marts 2009


onsdag 11. marts 2009 kl.22:09

Jeg gør status i disse dage. Ligesom med babyers vækst sker min personlige udvikling i ryk, og jeg synes at jeg oplever en gang mental vokseværk – og det er godt.

Jeg trives i mit (efterhånden ikke helt så nye) job. jeg har travlt – men det er sjovt og udfordrende. Det fylder, men på en god måde og jeg har det både godt, når jeg går på arbejde mandag morgen, og når jeg går hjem fredag eftermiddag.

Jeg har fokus på hvad jeg spiser, på at træne og på at sove Jeg tager hånd om mit fysiske velbefindende, og det kan ses og mærkes. Efter et mindre “slip” her efter ferien, er jeg tilbage med motivationen i top.

Jeg har støtte og opbakning fra menneskerne omkring mig – bliver bekræftet i, at jeg er god nok og at det jeg gør er godt nok.

Jeg har stadig nogen stressfaktorer, der ligger ude i periferien, men jeg arbejder på at mindske dem. Tager dem en efter en.

En af de ting, der ved med til at jeg endte med at få stress, var kombinationen af alle de ting jeg gerne ville, og tiden der var til rådighed – og det paradoks arbejder jeg på nu på, på to planer.

Den ene er at skære fra i aktiviteter – og to af de ting, der seriøst trak tænder ud sidste år, er heldigvis ikke på programmet i år. Resten er kastet op i luften og jeg må se hvor de falder endeligt ned.

Den anden er at skabe mere tid. Jeg kunne se, at da jeg arbejdede på deltid (9-15) så havde jeg et fantastisk overskud og kunne nå alting, og samtidig være vågnen om aften.

Efter at have forsøgt at mingle fuld tid (og fuld skrue) på arbejdet – sammen med min nye forbedrede livsstil, kan jeg se, at det ikke er foreneligt.

Hvis jeg går kl. 15 – er jeg frisk til at komme ud og træne, handle, lave mad – og jeg er i stand til at være noget for mig selv og andre resten af aften. Går jeg ved en 16-17-18 tiden ender jeg med at være for træt til at træne og kan meget nemt falde tilbage til letkøbte madløsninger, toppet op med sukker og er basket hele aften.

Jeg har altid haft hjemmearbejdsplads, men har brugt den relativ konservativ og mest til at arbejde fra sommerhuset, eller arbejde ekstra. Nu har jeg indgået en aftale med mit arbejde om, at jeg forsøger at holde min arbejdstid på arbejdet ml. 9-15, og at jeg så lægger resten af tiden om aften/weekenden som det nu passer mig.

Og jeg er ret sikker på at det vil være en rigtig god ordning for begge parter.

Vigtigst af alt; jeg har det godt, send flere penge ;-)

mandag 9. marts 2009 kl.12:12

Jeg kan mærke, at jeg lige for tiden er mere åben for indtryk end normalt.

At de ting folk siger og gør omkring mig, berører mig dybere end det nok er tænkt. Min morgen har været præget af småbitte hændelser, jeg skal passe på ikke at blæse ud af proportioner.

Jeg siger til mig selv, at det ikke er sikkert at det har noget med mig at gøre – og hvis det har, så er det deres problem.

Men jeg har svært ved ikke at gøre det til mit.

søndag 8. marts 2009 kl.16:43

Hvis man skulle være i tvivl om hvorvidt der stadig er et behov for, at holde fast i Kvindernes Internationale Kampdag, er det bevis nok for mig, at rigtig mange mener at dagen og kampen er udnødvendig og latterlig.

Der er ingen tvivl om, at der er sket meget – og meget godt for kvinderne siden Clara Zetkin indstiftede Kvindernes Internationale Kampdag i 1910.

Men der er stadig lang vej at gå og der er fortsat massiv ulighed mellem kønnene – også i vores lille Danmark i 2009.

jeg er sikker på, at vi også i Danmark kan vise undersøgelser der påpeger, at kvinder der flytter sammen med en mand, kommer til at bruge betydelig mere tid på husarbejde end deres singelmedsøstre, mens mænd der flytter sammen med kvinder, kommer til at bruge mindre tid på husarbejde end nogensinde før.

Men værst er det dog stadigvæk på arbejdsmarkedet, hvor der blandt både erhvervsmonguler og unge studerende findes en iboende løgn om, at mænd og kvinder har de samme muligheder for job og karriere og at mange af dem tror, at ligeløn er et faktum.

Underligt at det stadig er sådan, når der ikke er reel ligeløn, ikke er reel ligestilling blandt ledere, topledere og bestyrelsesposter. Når der stadig er flere mandlige politikere end kvindelige og når de kvinder, der sidder på lederstillingerne, ofte må give køb på familieliv og børn, mens det mere er reglen end udtagelsen at topledere er gift og har (mange) børn.

Jeg siger ikke, at det er umuligt at nå frem og op som kvinde – men jeg siger, at det ikke sker på samme vilkår som for mændene.

Og jeg siger at den største løgn af alle er, at vi har reel ligestilling i Danmark.

Og så mener jeg at det usandsynligt rædselsfuldt at ung kvinde kan blive gennembanket og voldtaget i det åbne rum, uden at nogen griber ind og jeg har en tro på, at hvis vi havde en oplevelse af lighed mellem kønnene, ville ingen gribe til overgreb af kvinder … og man ville reelt få stoppet videospil hvor man for sjov kan lege, at man går ud og voldtager kvinder.

For 11 år siden i dag, blev min nevø født – for 5 år og næsten 1 måned kom min niece til – jeg håber for dem, at den verden de skal være voksne i bliver bedre, end den jeg er voksen i.

lørdag 7. marts 2009 kl.19:47

Det siger lidt om mig og mine vaner, når det først er her i dag at jeg opdager, at der findes et fantastisk gourmetsupermarked lige for næsen af mig – fordi det ligger på den anden side af Hovedbanegården.

Vi købte ind til den store guldmedalje … og da jeg kom hjem og tjekkede det ud på nettet, opdagede jeg så at det åbenbart er en del af en kæmpe underskudsforretning og lige i går blev solgt til Tivoli for en krone

Lidt ligesom at finde en sodavandsis i Sarhara … du tror du har den – og så er den væk.

Men nok godt for mit vægttab, for her til aften har jeg været nødt til at spise deres drønlækre tapas-takeaway  sammen med en fantastisk hvidvin … og nu er jeg tvunget til at gå ud og lavet en rigtig god kop kaffe til den Summerbird flødebolle med pasionsfrugtskum, der kom til at falde ned blandt indkøbene.

Ups.

kl.11:42

I den evige kamp med vaskemaskinen om distribuering af sokkerne, har oprettet en sokkekasse. Hver gang maskinen har leveret en vask med enlinger – dvs. en sok uden makker, er enlingen kommet i sokkekassen.

Planen var så at man ved den efterfølgende vask skulle genfinde makkeren i kassen.

Men en ting er teori, en anden praksis:

… det ser ud til at der er behov for en gennemgribende sortering nu

fredag 6. marts 2009 kl.23:51

På vej hjem fra arbejde, cyklede jeg sammen med to kollegaer. Småsnakkende over Dybbelsbroen lagde vi ikke mærke til to yngre piger på cykelstien, før den ene af mine kollegaer, var tvunget til at lave en brat opbremsning, for at undgå en påkørsel.

Først opdagede jeg ikke hvad der skete, men da jeg så, at hun væk og samtidig hørte en stemme bræge “Se hvor fanden du cykler” eller noget i den retning, kiggede jeg over skulderen og så at min kollega nærmest var blevet holdt op – midt på cykelstien – af de to tøseunger, som helt klart var ude på ballade.

I et splitsekund havde jeg vendt om og var på vej derhen, for det dér kunne godt udvikle sig.

“Hvis du rører mig med den cykel, får du en på bærret” var det næste der blev sagt.

Min kollega lod sig ikke provokere, kørte cyklen udenom dem og videre og der skete ikke mere.

…og det er her, at jeg er ret glad for, at det ikke var mig der var involveret.

For når jeg mødes med trusler om vold, reagerer jeg ikke hensigtsmæssigt.

Jeg har en grundholdning om, at jeg ikke vil acceptere at blive truet med vold, at jeg ikke vil gøre – eller undlade at gøre noget, fordi jeg bliver truet til det, eller fordi jeg er bange for at blive slået. Jeg nægter at flytte mig når nogen siger, at jeg får nogen på hovedet hvis jeg ikke gør det.*

Normalt når jeg ikke at tænke og, som i denne situation, reagerer jeg med at søge imod det, istedet for væk.

Der er selvfølgelig en grund til, at jeg er sat sammen på den måde og jeg er klar over at en eller anden dag, kan det komme til at koste mig, at gå rundt i verden med det handlingsmønster.

Jeg ved med min fornuft, at når man møder voldsidioter, der søger nogen de kan slås med, at så er det bedste forsvar at undvige. At det er det man prædiker omkring trafikraseri og det man fortæller vores børn.

Men jeg har det ikke i mig – og det bedste eksempel på min uhensigtsmæssige opførsel, var engang jeg arbejdede i Maria Tjeneste og på en vagt oplevede to rockertyper gå i flæsket på en af vores brugere. Jeg blev så rasende, at jeg glemte alt omkring mig og fór i flæsket på den ene af gutterne og ret tydeligt fortalte ham hvad han var værd i kroner og øre, samt hvor han kunne forfløje sig hen. Han og makkeren blev så paf over mit verbale overgreb, at de smuttede og først bagefter gik det op for mig, at det egentligt var risikofyldt.

Men jeg er også klar over at med den verden vi lever i, med krig mellem grupper og bander af unge, så er det en farlig attitude at have – det er som at blive kørt over i et fodgængerfelt … bare ærgeligt Sonny Boy, du havde ret, men det gør dig ikke mindre død.

* den eneste gang jeg har fraviget dette var dengang med ham med sværdet. Jeg nåede ikke at reagerer i situationen og efter megen tankebearbejdning lykkedes det mig at lukke sagen uden at gøre noget drastisk, for ikke at gå ned med stress igen  … men ingen siger jo at den historie er helt glemt ….

torsdag 5. marts 2009 kl.22:43

Nu er jeg jo ikke som sådan den store elefantperson, men der er nu alligevel noget facinerende over det store storiske dyr og på vores ferievej krydsede vi flere af slagsen.

På Sri Lanka lever der stadig vilde elefanter, men som så mange andre steder i verden er de presset af mennesker og vores jagt på deres levesteder eller tænder. Selvom den singalesiske elefant artsmæssigt hører til den asiaske eller indiske elefant, så synes jeg at de ser anderledes ud, da mange af dem har lyserøde snabler/pletter på snablen og hovedet.

Selvom vi ikke var på elefantjagt, indeholdte en af vores rejsedage en del elefanter. Vi startede med at tage den ultimative turisttur på ryggen af en elefant, på The Millennium Elephant Foundation. Stedet er en privatejet velgørenhedsinstitution, der har en lille flok elefanter, som man bl.a. kan ride på. Dernæst tog vi “rundt om hjørnet” til den efterhånden store elefantinstitution og meget kendte elefantbørnehjem, The Pinnawela Elephant Orphanage , hvor vi havde mulighed for at give elefantbabyerne flaske og se hele flokken muntre sig i de efterfølgende flodbad.

I situationen virker stedet fornuftigt, dyrene ser ud til at have det godt og have plads nok. Der blev taget vare på både en gammel blind elefant og et trebenet krigsoffer (den havde trådt på en mine og havde derfor mistet et ben). Efterfølgende har jeg læst noget kritik af den måde dyrene behandles på stedet, men jeg kan ikke gennemskuet konceptet nok til at kunne kloge mig på området.

Senere på ferien, da vi var på safari nede sydpå ved Yala National Park ved Tissamaharam, fik vi en ordentligt en på overraskelsen, da vi stødte på en af de vilde hanelefanter og han pludselig vendte front imod os og kom stormende mod os med både trut og vand ud af snablen:

elefant

Vores verden er et sted af ufattelig skønhed, rigdom og mangfoldighed og man kan undre sig over hvad man egentligt tænkte på, da elefanten blev designet. Men flotte dyr er de…. og fotogene.

Men de elefantbilleder vi har taget, minder mig også om det stykke livsfilosofi jeg tit må huske mig selv på, når verden bliver for stor og tingene for uoverskuelige – for det er med elefanter, som det er med så meget andet og derfor:

Spørgsmål: Hvordan spiser man en elefant?

Svar: En bid af gangen!

onsdag 4. marts 2009 kl.23:33

Så stod jeg dér i køen med mit økologiske hakkede oksekød med maksimum 3-7 % fedt, min Thise fedtfrie 0,05% mælk og yoghurt med 0,01% og tranebær og skovbær, mine økologiske Sultana rosiner (de mørke som er de sundeste), økologiske citroner og meloner (galia 40 kalorier pr. 100 g og cantaloupe 39 kalorier pr. 100 g), med genbrugsindkøbspose og medlemskort i hånden.

 … og jeg følte mig rigtig og hellig, at jeg i et kort øjeblik overvejede, at lægge varerne hulter til bulter i stedet for med striberne opad.

Men jeg gjorde det ikke.

Og ham bagved mig købte to poser kanelgifler, en marsbar, en flaske Linieakvavit og 20 Røde Kings … og så var balancen ligesom genoprettet.

Og jeg tog hjem, satte suppe over og mens den varmede, lavede jeg forberedelser til morgendagens aftensmad (lynblanceret hvidkål, marineret melon og udblødte rosiner … og det lyder absolut ulækkert, men smager godt) og derefter tog jeg ud for at svømme.

Og ham med giflerne, snapsen og smøgerne … jeg tror han lavede noget andet.

mandag 2. marts 2009 kl.23:17

På vores rundtur på Sri Lanka foregik en del af rejsen i tog. Oppe i bjergene er der en mulighed for at tage en tur i en 1. klasses observationsvogn, med bløde sæder og vinduer over det hele.

Den var så udsolgt – og vi tog så det tog der kun havde 3. klasses vogne med træsæder og ingen vinduer … Et tog der desuden brugte det meste af dagen på at sætte nye vogne på, køre mod næste station og så tage vognen af igen.

Turen var estimeret til 2-3 timer og tog 5 – men udsigten var fantastisk:

Bagefter talte vi om, at det ikke var det smarteste vi havde gjort, for vi rejste på Uafhægighedsdagen (60 års dagen for Sri Lankas uafhægighed fra England) og det er en af de dage, hvor der er kan være en øget risiko for attentater.

Modsat andre lande, så har attentaterne på Sri Lanka primært været rettet mod singaleserne, hvorfor lige præcis et tog, der kun har 3. klassesvogne, har større risiko, end en 1. klassesvogn.

Det er underligt at rejse i et land af ufattelig skønhed, hvor der faktisk er en reel fare og det ovenikøbet viser sig, at der er et attentat mens man rejser i området.

Men jeg har på intet tidspunkt i de 10 år jeg har rejst i Sri Lanka oplevet nogen form for fare, har aldrig følt mig truet …. men jeg er meget, meget spændt på hvad der kommer til at ske med landet. Om der nogensinde kommer fred, eller om vi bare står på kanten af en ny situation og en situation hvor terror og selvmordsbomber kommer til at blive hverdagen.

Jeg håber det ikke – mest af alt for de dejlige mennesker, der bor i det smukke land.

søndag 1. marts 2009 kl.9:13

Kalenderen siger det er nu, mit indre fornemmer det og på mit bord står sprøde tulipaner og nærmest råber det ud over hele lejligheden

Det er ble vet forå r!!

…men udenfor sner det.

Hvad sker der lige med det?!

« Forrige side