Må man godt, som en voksen med ansvar og moderigtige bh’er, alligevel sige at man har en lille bitte smule kriller i maven over at skulle på arbejde i morgen?

Hold da op hvor har jeg været langt væk på den 3 uger, der er gået siden sidste arbejdsdag og hvor kunne jeg dog både relatere mig til og overhovedet ikke fatte de mails, jeg snusede til i arbejdspostkassen, i en kedelig time i går.

Der blir’ helt underligt at skulle bruge indersiden af hovedet igen.

Og sko.

Og sokker.

Og makeup.

Og madpakker.

Jeg er heldigvis beriget med mennesker og situationer der sætter tanker igang.

Og for tiden tænker jeg tanker.

Tanker som eksempelvis om lykken er at have mange bolde i luften, som man kun halvt formår at fange og værdsætte – eller at kun have en enkelt eller to – som man så virkelig holder af.

Og hvorfor jeg altid har så mange bolde i luften – hvad værdien bag det er for mig.

Om hvad lykken måles på og består af.

Om kærlighed som det brusende vandfald og knusende klipper eller den stille og rolige flod.

Om hvad der holder en fast, om angsten for at miste og om hvad der sætter en fri.

Om hvad man ejer og hvad der ejer en.

Og jeg er så heldig, at jeg har mulighed for at arbejde videre med de her tanker lige så meget jeg vil og helt specifikt, de næste par dage.

14 dages ferie med en hermetisk lukket vaskemaskine, gir’ en noget muggen lugt.

Det er én ting.

En anden ting er så, at min dovenskab i går aftes … hvor jeg altså ikke liiige orkede at hænge vasketøjet op …. har gjort, at jeg lige har hængt en maskine nyvasket muggent lugtende vasketøj op.

Jeg tror ikke at jeg får specielt mange husmorspoint for tiden….

Da godt et kilos kirsebærspulp inklusiv kærnede kærner er endt i spredt fægtning ud over komfur og gulv, var det jeg anede, at dagen i dag måske ikke var beregnet på syltning alligevel.

Så jeg lader alle mine bær være i fryseren og overvejer om jeg skal give mig i kast med noget så traditionelt – og for mig komplet ukendt land – som frikadeller.

Og mens jeg overvejer vil jeg lige smutte ud i verden, da jeg jo stadig har 1½ fridag tilbage.

UPDATE

De 3 peberfrugt under grillen, blev til gengæld ikke for sorte selvom jeg ligesom kom til at glemme dem lidt: Men det skyldtes nok at jeg også ligesom havde tændt for grillen – uden at tænde for varmen….

Salaten er gået i stok, bønnerne i en form for chok – eller megahøst i det mindste, ukrudtet vokser flot og højt, men slår ikke solsikkerne, der er over 2 meter, sukkerærterne var visnet med ærter så store som pralbønner – men ikke lige så spiselige.

Jeg har lige husket de tomater jeg puttede i lommen og min ryg føles som en 90-årigs, men jeg har givet til højre og venstre af bønner, kartofler og krydderurter – har til et års forbrug af persille til stegt flæsk og persillesovs, men ingen af os spiser det, og så kan man jo glæde naboerne.

Det er ufatteligt hvor meget sådan en lille have kan gro til på bare 2 uger.

Faktisk mere end ufatteligt.

Og to fulde kompostbunker, en radbrækket ryg og to smertende håndled senere, har jeg ikke længere fuldstændigt opgivet håbet.

Alfred startede morgen med at bringe et museoffer til os.

Op i sengen endda.

Det var som om, at nu hvor han i to uger har skulle høre om alle hans brors musejagter, som vi havde fortalte om både vidt og bredt, skulle han da lige, her på feriens sidste dag vise os, at han ikke står tilbage for noget.

Han havde nok ikke regnet med at reaktionen var et øndigt pigeskrig og en returnering af musen ud i det fri.

Så da det skete blev han en kende fornærmet og lod mus være mus og hans bror være den, der tog den af dage.

Det tog så lige to timer – inklusiv ikke mindre end to gange afhentning af mus under hus.

Og nu er de to store musejagere tilbage på 4. sal på Vesterbro og jeg tror ikke at stofmus er helt det samme legetøj mere …

Da vejret her på feriens andensidste dag ikke helt ville lege sommer med os, brugte vi eftermiddagen på at finde kullinariske perler i området omkring Odder.

Og det var ikke svært.

Vi startede med at indkøbe mel hos Fru Møllers Mølleri. Det var til en af de melafhængige vi selv har været med til at skabe og efterfølgende efterladt i København, langt væk fra melhimmelen…

Vi kunne have nydt en kop kaffe og hjemmelavet kage … eller noget af den hjemmelavede is – men vi var standhaftige og kørte videre til det der for eftertiden vil være kendt som frugthimlen aka det lille stykke fluffy røde himmel eller som de kalder det selv; Frugtplantagen Karensminde.

Aldrig i mit liv har jeg set så mange kirsebær, det være sig både på de enkelte træer og alle træerne tilsammen.

Vi snakker million-milliarder af kirsebær.

Kirsebær så langt øjet rakte og på hvert enkelt træ sad bærene som vindruer. Søde, saftspændte og helt fantastiske.

Jeg ved ikke hvor mange kg vi plukkede – men da man ikke skulle fløjte mens man plukkede, betalte vi for de 3 kg, der kom frem til kassen.

3 kg var også den mængde hindbær vi slæbte afsted med.

Kæmpe hindbær. På størrelse med valnødder og samtidig stadige smagsfulde.

Efter dette fantastiske optrin i naturens overdådighed kørte vi videre til en anden lille perle i den smukke østjyske natur: Brandbygegaard – der i tilslutning til sine vinmarker har en lille cafe: Det Lille Vineri. Jeg havde håbet på nogle lækre landæg, med solgul blomme og smag af mer – men som de skriver på deres hjemmeside: Hønsene har nu nået en alder, hvor den altoverskyggende interesse i forplantning er erstattet af bridge, golfspil og undren over manglen på børnebørn.

Men hvad der manglede i æg, gjorde de til gængæld i lækkerier i vineriet.

Dansk rødvin bliver nok aldrig min totale favorit, men maden var lækker, priserne rimelige og serviceringen og omgivelserne perfekte, som i at man sidder på en gårdsplads omgivet af blomstrene roser, kaglende høns og blommetræer, der lige så stille giver slip på de modne blommer, når det er tid til det.

Endelig sluttede vi af i Odder med et besøg på Kunstmarked ved banegården, hvor rigtig talentfuldt kunsthåndværk blev udstillet og solgt.

Inspiration rundt i Odderomegnen fik vi af folderen “Smørblomsten” – der kan downloades her: Smørblomsten (PDF), som supplerede nogle af vores gamle kendinge med nogle helt nye og virkelige dejlige steder.

Og bortset fra en tiltagende kirsebærmavepine og manglende lyst til at lave aftensmad, skal jeg ikke klage over noget….

Jeg skulle have lyttet til Piet Hein:

Ved åndelig sundhed
styrkes man
mod snarer
og overlistelser –
og ved et naturligt
kønsliv kan
man undgå
sportslivets fristelser

Her i sommerferie forsøger jeg at modvirke indtagede iskager og den kølige rosé indvirkninger på fysikken, ved daglige gå- eller løbeture.

I den skønne Østjyske natur enten langs strand, kornmarker eller krat er det ikke i sig selv nogen straf – hvis det ikke var fordi jeg havde normaldanskerens forskruede forhold til fysiske udfoldelser, ville det faktisk næsten være rart.

Indtil i går hvor jeg pludselig fik en kæmpe schæfer i ansigtet, på den ufede måde!

Det var rimeligt klassisk, jeg hilste på fordi jeg tolkede deres kropssprog som venligt – og det gik også fik nok, indtil den store af hundene sprang op og bed ud efter mit ansigt. Enten fordi den skulle forsvare den hvalp, der var med, eller ejeren.

Der skete heldigvis ikke andet end at jeg fik et lille rød mærke under munden og en ordentlig forskrækkelse.

Og så tror jeg ellers at jeg begynder at løbe en anden rute… hellere det end at nedsætte indtaget af kølig rosévin og iskager.

Med det gode vejr og varmegraderne, kom sommerstemningen endelig . Med kvidder i ørene, hentede jeg ugeblade i butikken og henslængte mit brugte legme i solstolen i skyggen.

Kroppen blev hvilet efter søndagens jomfrudyk i Lillebælt og mandagens maling af sommerhus. Nu er alt det indre i huset hvidt og hvis jeg er heldig så stopper mine ben med at være det, om et par dage.

Nu er det rigtig ferie og der er 9 dage tilbage.