sådan en partshøringsproces en helt anden vinkel …

… og indtil midnat i nat, kan de smukke spåmaskiner også blive din – det er Sara (den tidligere Turbanindehaver), der giver dem væk på Minimega.

onsdag 2. september 2009 kl.10:04

Jeg plukkede jordbær i september.

Og jeg sad der, i min have, i solskin.

Min kæreste kom hjem med blomster og var stor og stærk og sikker på at alting bliver godt til sidst.

Og alle mulige mennesker kom med søde ord og pæne tanker.

Og hvis det ikke var fordi man vidste bedre, og bl.a. ved at jeg er fisk – så kunne man næsten tro, at det var min fødselsdag.

Man skal passe på hvad man ønsker sig, det kan risikere at gå i opfyldelse, således også ønsket om at geare ned og tage den mere med ro.

Jeg fik et prik med et tvist.

En mulighed for at vende tilbage til mit gamle job, i stedet for at stoppe.

Jeg vidste det var det jeg ville få tilbudt. Har været i branchen i for mange år, så jeg kender tankegangen og de løse ideer alt for godt. Kender spillereglerne og ved hvordan klaveret spiller.

Men jeg kender også alle disharmonierne. Både dem der kommer fra huset og dem man kan blive mødt med – eller i det her tilfælde, dem man kan møde op med.

Men i nu’et er der godt – og jeg har det godt!

« Forrige side